Tip en ven

Forskerne fra DIIS: Dialogen virker!

Dialogambassadørprojektet er en særdeles effektiv bulldozer, når det gælder 'menneskeliggørelsen' af hinanden og nedrivningen af negative fordomme.

Det understreger to forskere fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), der fulgte pilotprojektet på tæt hold og interviewede deltagere i dialogaktiviteter i både Danmark, Jordan og Egypten.

Før dialogen: uvidenhed og fordomme

I rapporten ”Interkulturel dialog i praksis” fra januar 2010 bekræfter forskerne, at udgangspunktet for interkulturel dialog mellem unge i Mellemøsten og Danmark er præget af stor gensidig uvidenhed og udbredte negative fordomme.

I Mellemøsten troede mange unge - før deres deltagelse i dialogaktiviteterne - at Danmark og danskerne er meget fjendtligt stemt overfor muslimer, samt at danske muslimer ikke har samme rettigheder som ikke-muslimske danskere.

Blandt danske unge var der til gengæld en udbredt forestilling om, at alle muslimer har politisk ekstreme holdninger samt at de fleste i Mellemøsten hader danskere.

Efter dialogen: forståelse og sympati

DIIS-rapporten slår fast, at de unge i alle tre lande udtrykte en øget forståelse for hinandens synspunkter og holdninger efter at have deltaget i dialogaktiviteter.

Samtidig understreger rapporten, at der blandt unge i såvel Mellemøsten som Danmark findes en enorm interesse for at lære mere om hinanden.

Rapporten konkluderer blandt andet, at: 

”De resultater, der kan spores blandt deltagerne i DUF’s dialogaktiviteter er en ny indsigt i, at ”den anden” ikke er grundlæggende fjendtligt indstillet, og en ”menneskeliggørelse” af den anden”.

”[D]et er i høj grad denne oplevelse af en reel dialog i form af en ligeværdig holdningstilkendegivelse, der i sidste ende skaber resultater i form af at nedbryde negative fordomme og at skabe gensidig sympati.”

Læs DIIS-rapporten her...

Dialogambassadør-
projektet viste sig at være en særdeles effektiv bulldozer, når det gjaldt nedrivningen af negative fordomme og ”menneskeliggørelsen” af hinanden


Marie-Louise Wegter
Senioranalytiker, DIIS

Karina Pultz
Forskningsassistent, DIIS