Foreningen skal 'kulturformidle'

Det betyder, at foreningerne har en formidlingsopgave over for etniske minoritetsgrupper, når de skal forsøge at afsætte ”foreningsideen”. Foreningerne prøver ofte at sælge en vare til de etniske minoritetsgrupper, uden at den mulige køber egentlig ved, hvad varen består af.

En sådan handel er naturligvis dømt til at mislykkes på forhånd, fordi køberen ikke er afklaret med, hvad der ligger i foreningsbegrebet. Det, man ikke forstår, har altid tendens til at fremstå som en trussel mod den kulturelle og religiøse identitet, som man selv står for.

Især kan forståelsen hos nogle førstegenerationsindvandrere være mangelfuld. Det er klart, at anden- og tredjegenerationsindvandrere – som er børne- og ungdomsorganisationernes primære målgruppe – har langt bedre forudsætninger for at forstå den danske foreningskultur i kraft af, at de er født og opvokset i Danmark.

Men forældrene skal som oftest give deres børn grønt lys for at deltage i en dansk forening, og det er derfor stadig afgørende, at forældrene forstår og accepterer den danske foreningskultur som noget positivt.

Foreningerne opfattes ofte som 'det offentlige'
Generelt er etniske minoriteter siden deres ankomst til Danmark blevet vænnet til, at offentlige institutioner dominerer det danske samfund. Man er derfor ofte tilbøjelig til at opfatte foreningerne som en del af de mange offentlige tilbud. Foreningen betragtes som en institution, hvor man blot kan aflevere børnene til pasning. Institutionen er ikke forældrenes ansvar; det er der naturligvis ansatte til, og derfor er det ikke nødvendigt for forældrene at bakke op omkring aktiviteterne og eventuelle arbejdsopgaver.

Eksempelvis mødte frivillige blandt KFUM-Spejdere ofte den antagelse blandt etniske minoriteters forældre, at spejdergruppen var en del af et kommunalt tilbud, og spejderlederne var lønnede medarbejdere. Stor var dog forundringen, når man fortalte, at man skam var ulønnet og kun gjorde det for fornøjelsens og børnenes skyld.

Det, at man arbejdede gratis, kunne faktisk være en direkte kilde til mistænkeliggørelse blandt nogle etniske minoriteter, for hvad var så den bagvedliggende motivation for at være frivillig spejderleder, når det nu ikke var for at tjene penge?

Den danske foreningstradition bygger på det princip, at ”det at være i en forening og det at være sammen er en værdi i sig selv” Dette princip er svært at sælge til etniske minoritetsgrupper, fordi argumentet er ganske indforstået. Spørgsmålet er, hvorfor så mange danskere synes, det er godt at være i en forening, når man ikke får noget konkret ud af det, for eksempel penge, ære, privilegier eller prestige?

Mange danskere vil måske svare uklart, at fællesskabet er det bærende. Dertil vil nogle etniske minoriteter måske svare, at de da i familieregi har rigeligt med fællesskab i forvejen, så hvad skal man bruge en forening til, hvis det er fællesskabet, der er bærende?

Aktiviteterne sælger
Som udgangspunkt kan foreningerne bedst sælge sig selv på aktiviteterne. Mere overordnet et det en udfordring at gøre det forståeligt for de etniske minoritetsgrupper, at vi i Danmark har en lang række attraktive og spændende interessefællesskaber, der ikke ligger i familieregi, men som små søer i det offentlige rum, som man frit kan vælge – uanset kontakter og bekendtskaber.

Pointen er her, at det nødvendigt at gøre de etniske minoritetsgrupper opmærksomme på, at det fællesskab, der trives under en foreningsramme er et anderledes fællesskab, der skaber personlige kontakter (ofte nærmest på et familiært niveau!) og danner basis for nye netværk og tilegnelse af nye kompetencer. Og at et foreningsengagement kan være det udgangspunkt, der gør, at man finder fodfæste i det danske samfund.