• Forside
  • Nyheder og analyser
    Nyheder og analyser
    Få de seneste nyheder og de mest dybdegående analyser om unge, foreningsliv og demokrati i vores nyheds- og analysesektion.
  • Medlemstilbud
    Medlemstilbud
    Som medlem af DUF kan du blandt andet få assistance til organisationsudvikling, indgå i netværk og deltage i fyraftensmøder.
  • Tilskud og puljer
    Tilskud og puljer
    DUF tilbyder en række muligheder for at søge økonomisk støtte til projekter og aktiviteter i både ind- og udland.
  • DUFs arbejde
    DUFs arbejde
    En række projekter og indsatsområder er kernen i DUFs arbejde for at fremme unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet.
  • Om DUF
    Om DUF
    DUF er en service- og interesseorganisation for landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer. DUF fremmer unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet.
  • Materialer
    Materialer
    I DUFs materialesektion kan du downloade eller bestille bøger, brochurer, analyser og faktaark inden for emner, der vedrører både det nationale og internationale område.

Vejle giver de unge styringen

Vejle har sat turbo på udviklingen af ungdomskulturen og lader de unge selv tage styringen på nye, kulturelle projekter. Politikere og unge i Vejle giver landets øvrige kommuner baghjul som ”Årets Ungdomskommune 2011”.

Vejle er berygtet for sine stejle stigninger for selv de mest rutinerede cykelryttere. Men kommunen har nu sat turbo på og indtager førerfeltet for at få ungdomsforeningerne til at trives. 

En kulturfestival, koncerter og et nyhedssite for unge er blandt de initiativer, som de unge har stablet på benene med hjælp fra kommunen. Derfor kårede DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, 4. marts officielt Vejle som ”Årets Ungdomskommune 2011”. 

”Ved at skabe rammerne for en aktiv hverdag med alsidige foreningstilbud og initiativer inden for ungekulturen har Vejle demonstreret en slagkraftig vilje til at inddrage de unge. Gevinsten for Vejle er ikke bare titlen som Årets Ungdomskommune 2011, men også en gruppe stærke unge i frivillige fællesskaber, der engagerer sig i samfundet,” siger DUFs formand Martin Justesen.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) og formand for kulturudvalget, Dan Arnløv Jørgensen (K), modtog sammen med byens ungerepræsentanter belønningen for at skabe de bedste vilkår for unge. Også medlemmer af Byrådet, Kulturforvaltningen og Børne- og Ungeafdelingen var mødt op i Spinderihallerne i Vejle for at fejre, at kommunens ungeindsats nu har kurs mod toppen.

De unge i førertrøjen
Det er vigtigt at give de unge selv førertrøjen på, når kommunens ungdomskultur skal udvikles, mener formanden for Vejles kulturudvalg, Dan Arnløv Jørgensen (K):

”Vi bliver nødt til at skabe næste generation af unge entreprenører, og jo mindre vi blander os som kommune, jo bedre. Som politikere kan vi ikke skabe de skæve, anderledes projekter og et fedt ungdomsmiljø. Det er op til de unge selv.” 

Vejles kulturforvaltning har trampet hårdt og ’uortodokst’ i pedalerne for at skabe nogle gode vækstvilkår for de unges egne, frivillige projekter. Det mener Dan Arnløv Jørgensen, at mange andre kommuner også kan lære af.

”Vi skal turde tage nogle chancer og være fleksible for at involvere de unge. De får lov til at styre det hele, og de skal vide, at vi tager dem alvorligt. Til gengæld skal de selv komme med idéerne. De får ikke noget forærende, men de skal knokle og stå til ansvar for deres projekter,” siger han og tilføjer: ”Det klarer de godt”.

Aktiv indsats som iværksættere
Det er repræsentanter fra de unges mange nye initiativer og foreninger, der har indstillet Vejle til prisen som ”Årets Ungdomskommune 2011”. 

Vejles unge har nemlig taget rollen som iværksættere til sig og med handlekraft og kreativitet gør de selv en aktiv indsats for kommunens ungdomskultur - i form af f.eks. børne– og ungefestivalen Spotlight, studiestartskoncerten PikNik, Ungdomskulturhuset Bunkeren, en forening for kulturelle iværksættere og UXP – et nyhedssite for unge af unge. 

Det hele understøttes af to unge ’KulturPiloter’: studerende, der er ansat i kulturforvaltningen til at vejlede projekter og administrere tilskud for andre unge.

'Prisen er ikke et punktum'
At kommunen tager de unge alvorligt og giver dem mulighed for at vise, hvad de kan, er ifølge DUFs formand Martin Justesen helt afgørende for, at Vejle løber med prisen som ”Årets Ungdomskommune 2011”. 

Han håber, at kåringen vil inspirere Vejle Kommune til at tage endnu et ryk mod toppen af bakken og fortsætte med at styrke foreningslivets vilkår og investere i udviklingen af unge. Det tør Vejles kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen godt love:

”Prisen må ikke blive et punktum. Vi skal videre, for de unge er vores fremtid. Hvis vi fører en spændende ungdomspolitik, så vores unge oplever miljøet i Vejle som sjovt og udfordrende, er der gode chancer for, at de vender hjem til kommunen, når de en gang er færdige med deres uddannelse.”

Om "Årets Ungdomskommune"

"Årets Ungdomskommune" blev indstiftet af DUF- Dansk Ungdomsfællesråd i 2006 som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. Vinderen samt 2. og 3. pladsen er udpeget af et dommerpanel bestående af DUFs formand Signe Bo, Rasmus Scheelke, konsulent i Kommunernes Landsforening, og Klaus Levinsen, der er ph.d., studieleder og lektor i politisk sociologi ved Syddansk Universitet.

Tidligere vindere

Indstil din kommune

De unge får lov til at styre det hele, og de skal vide, at vi tager dem alvorligt.

Dan Arnløv Jørgensen (K),
kulturudvalgsformand

Gevinsten for Vejle er stærke unge i frivillige fællesskaber, der engagerer sig i samfundet.

Martin Justesen, DUFs formand

Dommerne

Vejle blev valgt blandt 13 indstillede kommuner af en nedsat dommerkomite bestående af Birgitte Toft Simonsen, Professor ved Center for Ungdomsforskning (CeFU), Anne-Mette Scheibel, konsulent i Kommunernes Landsforening (KL) og DUFs formand Martin Justesen.