Minoriteter og foreninger

Vejen til at få flere etniske minoriteter ind i danske foreninger er brolagt med mange mulige misforståelser, som foreningerne er tilbøjelige til at overse.

Forening eller forviring
Der er ofte tale om helt forskellige opfattelser af, hvad en forening er, og hvad det indebærer at være medlem. Foreningerne tager tingene som en selvfølge uden at gøre sig tanker om, hvordan de opfattes og forstås hos forskellige etniske minoritetsgrupper.

Foreningerne har kort sagt en dårlig kulturformidling. Det er derfor hensigtsmæssigt, at foreningerne i første omgang anlægger en kulturformidlende strategi, der indebærer, at etniske minoritetsgrupper bibringes en forståelse for den danske foreningstradition og de muligheder, foreningerne tilbyder.

IMAN-Spejderne hos DDS har nu over 100 medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund.

Fritidsliv og foreningskultur
I Danmark har foreningslivet udviklet sig til en naturlig del af vores hverdag. Fritidslivet og foreningerne i Danmark er et resultat af en historisk udvikling i forbindelse med industrisamfundet. Her opstod der skarpe skel mellem fritid og arbejde. Arbejdet var ofte noget, der skulle overstås.

Fritidslivet og foreningen var en oase, hvor man fik en stor del af ens behov for social aktivitet og sociale kontakter tilfredsstillet. Foreningen har derfor en vigtig social funktion og varetager en rolle, når mennesker socialiserer uden for familien og arbejdsfællesskabet.

Men det skarpe skel mellem fritid og arbejde er imidlertid ukendt i de fleste tredjeverdenslande. For eksempel findes begrebet 'fritid' slet ikke på somalisk. Man leger da bare eller hygger sig med hinanden, når det nu passer ind i dagens forløb. Man arbejder og socialiserer på samme tid.

Men ikke desto mindre anvendes danske begreber som fritid, foreningsliv og klubber mv. i flæng over for etniske minoritetsgrupper. Foreningerne har en tilbøjelighed til at antage, at alle tillægger begreber den samme betydning som os selv.

Men hvordan kan man overhovedet forstå disse betegnelser, hvis man for eksempel kommer fra et land uden en egentlig fritids- og foreningskultur? Hvis man kommer fra Somalia til Danmark, hvilken størrelse er så en dansk forening?

Hvordan fungerer dette fællesskab, når det nu ikke bygger på familie, klan eller stamme? Er der ikke tale om en forretning, hvor foreningen tjener på mit barn? Hvad er fritid?

I Danmark dyrker vi interesser. Jeg interesserer mig for miljø og natur og bruger derfor en del penge og tid i foreningen. At bruge ressourcer på en særlig interesse er et velstandsfænomen, der som regel ikke ses i samme grad i mange tredjeverdenslande.

Fællesskaber i Danmark
I Danmark har historiske omstændigheder lagt en stor del af den 'sociale aktivitet' ud i forskellige institutioner og foreninger - altså i fællesskaber, der ikke bygger på familiære eller direkte personlige relationer. Dette er sket på bekostning af den sociale aktivitet i vores egen kernefamilie, som efter for eksempel mellemøstlig og afrikansk målestok ser begrænset ud. Modsat har man i tredjeverdenslande en langt større del af den sociale aktivitet inden for rammen af storfamilien.

Der er ganske enkelt ikke brug for foreninger eller institutioner, når børn og voksne skal fordrive tiden eller lære noget. Det betyder, at mange ikke har tradition for et egentligt fritidsliv i foreninger og institutioner. Summen af den sociale aktivitet i Mellemøsten og Skandinavien er måske ikke væsentligt forskellig. Den kommer bare til udtryk på vidt forskellige måder.

Den strukturelle mur
Man kan sige, at den sociale kontakt og aktivitet, vi plejer i Danmark, er blevet institutionaliseret. Vi vælger de fællesskaber, som passer bedst til vores interesser og værdier. Ungdommens Røde Kors eller Konservativ Ungdom? Fortryder man det første valg, kan man jo bare prøve det næste fællesskab. Denne institutionalisering af menneskers omgang med hinanden i Danmark kan være svær at gøre forståelig for mange – især førstegenerationsflygtninge og indvandrere.

Flere etniske minoriteter spørger, hvorfor alting i Danmark skal være så organiseret og omstændeligt, når man endelig skal bruge (fri)tid sammen med andre mennesker. Men det kan også virke meget mærkeligt, at det er muligt at træde ind i et fællesskab, hvor man ikke kender en sjæl. Især, hvis man kommer fra et samfund, hvor relationer og kontakter spiller en afgørende rolle. Det udbredte foreningsliv i Danmark fremstår derfor ofte som en sjov størrelse for mange flygtninge og indvandrere.

Etniske minoriteter og foreningerne

• En bold er rund overalt på kloden – idrætten har nemmere ved at formidle selve aktiviteterne
• Aktiviteterne i idébestemte og samfundsengagerede foreninger er mere kulturelt bestemte og derfor sværere at formidle
• At dyrke sport og idræt skaber prestige hos mange indvandrere
• Konkurrenceprægede aktiviteter og holdspil skaber sammenhold
• Mange, især førstegenerationsindvandrere, har dårlige forudsætninger for at forstå den danske foreningstradition, herunder det at man organiserer sig og socialiserer med mennesker, man ikke nødvendigvis i forvejen har relationer til
• Nogle etniske minoritetsgrupper opererer ikke med et skarpt skel mellem arbejde og fritid og mangler derfor forståelsen for begreber som fritid og foreninger
• Elitær foreningsopfattelsen – nogle etniske minoritetsgrupper opfatter en forening som en forsamling af udvalgte talenter
• Børnene fokuserer på aktiviteterne i foreningerne, forældrene på værdier og ideologier
• Etniske minoritetsforældre har svært ved at gennemskue foreningernes ideologiske og religiøse grundlag, hvilket skaber mistillid
• Manglende tradition og forståelse for friluftsliv hos mange etniske minoritetsforældre