Tip en ven

Praktiske problemer

Naturligvis kan der opstå praktiske problemer, som en forening gerne ville være foruden. Er et medlem fx væk en måned under ramadanen er dette ikke hensigtsmæssigt, hvis der fx er opstartet et projektforløb. Den slags omstændigheder er imidlertid – på godt og ondt - et vilkår i et multireligiøst samfund

I dag er spegepølse og leverpostej ofte en fast bestanddel af en hyttetur i foreningsregi, og det skal det naturligvis også vedblive at være, hvis nogle ønsker det. Men vi er nødt til at give de etniske minoritetsgrupper, der ikke spiser svinekød, et alternativ.

For nogle muslimer er det et religiøst påbud at undgå svinekød, men for mange andre er begrundelsen, at man stammer fra et område, hvor det aldrig har været tradition at spise gris, og derfor ikke ønsker det. I Kina spiser man hunde. Det opfatter de fleste danskere med væmmelse.

Den samme indgang har mange etniske minoriteter til svinekød, hvor fx leverpostej fremstår som ulækkert. Det fandt en gruppe spejdere fra DDS ud af under et samarbejde med en somalisk kvindeforening, hvor der til frokost var der leverpostej til de danske børn, og det viste sig at være et problem, fordi somalierne ikke måtte røre det service, kødet havde været i kontakt med.

For at gøre det brugbart igen ville nogle af de somaliske kvinder vaske alt op syv gange. At bevare den gode stemning og gæstfriheden i en sådan situation var en udfordring.

Ellers er det heldigvis oftere de mere små og sjove oplevelser, der viser, at mennesker har forskellig smag og skikke. Flere spejdergrupper har efterhånden lært, at der skal beregnes ekstra meget sukker i varm chokolade, da den almindelige danske opskrift er for bitter for børnene i de muslimske spejdergrupper.

Værdierne kan skille
Sværere er det derimod at være fleksibel på det værdimæssige plan i foreningen. For de fleste er det svært at gå på kompromis med for eksempel opdragelsesnormer, foreningsdemokrati, kønsadskillelse osv. Der er vigtigt i mangfoldighedsledelsen at holde praktiske og værdimæssige udfordringer adskilt.

Det er ikke at gå imod danske værdier, hvis man fx ikke ønsker at blive set nøgen eller ikke spiser leverpostej.

På det værdimæssige plan kan foreningerne opstille nogle krav, der er præmisser for at deltage ligeværdigt. Foreningsdemokrati og lighedsprincipper er grundlaget for de fleste foreninger, og her kan der sjældent gives køb. Men der er grænsetilfælde. Er kønsblanding en præmis for at være medlem i vores forening?

Vil vi acceptere etniske minoritetspiger, der ikke må deltage i arrangementer, hvori der også indgår drenge? Om dette udgør et praktisk foreningsproblem eller et værdimæssigt problem, må være op til hver enkelt forening at afgøre.