Metoder

Tre metoder for at inddrage etniske minoriteter

Når foreningen aktivt vil inddrage etniske minoriteter, er der overordnet set tre forskellige modeller. I Hyttefadsmodellen laver en forening særligt projektorienteret rekruttering med henblik på at etniske minoritetsunge senere bliver almindelige medlemmer. I Koldingmodellen er en semi-selvstændig etnisk gruppe medlem af et dansk foreningsfællesskab. Den tredje er Mentormodellen, hvor en dansk forening fungerer som igangsætter, vejleder og samarbejdspartner for en selvstændig etnisk forening.

Den åbne forening
Mange foreninger antager holdningen ”jamen, vi er da åbne, og de etniske minoriteter kan bare komme og melde sig ind, hvis de skulle have lyst”. Men de etniske minoriteter kommer ikke. Nogle etniske minoriteter kan ikke undgå at opfatte det etablerede foreningsliv som ”den danske kulturs fællesskaber”.

En ting er, at man måske ikke har forældrenes opbakning, men er man nu også velkommen, og kan man i det hele taget finde sig til rette i et fællesskab med andre omgangsformer og normer?

Ofte løser man denne usikkerhed ved helt at holde sig væk. At nogle foreninger deslige er præget af ubevidst indspisthed og navlebeskuelse, fordi de fleste kender hinanden efter mange års foreningsarbejde, kan yderlige skabe en barriere.

Hvis foreningen virkelig vil inkludere etniske minoriteter, skal man først og fremmest have etableret en ”åbenhedsattitude”, hvor vi i lokalmiljøet signalerer, at vi er positive og åbne over for at inddrage etniske minoriteter. Hovedparten af etniske minoriteter er aldrig blevet spurgt, om de havde lyst til at være aktiv i en forening. Er man velkommen i et kulturdansk fællesskab, når man ikke er blevet spurgt?

Sjove idéer virker
Det behøver ikke at kræve en stor indsats at få skabt en åbenhedsattitude i lokalområdet. Brug nogle få timer på at sætte et skilt på gavlen, hvor I blot byder ”velkommen til spejdergruppen” på et eller flere etniske minoritetssprog (det giver et blikfang), tag en snak med nogle få nøglepersoner i etniske miljøer og henled opmærksomheden på, at foreningen nede på hjørnet er åben for at få nogle etniske minoritetsbørn med i foreningsarbejdet.

Spøjse indslag, for eksempel at gå igennem en bydel med en megafon og råbe de unge an, har givet etniske minoritetsmedlemmer i hollandske foreninger. Eller børnene kan som et rekrutteringsprojekt lave en stor reklamedrage, der så kan sendes ind over en bydel. Mulighederne er mange, hvis ideerne får frit spil.

En simpel kontakt til kommunens integrationsmedarbejdere eller Folkeoplysningssekretariatet, hvor foreningen meddeler at den er åben for at inkludere etniske minoritetsmedlemmer, vil i flere tilfælde kunne bane vejen for nye medlemmer. En anden mulighed er, at bruge det netværk nogle lokale idrætsklubber har ind i etniske minoritetskredse, således at man fx via en fodboldklub kan reklamere for spejderarbejdet længere oppe ad gaden.

Oplæg
Et lille besøg hos nogle af de etniske foreninger eller kulturklubber i byen kan også være gavnligt. Hold her et kort oplæg med billeder om, hvad der sker i foreningen, og hvad I gerne vil. Det er hensigtsmæssigt at medbringe en planche med fotografier fra de forskellige foreningsaktiviteter. Det kan visualisere, hvad der foregår, og folk er som regel mere nysgerrige efter at se billeder end at læse tekst.

Det er for eksempel KFUM-spejdernes erfaring i integrationsarbejde, at billeder og billedmateriale har haft en stor formidlende effekt, men at der er behov for et særligt billedmateriale til nogle af de etniske minoritetsforældre. De fleste billeder, KFUM-Spejderne havde i forvejen, viste sig ikke umiddelbart anvendelige, da det tydeligt fremgik, at drenge og piger optræder tæt sammen om aktiviteterne, og pigerne bar korte bukser.

Foldere og lokalradio
Og husk, at den personlige kontakt til de etniske minoritetsmiljøer gerne må suppleres med en målrettet folder, som eventuelt er oversat til forskellige sprog. Hvis der er interesse og ressourcer, kan foreningen med fordel redigere en lille videofilm om foreningen og dens aktiviteter, hvor for eksempel eksisterende etniske minoritetsmedlemmer fortæller om (det fantastiske i) at være aktiv i den pågældende forening.

Det er også mulighed for foreningen at reklamere og sende et åbenhedssignal i en eller flere af de mange lokalradioer, der i de større byer er drevet af forskellige etniske grupper. Her viser erfaringen, at en forening kan komme langt med små ressourcer. Et indslag i en pakistansk lokalradio på Nørrebro kombineret med kontakt til en pakistansk forening kan for eksempel hurtigt sprede et budskab ind i et lokalt etnisk miljø.

Samarbejde med etniske foreninger
At etablere en samarbejdsrelation til en etnisk forening og få dem til at hjælpe med at inkludere etniske minoritetsunge vil ofte være gavnligt. Ikke alene vil de kunne give sparring på projektet, men det etniske foreningsfællesskab vil også i høj grad kunne være med til at legitimere projektet og dermed den pågældende forening, som har opstartet det.

Ofte er det jo netop de mere ressourcestærke etniske minoriteter, der er organiseret i en forening, og hvis man får bred anbefaling af denne gruppe, kan der opnås gennemslagskraft i det etniske miljø.

Velkomststrategi
Personlige relationer og gode førstegangsoplevelser giver gode resultater, når en forening vil have nye medlemmer. Gode oplevelser er en af forudsætningerne for, at der sker en løbende rekruttering via de etniske minoriteters egne netværk. I mange foreninger er man tilbøjelig til – ofte af ressourcemæssige årsager - ikke at gøre noget, når der kommer medlemmer med anden etnisk baggrund.

En kort hilsen med efterfølgende aktivitetsstart kan godt opleves som ligegyldighed, hvilket især gælder mennesker, der måske er lidt usikre. Hvis den første foreningsoplevelse ikke opleves som imødekommende, er man hurtigt smuttet igen.

Hvis man som andengenerationsindvandrer tager springet og melder sig ind i et dansk foreningsfællesskab, har man måske virkelig taget mod til sig. Det er nemlig ingenlunde nemt som ”fremmed” at forsøge at blive en ligeværdig del af et eksisterende fællesskab. Alle er måske af anden etnicitet, og man er selv farvet.