Tip en ven

Foreninger giver lederevner

Christine Antorini (S)

Unge får lederevner i foreningslivet. Det mener Christine Antorini, folketingsmedlem og uddannelsespolitisk ordfører for Socialdemokraterne.


”Foreningslivet er afgørende vigtigt for børn og unge,” siger Christine Antorini i et interview med DUF. Hun mener, at foreningslivet er en uddannelse for livet:

”I børne- og ungdomsorganisationer lærer man i en meget tidlig alder at organisere og lede sociale fællesskaber. Evner man får brug for som voksen. Foreningslivet er en uddannelse i at lede og organisere andre”, mener Christine Antorini.

Hun ser det som en styrke, at foreningslivet giver muligheden for at afprøve forskellige tilgange, og så lære af det. Selvom man ikke får papir på evnerne, så giver det stadig en stor fordel: 

”Når jeg ansætter unge mennesker, så kigger jeg altid på, om de har lavet foreningsarbejde. Jeg ved, at hvis unge har ledelseserfaring fra foreningslivet, uanset hvilken type forening, så har de kompetencer, som andre ikke har.

 

Fællesskabets betydning
Foreningslivet kan ifølge uddannelsesordføreren tilbyde en særlig forståelse for, at arbejde for en interesse i fællesskab:

”Man har i børne- og ungdomsorganisationerne grundlæggende mulighed for at gøre sig bedre til noget man interesserer sig for – i ordets bredeste forstand,” siger Christine Antorini, og fortsætter:

”Man lærer at være en del af et hold. Uanset om man er spejder, aktiv i en politisk ungdomsorganisation eller går til skoleskak, så lærer man at arbejde sammen med andre om en fælles interesse og et fælles mål”, siger Christine Antorini.

 

Foreningslivet skal sikres
Derfor skal foreningslivet også sikres ordentlige vilkår:

”Når vi har en så veluddannet befolkning i Danmark, så er det jo ikke kun, fordi vi har gratis uddannelse, men fordi foreningslivet og folkeoplysningsindsatsen har givet en enorm uformel uddannelse af befolkningen,” konstaterer Christine Antorini, og fastslår:

”Hvis den eksisterende støtte til foreningslivet forsvinder, så skal der findes en anden måde at finansiere foreningslivet på. Det er den vigtigste dannelseskanal, vi har.”

Når jeg ansætter unge mennesker, så kigger jeg altid på, om de har lavet foreningsarbejde

Christine Antorini (S)

Man har i børne- og ungdomsorganisationerne grundlæggende mulighed for at gøre sig bedre til noget man interesserer sig for

Christine Antorini (S)

Hvis den eksisterende støtte til foreningslivet forsvinder, så skal der findes en anden måde at finansiere foreningslivet på. Det er den vigtigste dannelseskanal.

Christine Antorini (S)