• Forside
  • Nyheder og analyser
    Nyheder og analyser
    Få de seneste nyheder og de mest dybdegående analyser om unge, foreningsliv og demokrati i vores nyheds- og analysesektion.
  • Medlemstilbud
    Medlemstilbud
    Som medlem af DUF kan du blandt andet få assistance til organisationsudvikling, indgå i netværk og deltage i fyraftensmøder.
  • Tilskud og puljer
    Tilskud og puljer
    DUF tilbyder en række muligheder for at søge økonomisk støtte til projekter og aktiviteter i både ind- og udland.
  • DUFs arbejde
    DUFs arbejde
    En række projekter og indsatsområder er kernen i DUFs arbejde for at fremme unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet.
  • Om DUF
    Om DUF
    DUF er en service- og interesseorganisation for landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer. DUF fremmer unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet.
  • Materialer
    Materialer
    I DUFs materialesektion kan du downloade eller bestille bøger, brochurer, analyser og faktaark inden for emner, der vedrører både det nationale og internationale område.

Historisk kamp for valgret

Valgretsalderen blev senest ændret ved folkeafstemningen den 19. september 1978, hvor de 18-årige fik valgret. Den nuværende valgretsalder er resultatet af en lang proces, hvor en større og større del af befolkningen gradvist er blevet tildelt valgret.

Udvidelsen af valgretten falder i to hovedperioder. Først fra midten af 1800-tallet og frem til grundloven af 1915, hvor det centrale er spørgsmålet om hvorvidt, valgret skal afhænge af ejendomsbesiddelser, økonomiske kvalifikationer og køn. 

Anden periode, hvor valgretsalderen kommer i fokus, går fra 1920’erne og frem til vedtagelsen af Grundloven af 1953.

Valgretten år for år

1849
Med grundloven af 1849 blev valgretsalderen til Folketinget sat op til 30 år, mens ejendomskrav blev opgivet og erstattet med et krav om, at tyende skulle være udelukket fra at stemme, medmindre de havde egen husstand.
Også til Landstinget blev valgretsalderen sat til 30 år, mens valgbarhedsalderen blev sat til 40 år. Kvinder havde ikke valgret, myndighedsalderen var stadig 25 år og tjeneste- og fattigfolk var fortsat udelukket fra at stemme.

1901
Frem mod parlamentarismens indførelse i 1901 nedsættes valgretsalderen igen til 25 år. Samtidigt skærpedes de økonomiske krav dog og de store skatteydere og jordejeres position i Landstinget styrkes. Samlet set betød det en begrænsning af valgretten.

1915
Det store skridt mod almindelig valgret blev taget frem mod grundloven af 1915. Kvinder, tyende og i et større omfang også fattigfolk fik valgret. Valgretsalderen til Landstinget blev dog sat op til 35 år. Valgretsalderen til Folketinget skulle derimod sættes gradvist ned fra 30 år til myndighedsalderen på 25 år. Valgretsalderen skulle sættes ned med 1 år hvert 4. år – der skulle altså gå 16 år før nedsættelsen til 25 år ville være realiseret.

1920
I 1920 vedtog Folketinget to gange at sænke valgretsalderen til Folketinget yderligere til 21 år. Begge gange blev det dog stemt ned i Landstinget.

Med grundlovene af 1915 og 1920 indføres i det store og hele den almindelige valgret – i hvert fald til Folketinget – idet alle danske statsborgere (mænd og kvinder) med fast bopæl i landet fik valgret, når de nåede myndighedsalderen på 25 år, og kun modtagelse af fattighjælp kunne medføre tab af valgret.

1939
I midten af 1930’erne blussede diskussionen om valgretsalder op igen i ønsket om en forfatningsreform. I debatten blev flere forslag til aldersgrænser fremhævet: en generel nedsættelse til 21 år, en nedsættelse ved folketingsvalg til 21 år kombineret med en nedsættelse ved landstingsvalg til 25 år og endelig forfatningskommissionens flertals bud på en generel nedsættelse til 23 år, der også knæsatte princippet om ’et vælgerkorps, et valg’. Grundlovsforslaget blev vedtaget to gange af både Folketinget og Landstinget, så det i 1939 kunne sendes til folkeafstemning. Her faldt forslaget imidlertid, fordi kun 44,6 pct. af de valgberettigede stemte for forslaget, mens grundlovens daværende krav for en vedtagelse var mindst 45 pct.

1940-1945
Mange unges aktive deltagelse i modstandsbevægelsen medførte et politisk ønske om at nedsætte valgretsalderen, i anerkendelse af ungdommens indsats.

1949
Valgretsalderen ved de kommunale valg blev sat ned til 23 år. De følgende år var der forskellig valgretsalder ved kommunale valg og folketingsvalg.

1953
I forfatningskommissionen var der bred enighed om, at valgretsalderen skulle sænkes, men der kunne ikke skabes enighed om, hvorvidt den skulle være 21 år (som myndighedsalderen) eller 23 år. Derfor besluttede man, at det skulle afgøres ved folkeafstemning i forbindelse med grundlovsforslaget i 1953. Ved folkeafstemningen om valgretsalderen kunne alle personer, der på afstemningsdagen var fyldt 21 år, deltage.

Foruden beslutningen om en ny valgretsalder indeholdt grundlovsforslaget tre valgretsmæssigt betydningsfulde punkter: 1) valgretsalderen skulle være ens ved valg til Folketinget, kommunale valg og menighedsrådsvalg 2) valgretsalderen skulle ikke længere være angivet direkte i grundloven, men kunne ændres ved almindelig lov – dog med den begrænsning, at ændringer af valgretsalderen altid skulle til folkeafstemning 3) afskaffelse af Landstinget og indførelse af et rent etkammersystem.

Grundlovsforslaget blev to gange vedtaget i både Folketinget og Landstinget, så en folkeafstemning om grundloven og valgretsalderen kunne sendes til folkeafstemning i maj 1953. Grundloven blev vedtaget, og dermed blev valgretsalderen til alle offentlige valg i 1953 sat til 23 år, og en ændring af aldersgrænsen kunne kun ske efter obligatorisk folkeafstemning. Myndighedsalderen var stadig lavere end valgretsalderen.

1961
Et stort flertal i Folketinget besluttede at nedsætte valgretsalderen til 21 år, hvorefter forslaget ifølge grundloven skulle til folkeafstemning. Ved folkeafstemningen den 30. maj 1961 stemte et flertal for at sænke valgretsalderen til 21 år.

1964
Forslaget om 18-års valgret fremsættes i Folketinget uden resultat.

1971
Folketinget vedtog i december 1969 at sænke myndighedsalderen til 20 år, og blandt andet med begrundelsen om, at myndigheds- og valgretsalderen burde være sammenfaldende, besluttede Folketinget i 1971 også at sænke valgretsalderen til 20 år. Folkeafstemningen afholdtes samtidig med folketingsvalget i september 1971, og udfaldet blev en nedsættelse af valgretsalderen til 20 år.

1976
I 1976 vedtog Folketinget igen at sænke myndighedsalderen – denne gang til 18 år – uden dog at røre ved valgretsalderen.

1978
I maj 1978 vedtog Folketinget at nedsætte valgretsalderen fra 20 år til 18 år. Folkeafstemningen afholdtes den 19. september samme år, hvor et flertal stemte for at sænke valgretsalderen til 18 år.

2001
I 2001 blev en sænkelse af valgretsalderen vedtaget politik for DUF.

2002-2007
Flere europæiske lande og delstater sænkede valgretsalderen til 16 år, herunder Østrig, Tyskland og Schweiz.

2008
En række partier i Folketinget markerede, at de ønsker at nedsætte valgretsalderen til 16 år. Folketinget behandlede forslag om at nedsætte en valgretskommision.

2009
DUF gennemførte et prøvevalg for 16-17-årige ved kommunalvalget i 2009, hvor over 50.000 unge deltog.

2010
DUF nedsatte en valgretskommission bestående af centrale repræsentanter fra alle partier, interesseorganisationer, medier, samt eksperter. Tidligere formand for folketinget, Christian Mejdahl (V), var formand for kommissionen.

2011
Valgretskommissionen offentliggjorde betænkningen: "Demokrati for Fremtiden" med 28 anbefalinger til at øge unges deltagelse i det repræsentative demokrati.  

Valgretskommissionens betænkning og anbefalinger er inddraget i regeringsgrundlaget for S-R-SF-regeringen.

1834

Valgretsalderen ved stænderforsamlingerne sættes lig med myndighedsalderen (fra danske lov, 1683) til 25 år.

1918

Ved folketingsvalget i 1918 havde de 29-årige altså stemmeret, men overgangsbestemmelsen om den gradvise nedsættelse af valgretsalderen blev umiddelbart herefter ophævet, således at valgretsalderen straks kunne sættes ned til 25 år ved valg til Folketinget.

1946

I 1946 blev der nedsat en forfatningskommission, der blandt andet skulle se på en sænkelse af valgretsalderen.

1969

I 1967-1969 blev det i flere omgange drøftet at sænke valgrets- og/eller myndighedsalderen til 20 år eller 18 år. Det endte med, at et lovforslag om en sænkelse af valgretsalderen til 18 år blev vedtaget 6. juni 1969, og den 24. juni – mindre end tre uger efter – fandt folkeafstemningen sted. Forslaget faldt med et brag, da der både var flertal imod blandt de afgivne stemmer og mere end 30 pct. af de stemmeberettigede stemte nej.