Hvis det idebestemte foreningsliv i større stil skal inddrage etniske minoriteter, skal der etableres projekter, strategier og/eller særlige metoder, der kan fremme udviklingen. Processen med at inddrage etniske minoritetsunge i foreningerne er imidlertid selvforstærkende.

 

Jo flere, der finder vej ind i foreningerne, desto større er netværket til og forståelsen hos de forskellige etniske minoritetsgrupper. I begyndelsen skal der etableres forskellige tiltag, der kan fungere som fødselshjælper for, at processen kommer til at køre af sig selv. 

 

Hvis ikke der gøres noget aktivt i foreningerne for at inddrage etniske minoriteter kommer de sjældent.

 

Den mest ønskværdige situation er naturligvis, at etniske minoriteter begynder at dukke op for at blive almindelige medlemmer, uden foreningen har gjort særlige tiltag. Hvis dette bliver realiteten for flere end få foreninger, er der nået en milepæl i integrationsprocessen.

 

Fokuser på muligheder og ikke begrænsninger
Der åbner sig nye muligheder, når foreningen vil inddrage etniske minoriteter: Der er mange etniske minoritetsunge, det er spændende at udvikle nye projekter, der er mulighed for at få tilknyttet en person fra kommunen, DUF eller DIF, der er mulighed for økonomisk støtte, etniske minoritetsbørn vil gerne være spejdere, mange etniske minoriteter er liberale osv. De gælder om at se og udnytte mulighederne og ikke sidde fast i begrænsninger og problemer. Oftest er det faktisk de små margener, der rykker. Et klap på skulderen og lidt ekstra opmærksomhed doseret på det rette tidspunkt.

 

Ekstern sparring til projektplanlægning
Hvis foreningen ikke i forvejen har kontakter ind i etniske minoritetsgrupperinger, kan det synes uoverskueligt at lave en rekrutteringsstrategi i dette morads af religion, kultur, etnicitet og social- og uddannelsesmæssig differentiering. Faktisk kræver det lidt fingerspidsfornemmelse at manøvrere i dette felt – hvilket mange lokalforeninger måske kan have lidt svært ved. Det er derfor oplagt at trække på lokale muligheder for hjælp.

 

Andre lokalforeninger, kommunale integrationskonsulenter, foreningsguider eller skolen kan måske hjælpe, hvis der er uklarheder. Den etniske minoritetsgruppes store forskellighed betyder, at det ofte vil være hensigtsmæssigt at koncentrere et lokalt projekt om en eller måske to etniske minoritetsgrupper.

 

Dette skaber et større overblik, og der er bedre mulighed for at holde kontakterne ved lige. Den optimale situation ville være et projekt, der kan inddrage mangfoldige etniciteter, men de praktiske erfaringer viser, at dette i mange tilfælde mere et ideal end en mulighed.

 

Indvandre føler sig fremmedgjort
Flere andengenerationsindvandrere har erfaret, at de allerede i døren betragtes som repræsentant for en etnisk gruppe og/eller islam. De fleste ville i samme situation ikke føle sig helt anerkendt. Ingen ønsker at være en del af et fællesskab, hvis man ikke føler sig anerkendt. Man håber på og stiller krav om hurtig accept. Oplever man en følelse af distance eller diskrimination, søger man hurtigt væk igen fra foreningen.

 

En af de vigtigste forudsætninger for at kunne udvikle sig og dermed forandre sig, er, at man opfatter sig selv som en del af et fællesskab, hvor man er respekteret. De etniske minoriteter, foreningerne ønsker at inkludere, må i første omgang respekteres og anerkendes, som de er – og det er vigtigt at signalere allerede fra det første møde.

 

Flere individuelle faktorer spiller selvfølgelig ind. Starter man flere etniske minoritetsunge sammen, eller kender man én i foreningen i forvejen, der kan fungere som brobygger, skaber dette en tryghed. På det personlige plan er der stor forskel på, hvor åben og frembrusende, man selv er. For nogle er det nemmere at finde en plads i foreningen end andre. Er man som indvandrer usikker på sig selv, er det endnu svære at føle sig accepteret i et dansk foreningsfællesskab.

 

Opmærksomhed er afgørende
Der er især i ungdomsforeninger en tendens til, at nye medlemmer ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Man skal som ny selv kæmpe sig til en plads i den sociale cirkel. Det er vigtigt at understrege, at det at være medlem og det at være en del af et foreningsfællesskab sagtens kan være to vidt forskellige ting. Vi skal i foreningen mere aktivt tage hånd om nye etniske minoritetsmedlemmer, der måske allerede den første aften kan opleve sig selv som isoleret og anderledes.

 

Det er derfor hensigtsmæssigt at lave en ”velkomststrategi” i foreningen. Når etniske minoritetsbørn dukker op, eksisterer der en plan for forældrekontakt. Er der tale om etniske minoritetsunge, kan der være udpeget en eller flere ansvarshavende (en velkomstkomité), der er opmærksomme på den nytilkomne og hjælper vedkommende med at blive socialiseret ind i fællesskabet – og sørger for, at der opstår en tillidsrelation over for forældrene. Det handler om opmærksomhed fra begyndelsen.

 

Men brug altid den sunde fornuft. Dukker der en indvandrer op, der er født og opvokset i Danmark, er det jo ikke sikkert, at vedkommende har brug for særlige foranstaltninger. Faktisk kan det i uheldigste fald betyde, at vedkommende føler sig udstødt, hvis man får en særlig kontaktperson, fordi man er ”etnisk”.

 

Brug ”foreningsguider”
En introducerende person, der på én gang fungerer som brobygger, isbryder og vejviser for, at de etniske minoritetsbørn føler sig tilpas ved at være i foreningen, er ofte en effektiv metode. Personen kan både være en frivillig eller en ansat ”foreningsguide”. Fordelen ved denne tætte opbakning er, at én person har ansvaret, sørger for en tæt kontakt og får formidlet de rette informationer til børnenes forældre.

 

I Holland har flere spejderkorps etableret en føl-ordning, hvor kommende etniske minoritetsledere skal være i tre måneders lære som spejderleder og lære spejderværdierne, inden man kan blive selvstændig leder. Når man så bliver udnævnt som leder, er der en officiel ceremoni

 

Nøglen til succes: Forældrekontakten
Hvis børn ikke får forældrenes accept til at deltage i en forening, kommer de ikke. Derfor er manglende tillid til og forståelse af danske foreninger hos forældregenerationen et væsentligt problem, især når det gælder pigerne.

 

Der er flere måder at tackle det på. Mellemfolkelig Samvirke lavede for eksempel et mere radikalt forsøg med videoovervågning af deres mødeaktiviteter i en pigegruppe for etniske minoriteter. De etniske minoritetsforældre havde så efterfølgende mulighed for at kontrollere, hvad deres datter havde beskæftiget sig med. Der var dog ikke nogen, der benyttede sig af dette tilbud, men alene muligheden var tillidsvækkende.

 

Rekrutteringsarrangementer i boligområder med mange etniske minoriteter er en af mulighederne for at hverve nye medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund. 

 

Tillid er afgørende
At få skabt en tillidsrelation og at sælge ideen om, at det er godt for børnene at være foreningsaktive, er afgørende. At få manet mistillid og fordomme i jorden og få skabt en gensidig tillid kan kun ske via personlige kontakter. Det er kun den personlige kontakt, der kan flytte og ændre tingene.

 

En forening skaber ikke i sig selv den personlige kontakt. Det gør kun enkeltpersoner, og her kræver den personlige kontakt kendte ansigter. Det er her afgørende, at enkeltpersoner i foreningen ser det som en spændende opgave at etablere og pleje personlige kontakter med etniske minoritetsforældre.

 

Glem alt om publikationer, foldere og skrivelser som det eneste middel til at kommunikere med minoritetsforældrene, selvom de kan være et godt supplement til og i den personlige kontakt.

 

Forældrene skal ”erfare” foreningen
Det er imidlertid svært at ændre mange forældrenes attitude ved at fortælle om det danske foreningsliv. De skal i stedet erfare det. Hvis foreningen har lavet et projekt efter Hyttefadsmodellen og der er skabt interesse hos en gruppe etniske minoritetsbørn eksempelvis for at gå til spejder, hopper kæden ofte af, hvis foreningen ikke følger op på kontakten til børnenes forældre.

 

Resultatet er, at forældre ikke vil give børnene lov til at starte i dette ”fremmede fællesskab”, hvor man ikke er helt sikker på, om der nu er styr på tingene. Faktisk skal man tage både børn og forældre ved hånden og ikke slippe dem igen, før det enkelte barn har fået et stabilt tråd i foreningen.

 

Som udgangspunkt skal man gå til etniske minoritetsbørn og deres forældre på samme måde, som man ville gå til alle andre børn og forældre. Forældrene skal altid i den indledende fase inviteres med ned i foreningen og med egne øjne se, hvad der sker. Et måltidsfællesskab kan være en succesfuld indgang til at etablere en relation mellem lederne og børnenes forældre.

 

Lad for eksempel nogle minoritetsforældre hjælpe til med at lave mad til et fællesarrangement og etabler i denne proces en kontakt til de (indflydelsesrige) etniske minoritetsforældre. Så har foreningen måske allerede ambassadører i minoritetsmiljøet, hvilket er afgørende i opbygningen af tillid. Boligsociale arbejdere i byområder, kommunale integrationskonsulenter og udvalgte etniske minoriteter kan bistå foreningen med at etablere de nødvendige personlige kontakter.

 

Synliggør uformel læring
Foreningernes skal gøre meget mere ud af at virkeliggøre foreningernes betydning for børnenes fremtidsmuligheder i det danske samfund. Budskabet om, at foreningsdeltagelse gavner børnenes muligheder, skal gøres klart. Deres sociale og interkulturelle kompetencer forbedres, de skaber netværk, og en aktiv foreningsdeltagelse kan, især for etniske minoriteter, være gavnligt, når man skal søge job eller uddannelse.

 

De foreningsprojekter, der har formået at inddrage etniske minoritetsforældre, har helt klart fungeret bedst. Den tættere kontakt mellem hjem og forening skaber et stabilt grundlag for at etniske minoritetsbørn kan engagere sig i en forening. Hos nogle etniske minoritetsgrupper er den meget tætte personlige kontakt til forældrene endda en præmis for overhovedet at kunne få foreningen til at fungere.

 

For eksempel skulle børnene i en af de muslimske spejdergrupper, KFUM-Spejderne understøtter, på weekendtur. At de skulle medbringe penge, gummistøvler og sovepose blev ikke klaret ved at give børnene en skrivelse med hjem. I stedet tog en af de muslimske ledere en uge forinden på en besøgsrunde til børnenes forældre for at aftale, hvad børnene skulle medbringe. Det tog en hel lørdag at afvikle de 20 besøg, og der blev drukket meget kaffe og te undervejs. Men næste weekend dukkede alle børnene op med det udstyr, de skulle have med.

 

I nogle etniske minoritetsgrupper glider tingene i højere grad end normalt i Danmark ved personlig kontakt og personlige aftaler. En skrivelse eller et brev virker ”dødt”, og kan ofte ikke sætte tingene i værk.

Brug alternativ ressourcekreds
Det kan være svært for en almindelig lokalforening at afse lederressourcer til forældrekontakten. Ofte er de normale ledere rigeligt ophængt i forvejen med at holde foreningen kørende. De magter ikke selv at stå med et projekt, hvor man for eksempel skal lægge ekstra ressourcer i personlig kontakt til etniske minoritetsforældre. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tænke alternativt i foreningen.

 

En mulighed er her at danne en ressourcekreds blandt de forældre, der er tilknyttet en børne- og ungdomsorganisation. De pågældende forældre kan indgå som ”kommandostyrke” og være med til at opret- og vedligeholde kontakten til de etniske minoritetsforældre. De kan tage dette som et stykke sjovt og anderledes foreningsarbejde og på den måde aflaste og bistå ledergruppen.

 

Der skal altid i forældrekontakten skabes tillid til foreningen og forældrene skal bibringes forståelse for, hvad en forening er. Dette gælder både foreningsøkonomien og forældreengagement. Et forældreengagement indebærer forpligtende opbakning, hvor forældrene af og til hjælper til med kørsel, vedligeholdelse, tager på sommerlejr mv. Det skal her tydeliggøres, at foreningen ikke kun er lederens, træneres ellers kommunens ansvar.

 

Indragelse af etniske minoriteter i foreningerne

• Træk på andres erfaringer og tænk alternativt
• Fokuser på mulighederne og ikke begrænsningerne
• Find eksterne samarbejdspartnere og rådgivere
• Målgruppen er i høj grad forskelligartet og differentieret
• Sats (indledningsvist) på en eller to etniske grupper i lokalområdet
  Etabler en ”åbenhedsattitude” på lokalforeningsniveau
• Brug etniske minoriteters netværk, klubber og foreninger i rekrutteringsfasen
• Læg en strategi for hvordan nye medlemmer introduceres og fastholdes i foreningen
• Brug (alternative) ressourcer på at etablere en personlig forældrekontakt
• Slå på mulighederne i foreningen som for eksempel lederuddannelse og uformel læring
• Forsøg at få etniske minoritetsledere i foreningen
• Etabler en fleksibel kontingentbetaling, herunder for eksempel klippekortsordninger, søskenderabat mv.
• Børne- og ungdomsorganisationer med et kristent grundlag bør løbende debattere muligheder og begrænsninger overfor at inddrage børn og unge uden kristen baggrund i foreningsarbejdet