
Bertel vil sikre foreningernes økonomi

Undervisningsminister Bertel Haarder vil nedsætte et udvalg, der skal undersøge folkeoplysningens vilkår. Derfor besøgte ministeren DUF for at drøfte foreningernes forhold og fremtidige opgaver.
Millioner af tilskudskroner til foreningslivet er på spil, fordi folkeoplysningsloven formentlig skal revideres eller erstattes af ny lovgivning.
Men undervisningsminister Bertel Haarder understreger, at de samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer skal sikres et solidt økonomisk grundlag:
”Der er ingen beskæringer i luften – det kan jeg forsikre. Børne- og ungdomsarbejdet, og det foreningsliv der bærer det, er en af grundpillerne i dansk demokrati – ikke fordi man lærer om demokrati, men fordi man praktiserer demokrati,” fastslår Bertel Haarder, der besøgte DUF fredag den 5. december.
Her drøftede undervisningsministeren foreningernes vilkår med DUFs formand, Martin Justesen, og DUFs næstformand Rune Siglev.
Sprækker i folkeoplysningsloven
Folkeoplysningsloven, der fastsætter rammerne for kommunernes tilskud til aftenskoler, daghøjskoler, folkeuniversiteter, idrætten og det samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, har slået flere revner.
Flere foreninger, kommuner og politikere mener nemlig, at der er brug for en modernisering af tilskudsreglerne.
Derfor er undervisningsministeren ved at sammensætte et udvalg, der skal undersøge folkeoplysningens forhold og fremtidige opgaver. DUF får en plads i udvalget, der ventes nedsat i begyndelsen af 2009.
Debat om folkeoplysningsloven
I løbet af 2008 har der været en vedvarende debat om behovet for en revision – eller sågar en afskaffelse – af folkeoplysningsloven:
- Tidligere i år har DGI foreslået, at folkeoplysningsloven afskaffes – i stedet skal der laves en idrætslov. I april blev der holdt en konference om folkeoplysningsloven med 120 deltagere fra kommunerne og foreningslivet.
- Formanden for kommunernes børne- og kulturchefer, Per B. Christensen, har udtalt, at loven bør revideres, så den bliver mindre bureaukratisk. Han efterlyser desuden en klar prioritering af, hvilke aktivitetsformer og brugergrupper, der har behov for støtte.
- I oktober offentliggjorde Venstres folketingsgruppe oplægget ’Det folkelige engagements betydning’, der taler om behovet for at gøre folkeoplysningsloven mere fleksibel.
- Senest har De Radikale fremsat et beslutningsforslag om at fremme folkeoplysningen.
- Og i øjeblikket er undervisningsminister Bertel Haarder ved at sammensætte et folkeoplysningsudvalg, der skal undersøge mulighederne for en lovrevision.
Tilskud til foreningslivet
For 2008 har kommunerne afsat 794 millioner kroner til lokaletilskud, 353 millioner kroner til folkeoplysende voksenundervisning og 428 millioner kroner til frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, oplyser Kommunernes Landsforening. Folkeoplysningsloven udløser dermed over halvanden milliard kommunale kroner om året.
Børne- og ungdomsarbejdet, og det foreningsliv der bærer det, er en af grundpillerne i dansk demokrati.
Bertel Haarder (V)
