Fiat eller Ferrari i foreningslivet

Af Arne Simonsen

Mens nogle spejdere nyder godt af arkitekttegnede luksushytter, klatrevægge og tilskud til spændende af arrangementer, må andre nøjes med nedslidte lokaler, utætte telte og udflugter til den nærmeste skov.

Lokalforeningernes vilkår er vidt forskellige rundt om i landet, og kommunernes tilskud varierer i meget høj grad. Det viser en omfattende undersøgelse, som DUF har fået foretaget. Næsten 2.000 foreninger og alle landets kommuner har deltaget i undersøgelsen.

”Foreningernes vilkår er enormt forskellige. Og det er mit helt klare indtryk, at forskellene er blevet væsentligt større de seneste ti år,” siger ekspert i foreningsvilkår, Hans Stavsager fra konsulentfirmaet HAST Kommunikation, der står bag undersøgelsen fra efteråret 2009.

Selvstyre skaber forskelle
Folkeoplysningsloven sætter rammerne for kommunernes støtte til foreningslivet. Foreningerne får flere hundrede millioner kroner om året i tilskud til blandt andet lokaler, arrangementer, kurser og nye initiativer. 

Når man lægger alle de kommunale tilskud sammen, så modtager børne- og ungdomsforeningerne i gennemsnit 920 kroner pr. medlem om året. Men tallet dækker over store forskelle:

Nogle foreninger får under 100 kroner om året, mens andre modtager op mod 5.000 kroner pr. medlem. Selvom foreningslivet mange steder har gode vilkår, dokumenterer undersøgelsen en række problemer, fastslår DUFs næstformand, Rune Siglev.

”En del kommuner forsømmer foreningslivet. De seneste år har kommunerne skåret i foreningsstøtten år efter år. Hvis udviklingen fortsætter, kan vi vinke farvel til det brede og levende foreningsliv, vi har i dag,” siger Rune Siglev, der repræsenterer de ikke-idrætslige børne- og ungdomsforeninger i forbindelse med revisionen af folkeoplysningsloven.

Store forskelle på tilskud
DUFs kortlægning af kommunernes tilskudsregler viser, at der nærmest ikke findes to kommuner med ens tilskudsregler. Og når man gennemgår hver enkelt tilskudstype, så er forskelsbehandlingen åbenlys.

Det gælder for eksempel det faste aktivitetstilskud, som foreningerne modtager for hvert medlem. Nogle foreninger får 600 kroner pr. medlem, mens andre foreninger kun får 40 kroner om året. Dermed giver nogle kommuner 15 gange mindre i aktivitetstilskud end de kommuner, der prioriterer foreningslivet højest.

”Det er glædeligt, at nogle kommuner støtter foreningernes aktiviteter rundhåndet. Omvendt er der brug for minimumsstandarder, så spareivrige kommuner ikke kan udsulte foreningerne,” siger Rune Siglev.

Hvis unge vil starte en ny forening eller et nyt initiativ, så er det heller ikke lige meget, hvilken kommune de bor i. Siden 2003 har mere end hver tredje kommune afskaffet deres start- og udviklingspuljer, der tidligere var lovpligtige.

”Derfor er det blevet væsentligt vanskeligere at starte nye foreninger i store dele af landet,” påpeger konsulent Hans Stavnsager, der deltog i det forberedende arbejde, da folkeoplysningsloven blev revideret for ti år siden.

Forskelsbehandlingen er også tydelig, når det gælder lokaletilskud. Seks kommuner dækker 100 procent af foreningernes lokaleudgifter. Modsat dækker 27 kommuner kun 65 procent, der er lovens minimum.

Folkeoplysningsloven giver kommunerne forholdsvis frie rammer til at fastsætte foreningsstøtten – og nogle kommuner bruger friheden til at spare, viser nye tal fra Kommunernes Landsforening. Siden 2002 har kommunerne skåret i foreningsstøtten, mens deres byggeudgifter til idrætscentre, vandlande og skøjtebaner er steget markant.

Det kommunale selvstyre betyder dermed, at nogle kommuner nedprioriterer foreningslivet. Omvendt satser nogle kommuner stort på foreningerne, mener Malene Carmel, der er talsmand for Kommunernes Landsforening, når det gælder folkeoplysning. Kommunerne ønsker således endnu friere rammer til selv at fastsætte foreningsstøtten:

”Alle kommuner yder reelt mere end folkeoplysningslovens minimumsregler. Vi synes derfor, der er gode argumenter for en mere decentraliseret lovgivning,” siger Malene Carmel (K).

Topscorer og bundskraber
Foreningernes forskellige vilkår ses også, når man sammenligner kommunernes samlede udgifter til fritidsområdet. Generelt bruger kommunerne i hovedstadsregionen langt flere penge på fritid end kommunerne i resten af landet.

Topscoreren Ishøj Kommune spenderer årligt 3.274 kroner på fritid og idræt pr. borger. Det er 11 gange mere end Samsø, der bruger 285 kroner om året.

”Det er meget trangt økonomisk. Vi bruger utroligt meget tid på at skaffe penge. Og Samsø er et lavindkomstområde, så vi kan ikke bare opkræve flere penge af forældrene,” siger Niels Birkmand, der er FDF-leder på Samsø.

Selvom tallene for kommunernes forbrug på fritidsområdet ikke blot dækker udgifterne til foreningslivet, så giver de et tydeligt fingerpeg om foreningernes forskellige vilkår, påpeger Hans Stavnsager:

”Det er meget få andre serviceområder - om nogen - hvor man kan opleve, at en kommune ét sted i landet bruger mere end ti gange så mange penge pr. indbygger, end en kommune et andet sted i landet.”