
Foreningsrelationer i Vordingborg Kommune
Vordingborgs foreninger har gennem hele forløbet givet udtryk for, at de meget gerne vil samarbejde tættere med hinanden og forvaltningen om at udvikle foreningslivet.
Efter kommunesammenlægningen blev Vordingborgs folkeoplysningsudvalg nedlagt, og der blev oprettet et fritidsråd for 60 ikke-idrætslige foreninger for både børn og voksne. Foreningerne har ønsket at samarbejde med alle foreningerne i Vordingborgs fritidsråd. Det skyldes, at foreningslivet i en landkommune ofte trækker på de lokale ressourcer, der er tilgængelige.
Fritidsrådet har haft tre udfordringer, som DUF har valgt at fokusere på i udviklingsarbejdet:
1. Fritidsrådets foreninger er meget forskellige og har forskellige behov.
2. Fritidsrådets foreninger har været svære at tiltrække til fritidsrådsmøderne med forvaltningen.
3. Fritidsrådets forretningsudvalg er kun i begrænset omfang blevet anvendt til sparring, rådgivning og udvikling af forvaltningen og foreningerne.
DUF har afholdt et udviklingsmøde for Vordingborgs fritidsråd den 10. februar 2010 for at afdække, hvordan de meget forskellige foreninger kan samarbejde med hinanden og kommunen, samt hvordan fritidsrådet og forretningsudvalget kan virke koordinerende for det fremtidige samarbejde. Læs mere om foreningers ønsker til samarbejde her.
Vordingborg Kommune er kendetegnet ved:
• At være en landkommune, der på foreningsområdet er domineret af samrådsforeninger og 4H, mens fx frivillige sociale og de politiske lokalforeninger stort set fraværende.
• Kommunen er sammenlagt af fire kommuner, og ikke har en større by eller et urbant centrum.
• Folkeoplysningsudvalget er nedlagt, og der er oprettet et fritidsråd for alle folkeoplysende foreninger for både børn og voksne, der mødes hvert halve år.
