Nye metoder

Nye organiseringsformer som minoritetsstrategi
Det er hos etniske danskere først og fremmest aktiviteten, der skaber interessen for at være aktiv i en forening. Det ville derfor være rart, hvis ”aktiviteten kom før etniciteten”, når foreningen skal inddrage etniske minoriteter. Men for mange etniske minoriteter, der stadig er usikre og famler efter en identitet og ståsted i det danske samfund, kommer etniciteten imidlertid før aktiviteten.

En stor del af de etniske minoritetsgrupper i Danmark ønsker med andre ord først og fremmest at være sammen ”med sine egne” i et foreningsfællesskab. Det er derfor et faktum, at en stor del af den etniske minoritetsgruppe i Danmark betydeligt nemmere rekrutteres til et foreningsfællesskab, hvis de selv udgør flertallet, og der er tale om ”egne” ledere.

Foreningerne kan faktisk med succes anvende dette ønske og etablere alternative organiseringsformer, der kan bygge bro mellem de etniske minoritetsgrupper og foreningen. Organiseringsformerne indebærer oprettelsen af selvstændige etniske minoritetsforeninger eller etniske minoritetsunderafdelinger.

To nye modeller
Der er her to organiseringsformer, Mentormodellen og Koldingmodellen, der er brugbare hos interessebaserede børne- og ungdomsorganisationer, som for eksempel spejderorganisationerne, DUI Leg og Virke, FDF, alle typer af idrætsorganisationer samt musik-, natur-, handicap og teaterforeninger.

Mentormodellen er en organiseringsform, hvor en dansk forening fungerer som vejleder, igangsætter og sparringspartner for en (kommende) etnisk minoritetsforening. Koldingmodellen er en organiseringsform, hvor en dansk forening etablerer en etnisk underafdeling, der er fuldgyldige medlemmer af landsorganisationen og er bakket tæt op af den øvrige organisation.

Både Mentor- og Koldingmodellen er i dag i spil hos henholdsvis KFUM-Spejderne, Det Danske Spejderkorps samt en række idrætsforeninger under Danmarks Idrætsforbund, men er endnu ikke slået igennem hos andre foreningstyper end idræt og spejder.

Alternativ organisering skaber nye muligheder
Der er imidlertid flere og uprøvede muligheder for, at mange foreningstyper kan være med til at skabe relationer til etniske minoritetsgrupper. Elev- og studenterorganisationer kan påtage sig en mentorrolle over for nogle af de små etniske minoritetsforeninger, der er tilknyttet uddannelsesinstitutionerne, som for eksempel Foreningen af Unge fra Bosnien-Herzegovina, Foreningen af Palæstinensiske Studerende mv.

Foreninger, der arbejder med klubber, som for eksempel Ungdomsringen og KFUM og KFUK, kan gå ind og være mentorer for etniske grupper, der ønsker at danne klublignende arbejde. Teater- og musikforeninger kan hjælpe interesserede etniske minoritetsgrupper med at oprette en etnisk underafdeling under Koldingmodellen eller være mentor via Mentormodellen.

Ja, sågar kan det tænkes, at kirkelige organisationer kan hjælpe andre religiøse trossamfund med at organisere kirkelignende organisationer ud fra Mentormodellen. Mulighederne er mange, og det er dem, der skal fokuseres på.

Når det dog gælder politiske (ungdoms)organisationer, er mulighederne for en organisering via Kolding- eller Mentormodellen begrænsede. Der er næppe nogle politiske organisationer, der som mentorforening vil hjælpe etniske minoriteter med at organisere sig i selvstændige politiske partier, hvis værdier adskiller sig fra organisationen og/eller det danske samfund.

Koldingmodellen kan måske byde på enkelte muligheder. Uden at der var tale om en direkte Koldingmodel, forsøgte DSU for eksempel at etablere en politisk pigegruppe, hvis sigte var at inddrage etniske minoritetspiger.

Under Koldingmodellen er det et kriterium, at den etniske minoritetsforenings medlemmer er fuldgyldige medlemmer af den danske landsorganisation, og dette vil i flere tilfælde indskrænke muligheden for at organisere etniske minoritetsforeninger efter denne model, i det nogle etniske minoritetsgrupper kun efterspørger selve hjælpen til en foreningsorganisering, men ikke et decideret medlemskab.

Alternative organiseringsformer?
Med Mentor- og Koldingmodellen er der mulighed for at etablere en konstruktiv proces, hvor tillid opbygges mellem etniske grupper. Den optimale situation ville naturligvis være, hvis hovedparten af den etniske minoritetsgruppe havde lyst og mulighed for at lade sig inddrage på lige fod med etniske danskere i foreningerne.

At hjælpe etniske minoritetsbørn og unge med at engagere sig i ”egne” foreninger under Mentor- og Koldingmodellen er derfor en pragmatisk antagelse om, at integrationsprocessen forløber i stadier, hvor man i første omgang et stykke hen af vejen må imødekomme førstegenerations etniske minoriteters ønske om egne foreninger. Med andre ord kan man komme længere med at inddrage etniske minoriteter i foreningslivet, skabe tillid og knytte bånd, hvis foreningen indledningsvis går på kompromis med dele af samfundets idealforestillinger om ”rendyrket integration”.

Både Mentor- og Koldingmodellen er tænkt som katalysatorer for, at foreningen over tid vil få den etniske minoritetsgruppe som almindelige medlemmer. De kommende generationer vil blive mere og mere åbne over for at deltage på normale vilkår. Men det kræver ressourcer, herunder især en solid frivillig indsats. Erfaringer fra Sverige, Danmark og Holland peger på, at det mindst tager mellem 12-18 måneder at få en etnisk minoritetsafdeling til at køre tilfredsstillende, og her er den frivillige indsats afgørende.

Der har været gode muligheder for at få tilskud fra det offentlige samt forskellige puljer til opstart at nye etniske foreninger/afdelinger. Når et økonomiske grundlag er tilstede fra begyndelsen, kan foreningen hurtigere stå på egne ben, således at kontingentbetaling og det lovpligtige foreningstilskud fra folkeoplysningsloven kan bære den almindelige foreningsdrift.

Alternativ organisering kræver alternativ tænkning
En af ulemperne ved Kolding- og Mentormodellen er, at man som forening skal acceptere en ny holdning til integration og hvervning af nye medlemmer. Hvis alternative organiseringsformer skal fungere, indebærer det, at landsorganisationen har afsøgt grænser for, hvilke ændringer man er rede til at acceptere i foreningsarbejdet for at inddrage etniske minoriteter i foreningen.

Etniske minoritetsafdelinger i foreningen er en ny udvikling, som stadig er til debat. For nogle virker det ikke fremadrettet og visionært at engagere etniske minoritetsunge i en hel- eller halvselvstændig afdeling – især ikke når det gælder etableringen af muslimske foreningsafdelinger eller selvstændige grupper under Mentormodellen.

Ud over at foreningen skal afklare holdningen til alternative organiseringsformer, kræver det store ressourcer at drive og udvikle de etniske foreninger. Kun hvis man som forening har en reel vilje og evne til at bruge disse ressourcer, er Mentor- og Koldingmodellen en farbar vej.

Modeller for alternativ inddragelse

• Kolding-modellen – en dansk forening er ”vært” for en etnisk underafdeling
• Fordelen ved Koldingmodellen er at den etniske underafdeling falder ind i en eksisterende demokratisk og organisatorisk foreningsstruktur
• Mentor-modellen – en dansk forening er mentor og hjælper for en lignende etnisk forening
• Fordelen ved Mentormodellen er, at organisationer med et kristent grundlag kan inddrage ikke-kristne i foreningsarbejdet uden vedtægtsproblemer
• Selvstændige eller halv-selvstændige etniske minoritetsforeninger er en strukturel integration
• Det er vigtigt at have en eller flere lokale foreningsledere,der støtter hver etnisk minoritetsafdeling eller forening
• Der skal følges tæt op med uddannelse af lederne i de etniske minoritetsafdelinger
• Forsøg om muligt i begge modeller at dele foreningsfaciliteter
• Mentor- og Koldingmodellen skal kun anvendes hvis den etniske minoritetsgruppe er åben overfor et tæt samarbejde