Mangfoldighedsledelse

Mangfoldighedsledelse bygger på idéen om, at menneskers forskellighed kan være med til at fremme organisationer og virksomheders potentiale. Det har i mange år været den gængse tankegang, at alle skal behandles ens, og at den enkelte skal tilpasse sig organisationen. Mangfoldighedsledelse tager udgangspunkt i individet og anerkender, at alle skal behandles forskelligt.

Individet skal træde frem
En skelnen mellem det alment menneskelige, det kulturelle og det individuelle er hensigtsmæssig, når foreningen modtager nye etniske minoritetsmedlemmer. Der er alt for stor fokus på kulturen, og hvis Omar for eksempel har problemer med at falde til i foreningen, vil etniske danskere desværre være tilbøjelige til at sidde fast i kulturelle årsagsforklaringer, som at ”han er indvandrer”, og ikke lede efter årsager hos Omar selv – altså på det individuelle plan. Det kan jo være, at Omar har travlt eller synes, det er for kedeligt at være i foreningen. Det kan også være, at Omar er usikker og synes, han har svært ved at falde til.

Det gælder om ikke at fiksere på kulturen. Efter devisen ”når problemet er kulturelt, må vi jo bare acceptere, at sådan er det”, hæmmer en overfokusering på det kulturelle muligheden for at handle. Problemet kan være kulturelt, men er det ofte ikke.

Børn, der er opvokset sammen, ser ikke nødvendigvis hinanden som forskellige, selvom man har forskellig etnisk oprindelse. Men hos voksne er der som regel altid et mentalt skel mellem etnisk dansk og etnisk minoritet. Omar, Fatima og Hassan skal ikke ses som repræsentanter for tørklædebærere, etniske minoriteter eller muslimer.

De skal ses som netop Omar, Fatima og Hassan med hver deres personlige karakteristika. De er alle unikke med hver deres særpræg. Man skal væk fra de ydre tegn, som mange i majoritetskulturen sidder fast i, når de skal afkode individer fra minoritetskulturerne.

Foreningsaktiviteten skal samle
I begyndelsen er det afgørende at fokusere på ligheder. Når man mødes i et foreningsfællesskab, er det selve aktiviteten, der skal være i centrum. Når Omar kommer, bør de foreningsaktive som udgangspunkt starte med at tale om foreningen og foreningsaktiviteten og ikke forhold, der knytter sig til Omars forskellighed fra majoritetskulturen – med mindre han selv indleder en sådan samtale.

Hvis man første gang taler om integration, islam, indvandring mv., gør man Omar til repræsentant for en etnisk og/eller religiøs gruppe.

Ofte har danskere i misforstået venlighed en tendens til at begynde med at tale om ting, man tror, særligt interesserer etniske minoriteter, men som samtidig sender et signal om, at de ikke tilhører os. Flere danskere med palæstinensisk oprindelse har oplevet, at danskere forsøgte at igangsætte en samtale om Israel-Palæstina-konflikten, fordi de havde palæstinensisk afstamning.

Vent med de lidt mere specielle samtaleemner, til de etniske minoritetsdanskere er blevet en mere etableret del af fællesskabet. Ellers kommer man ufrivilligt til at sende det signal, at ”du er ikke rigtig som os”, eller du repræsenterer palæstinenserne i Gaza, selvom vedkommende måske er født og opvokset i Danmark!

Når man har lært hinanden bedre at kende, kan man begynde også at give forskellighederne mere opmærksomhed. Når der er etableret kontakt og tillid, kan forskelle og forskellige meninger nemlig sagtens bære at komme frem.

Det mangfoldige fællesskab
Der opstår ofte nye spørgsmål i en organisation, når man vil inddrage etniske minoriteter som aktive medlemmer. Typisk fokuseres der indledningsvis på mere banale problemstillinger som særlige madvaner, tørklæder, kønsadskillelse og hvad man gør med fester og alkohol.

De praktiske problemer skal foreningerne forsøge finde en løsning på. Det er ikke altid en selvfølge. Der er eksempler på, at foreningerne har drøftet, om man kunne imødekomme ønsket fra et etnisk minoritetsmedlem om at ophænge et badeforhæng. Efter nogen overvejelse blev udfaldet, at ”man ikke lige sådan kunne lave om på sin forening” efter devisen ”skik følge eller land fly”. De små, praktiske problemer bør som udgangspunkt ikke være det, der hæmmer etniske minoriteters deltagelse i foreningerne.

Skal et badeforhæng til 200 kr. betyde, at foreningen ikke vil være en del af det mangfoldige samfund og dermed undlade at socialisere et etnisk minoritetsmedlem ind i en dansk forening?

Vi lever i dag i et individualistisk samfund. Individer kræver særlige hensyn og vil ikke rettes ind efter normer og standarder, og dette er også foreningerne ved at indrette sig efter. Det skal derfor heller ikke betragtes som et problem, hvis et foreningsmedlem for eksempel ønsker halal, ikke vil nyde alkohol eller ikke ønsker at bade nøgen.

Da de første vegetarer dukkede op sidst i 1960’erne, blev det betragtet som et problem, at man satte sig ud over almindelig praksis og krævede særlige hensyn. I dag er der næppe nogen, der vil mene, at vegetarer udgør et selvstændigt problem. Det samme vil højst sandsynligt ske med måltider baseret på halal inden for de næste årti.