Målgrupper

Den primære målgruppe for folkeoplysende foreninger er de relativt velfungerende etniske minoriteter i Danmark. Foreningerne skal have flere medlemmer og ikke ”klienter”.

Realistisk set har en frivillig folkeoplysende forening sjældent de fornødne ressourcer eller kompetencer til alene at kunne påtage sig direkte socialt arbejde med for eksempel tilpasningsvanskelige unge i boligsociale områder, med mindre foreningen er en frivillig forening med særlige indsatsområder over for sociale målgrupper som eksempelvis Ungdommens Røde Kors og Dansk Flygtningehjælps frivillighedsgrupper.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om grænsen mellem de frivillige folkeoplysende foreninger og de frivillige sociale foreninger med fordel kan opblødes, når det drejer sig om at inddrage nyankomne flygtninge- og indvandrergrupper i foreningsaktiviteter.

Målgrupperne er forskellige
Etniske danskere har en tilbøjelighed til at betragte etniske minoriteter som en samlet og homogen gruppe. Men internt er etniske minoritetsgrupper naturligvis meget forskellige. Der er store forskelle på kulturel, religiøs og uddannelsesmæssig baggrund – ikke bare mellem de etniske grupper, men også internt i hver af de etniske grupper.

En somalier og en tyrker føler ikke nødvendigvis, de har noget til fælles overhovedet, ud over at de tilhører hver sin minoritetsgruppe. Ofte føler etniske minoriteter, at de har mere tilfælles med majoritetskulturen - altså den danske end med andre minoritetsgrupper.

Uddannelsesniveau, varighed af opholdet i Danmark og køn er blandt de vigtige faktorer, der bestemmer etniske minoriteters deltagelse i foreningslivet. Mænd er generelt væsentligt mere foreningsaktive end kvinder blandt stort set alle etniske minoritetsgrupper.

Etniske minoriteter med iransk oprindelse er nogle af de bedst repræsenterede i foreningerne. Mange er relativt veluddannede og vestligt orienterede, da det primært var mennesker fra det mere priviligerede samfundslag, der flygtede fra revolutionen i 1979 og den første golfkrig i 1980-88.

Uddannelse er afgørende
Netop de mere veluddannede etniske minoritetsgrupper er bevidste om vigtigheden i at indgå aktivt i det danske samfund, hvorimod mindre veluddannede grupper i højere grad bekymrer sig om at videreføre egne traditioner. De er dermed i højere grad tilbøjelig til at være skeptiske over at sende deres børn over i en dansk forening. Bosniske grupper i Danmark er også relativt veluddannede og kom desuden med en europæisk kulturarv i bagagen.

Derimod stammer mange med palæstinensisk herkomst fra flygtningelejre i Libanon, hvilket betyder, at uddannelsesniveauet er lavt. Ligeledes er en stor del af de tyrkiske gæstearbejdere, der kom til Danmark i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, uden uddannelse.

Uddannelsesniveauet og forståelsen for det danske samfund hos de tyrkiske grupper er dog stigende, da en stor del af grupperne nu er født og opvokset i Danmark.

Når det gælder graden af en generel deltagelse i samfundet, viser flere undersøgelser, at mennesker fra Somalia gennemsnitligt lever mere isoleret i det danske samfund end andre etniske grupper. Somaliere tilhører nogle af de dårligst uddannede minoritetsgrupper i Danmark.

Mange med tamilsk afstamning ankom til Danmark som analfabeter, men alligevel har denne gruppe udvist mere fleksibilitet med hensyn til at tilpasse sig det danske samfund end andre relativt set dårligt uddannede etniske grupper.

På trods af pakistanernes relativt høje uddannelsesniveau er denne gruppe ikke repræsenteret i de danske foreninger i højere grad end andre etniske grupper. Dette skyldes måske den manglende tradition i Pakistan for mødesteder i det offentlige rum, der er uden for rammerne af vennerne, familien og hjemmet.

Handlingsplan skal indeholde målgrupper
Når foreningen udarbejder en handlingsplan eller strategi for inddragelse af etniske minoriteter, bør man derfor i høj grad være bevidst om målgruppen i de konkrete projekter. Der er stor forskel på at inkludere mennesker med bosnisk eller somalisk baggrund, og der er stor forskel på at inddrage en veluddannet somalier og en uuddannet.

Især i boligsociale områder bor mange forskellige etniske minoritetsgrupper. De lever adskilt pga. etniske, sociale og religiøse skel. At tage en bred kontakt til de etniske minoriteter kan derfor være vanskeligt. Starter man for eksempel med mennesker af tyrkisk afstamning, kan denne gruppe være opdelt mellem ”kulturelle muslimer”, mere traditionstro muslimer og alevitter. Ingen af de tre grupper føler nødvendigvis, at de har noget til fælles.

Religion kan skille
At mange etniske minoriteter er muslimer, samler ikke nødvendigvis flygtninge og indvandrere. Ofte er der tale om det komplet modsatte. De muslimske spejdergrupper, KFUM-spejderne på et tidspunkt samarbejdede med, ønsker på ingen måde at have noget at gøre med den etnisk-muslimske spejdergruppe, der samarbejdede af DDS. Dette er på trods af, at begge grupper er muslimer med palæstinensisk oprindelse.

Årsagen er, at de tilhører to forskellige religiøse grupper, der ikke er enige om, hvordan islam skal praktiseres. For en ikke-muslim kan de synes ens – men sådan opfatter de på ingen måde selv situationen. At være muslim er en meget differentieret størrelse, der ikke nødvendigvis samler – noget, som ikke-muslimer ofte overser. Det er derfor hensigtsmæssigt at have en vis viden om de forskellige religiøse grupperinger blandt de etniske grupper.