Tip en ven
24.02.10

Nydanskere får lektiehjælp i karateklubber

Af: Arne Simonsen

Lektier og karate kombineres i nyt integrationsprojekt. Børn og unge, der dyrker karate, får hjælp til skolearbejdet af unge engagerede frivillige fra Red Barnet Ungdom.

Lektiehjælps-projektet sker i et samarbejde mellem Red Barnet Ungdom, Dansk Karate Forbund og 'Brug For Alle Unge' under Integrationsministeriet.

Idéen bag projektet er baseret på at teknikken og grundprincipperne bag karatesporten kan have en positiv effekt på indlæring hos etniske minoritetsunge.

Og det koncept har de taget til sig i karateklubber i både Aalborg og København. Her vil frivillige fra Red Barnet Ungdom, der er blandt DUFs medlemsorganisationer, stå for at køre lektieklubberne. Og karatetrænere vil give sparring, når lektier og karate skal kombineres. 

Vil nå nye målgrupper
Red Barnet Ungdom har stor erfaring med at administrere lektiecaféer rundt om i landet, og er allerede blevet kontaktet af mange frivillige, unge der ønsker at gøre en forskel for børnene i karateklubberne.

”Gennem lektiehjælp i karateklubber kan børn få hjælp til lektier, men samtidig også lære dyder og regelsæt fra karate, som bygger på selvdisciplin og respekt for andre mennesker. Projektet er nytænkende og giver os mulighed for at komme ud til en ny målgruppe, som måske ikke kunne nås gennem de mange andre lektiecaféer som Red Barnet Ungdom har,” udtaler Rikke Friis Højland, frivillig politisk leder for integration i Red Barnet Ungdom.

Lektieklubber for 10-16-årige
Lektieklubberne er for alle børn og unge mellem 10-16 år som dyrker karate, eller ønsker at gøre det, i de pågældende karateklubber. 

Udover hjælp til lektierne, vil klubberne også arrangere spændende aktiviteter og arrangementer for at fremme sociale kompetencer blandt medlemmerne.

Flere lektieklubber på vej
På nuværende tidspunkt er to lektieklubber i fuld gang med at blive startet op, hos Copenhagen Budo Academy på Nørrebro i København, og hos Sports Karate i Jyllandsgade i Aalborg.

Inden længe vil yderligere to karateklubber i København kunne tilbyde lektiehjælp til de unge sportsudøvere.