
Foreningsliv opruster i Odense
Foreningslivet i Odense vil styrke deres arbejde. 100 forskellige børne- og ungdomsforeninger er derfor gået ind i et udviklingsprojekt sammen med DUF og Odense kommune.
Udviklingsprojektet i Odense blev skudt igang ved Stormøde på Kulturmaskinen mandag den 28. september. Hele 60 foreningsledere fra 40 forskellige børne- og ungdomsforeninger var mødt op for at deltage i programmet, som bød på fællesspisning, foredrag, workshops og planlægning.
Et tæt og forpligtende udviklingssamarbejde mellem DUF, foreningslivet og Odense kommune skal udvikle og styrke foreningslivet i Odense.
"Det vil være super godt at lave noget samarbejde på tværs af foreningerne, for ofte når vi tager et emne op, berører det andre, og jeg tror vi kan lære meget af hinanden," konstaterede Sara Ekknud fra Venstre Ungdom, der også håber, at kommunens information omkring foreningstilskud kan blive mere gennemskueligt gennem et tættere samarbejde.
Odense kommune bakker op
Odense kommune er gået aktivt ind i udviklingsprojektet. På stormødet deltog fire repræsentanter fra Odense kommune, bl.a. fritidschef Thomas Bach som bakkede varmt op om udviklingsprojektet.
"Kommunen vil gerne have en løbende dialog med foreningslivet, så vi kan støtte foreningslivet bedst muligt, men også så vi sammen kan udvikle foreningslivet i Odense," sagde Thomas Bach på stormødet.
Ifølge fritidschefen har foreninger en meget stor værdi for fremtidens samfund. I foreninger dannes børn og unge til aktivt medborgerskab, hvilket sikrer et levende demokrati og godt lokalsamfund i fremtiden. Det er derfor en god investering for kommunen at være en aktiv medspiller i udviklingen af foreningslivet i Odense, pointerede Thomas Back.
FAKTA om DUFs udviklingsprojekter
Odense Kommune er blevet udvalgt som den første af to udviklingsprojekter i DUF, der skal inspirere foreningslivet rundt om i landet og generelt skabe bedre foreningsvilkår i kommunerne.
Udviklingsprojekterne bliver igangsat af DUFs medlemsorganisationer for at skabe god økonomi, egnede lokaler og bedre forhold og muligheder for deres lokalforeninger. Deltagerne i projekterne er bl.a. kulturelle, religiøse, politiske, natur og miljø, spejder-, handicap, studenter- og elevforeninger.
DUFs udviklingsprojekter har tre klare mål for foreningslivet:
- Sikre lokalforeningernes driftsøkonomi
- Sikre tidssvarende fysiske faciliteter
- Sikre lokalforeningernes lokalpolitiske position
Udviklingsprojektet i Odense vil fortsætte ind i 2010 med møder, samarbejdsprojekter og udviklingstiltag.

