
Styrk jeres projektarbejde i Mellemøsten

DUF tilbyder nu dialog-workshops for alle medlems- organisationer, der arbejder med projekter i Mellemøsten og Nordafrika - eller drømmer om at gøre det.
I har sikkert oplevet, at det ind imellem kan være en udfordring at lave internationalt projektarbejde – fordi I har forskellige kulturelle baggrunde, fordi jeres arbejde er båret af frivillighed, eller fordi det bare er svært at få kommunikation til at fungere, når man sidder i hver sin ende af verden.
Nu kan I få besøg af DUFs Dialogambassadører, som gennem inspirerende og interaktive workshops sætter fokus på dialog som et værktøj til at fremme forståelsen mellem mennesker med forskellige holdninger og værdier; til at skabe gensidig respekt og forebygge konflikter.
Ambassadørerne skræddersyer en workshop efter jeres behov. De lærer konkrete dialogmetoder fra sig. De inspirerer til at fokusere på dialog i projektarbejde. Og de hjælper med at skabe en konstruktiv dialog om de udfordringer, I møder i jeres arbejde.
Succesfuld dialog med 3000 unge
Siden 2009 har DUF stået bag projektet Dialogambassadørerne, hvor unge fra Jordan, Egypten og Danmark er blevet uddannet i dialogmetoder og har afholdt dialogworkshops i de tre lande for at fremme forståelsen mellem unge i Danmark og Mellemøsten.
Ambassadørerne har engageret 3000 begejstrede unge jordanere, egyptere og danskere i dialog. Om politik, religion og kærlighed. Om forskellene mellem ’os’ og ’dem’ – og alt det, vi har til fælles.
Dialogen har revet fordomme ned og skabt øget forståelse på tværs af kulturer, religioner og landegrænser. En workshop varer normalt 3-4 timer og er bygget op over forskellige dialogmetoder, hvor alle deltagere er aktivt engagerede. Indholdet er helt op til jer.
Vil du vide mere om projektet og/eller muligheden for at få besøg af ambassadørerne i din organisation?
Så kontakt Lasse Tørslev: E: lt@duf.dk / T: 60 20 14 32
"Et sted, hvor folk kan skifte meninger ved at stå og snakke sammen, er et sted, der er kommet meget langt"
Adam Hede, 18 år
Rungsted Gymnasium

