
Lederuddannelser
Foreningsaktive er de bærende kræfter i foreningerne, og de skal have den nødvendig viden og inspiration til at gøre foreningsarbejdet spændende og meningsfuldt for medlemmerne. Inspirationen kan fx komme gennem kurser og uddannelsestilbud på tværs af foreninger, hvor foreningerne udover det faglige indhold også kan blive inspireret af, hvordan andre griber udvikling og problemstillinger an.
Mange fritids- og kulturforvaltninger indgår gerne i dialog med foreningerne om, hvordan der kan tilbydes kurser om foreningsudvikling og om mere specifikke emner, og i flere tilfælde tilbyder kommunerne og andre samarbejdspartnere allerede en række kurser.
Fælles kurser for foreninger
Foreninger og kommuner har fælles interesse i, at foreningslivet fungerer godt. Derfor er mange forvaltninger positive overfor, at foreningerne vil udvikle deres ledere.
I Århus Kommune udbyder man fx kurser og udvikling til foreningslivet igennem ”Århus i Forening”, der er et samarbejde mellem Århus Ungdommens Fællesråd, DGI Østjylland, Idrætssamvirket og Århus Kommune. Kursusrækken har blandt andet budt på kurser for kasserer samt kurser om fundraising, ungdomskultur, konflikthåndtering og samværspolitik.
I Gladsaxe Kommune stimulerer fritidsforvaltningen foreningsudviklingen, ved at lade deres udviklingsmidler gå på skift mellem forskellige foreningsgrupperinger. Det lokale samråd for spejdere har blandt andet afholdt ”Camp Future” for at fastholde og dygtiggøre unge ledere. Læs mere om Camp Future i eksemplerne til højre.
Kommuner udbyder kurser til foreningerne
Mange kommuner ser stor værdi i, at understøtte uddannelse af foreningsaktive på flere niveauer. 63 kommuner giver støtte til uddannelse af ledere, mens 78 kommuner har fastholdt deres udviklingspuljer.
Odense Kommunes fritidsforvaltning har udviklet en foreningspakke med bred vifte af kurser til foreningslivet. OFN - Odense ForeningsNetværk – der rummer de ikke idrætslige børne- og ungdomsforeninger, har fået indflydelse på indholdet i foreningspakken ved at gå i dialog med kommunen. De deltager i den referencegruppe, der planlægger indholdet i foreningspakken, og har selv været med til at arrangere et fundraisingkursus for 100 deltagere.
Et af de områder, som kommunerne gør en særlig indsats for at understøtte er administrationen af ansøgninger om tilskud og udarbejdelse af regnskaber. Mange kommuner tilbyder kassererkurser eller vejledningsdage på rådhuset.
Læs mere om lederuddannelse og kurser:
