Køn og kultur

Erfaringen peger i dag på, at man i nogle situationer når længere i integrationen af etniske minoritetspiger, hvis der tages et vist hensyn til ønsket om adskillelse af kønnene. Alternativet er måske, at pigerne i stedet holdes hjemme, og det er i realiteten værre, end at majoritetskulturen opretter fora, hvor der er en vis kønsadskillelse.

Etniske minoritetspiger er i dag underrepræsenteret flere gange i foreningerne i forhold til etniske minoritetsdrenge. Der er dog forskel på de etniske minoritetsgrupper. For eksempel er piger fra Bosnien-Herzegovina betydeligt mere foreningsaktive end piger fra Mellemøsten. De piger, der er foreningsaktive, kommer som regel i en tidlig alder og stopper igen, når de når puberteten.

Kønnenes frie færden mellem hinanden og de frie rammer, børn og unge generelt har i Danmark, opfatter nogle etniske minoritetsforældre som en trussel mod deres børn.

Især er man bange for ens døtre, og man træffer derfor forholdsregler for, at pigerne beskyttes. At drenge og piger kan sove i samme telt på spejderlejren opfattes som uforsvarligt. Når unge mennesker i (politiske) ungdomsorganisationer fester, drikker og derefter sover i samme lokale, er det ligefremt uanstændigt.

Dette betyder, at nogle etniske minoritetsforældre opfatter en forening som ”farlig”, da den kan være et forum for ”utugt”.

Kønsroller er forskellige
I nogle etniske minoritetsmiljøer er kønsrollerne ofte meget klart definerede og afgrænsede. Den stærke sociale bevågenhed sikrer, at skellene mellem kønnene opretholdes. I Danmark er kønsrollerne mere diffuse, og det er i højere grad op til det enkelte individ at sætte grænser i forhold til det andet køn.

Den frie måde, kønnene omgås med hinanden på i Danmark, misforstås ofte blandt førstegenerationsindvandrere. Hvis man ikke er vant til, at kønnene rører ved hinanden, kan man for eksempel nemt tolke betydningen af knus og kram anderledes. En kvinde, der hilser med at give hånd, kan sætte nogle arabiske mænd i det dilemma.

Berører man kvinden, overtræder man arabisk skik og sædvane, men gør man det ikke, kan man udvise uhøflighed over for den danske kvinde.

Hvis hovedparten af etniske minoritetspiger skal fastholdes som foreningsaktive efter puberteten, er det en mulighed, at der udvikles særskilte foreningsaktiviteter kun for piger, hvor tidspunkt og rammer er afgørende. Pigeaktiviteter bør være om eftermiddagen og helst et kendt sted. Om det er en foreningsopgave at udvikle særskilte foreningsaktiviteter for etniske minoritetspiger er et åbent spørgsmål.

Vi har en værdi i foreningslivet. Er det at kaste håndklædet i ringen ved at oprette særskilte pigeaktiviteter? Den diskussion må være op til den enkelte organisation. Enkelte foreninger som for eksempel De Grønne Pigespejdere, behøver ikke forholde sig til det dilemma, da man i forvejen kun tilbyder medlemskab for piger, hvilket er en stor styrke i mangfoldighedsledelsen.