Tip en ven

Foreningslivet er demokratiets fundament

Fotograf: Michael Schlosser

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte ved DUFs Delegeretmøde 2010 i forbindelse med uddeling af DUFs Foreningspris. Statministeren har selv været spejder, ungdomspolitisk engageret og har sågar arbejdet i DUF. Herunder er samlet en række citater fra hans tale til DUFs medlemmer.

Om Lars Løkke Rasmussen og DUF

Jeg har glædet mig til at komme her i dag. Det er lidt som en rejse tilbage i tiden. Det er lidt ligesom at komme hjem. For jeg har ligesom mange andre aktive politikere trådt mine barnesko i jeres organisation.

Da jeg var seks år, startede jeg som ulveunge og holdt ved til langt op i tyverne. Jeg var med i elevrådsarbejde. Jeg var elevrådsrepræsentant i skolenævnet i skolebestyrelsen, gik ind i ungdomspolitik.
Jeg gik selv ind i spejderarbejde, elevrådsarbejde og ungdomspolitik ud fra holdningen om, at det er sjovere at være med til at bestemme, hvad der skal ske i morgen, end at det bare sker.

Konkrete problemer. Konkrete løsninger. Fra de unges boligmuligheder i den kommune, jeg boede i til den lokale biografs overlevelse, til farven på væggene i klasseværelserne. Det var det, der drev mig, og jeg tror også, det er det, der med jeres afsæt, som selvfølgelig er forskelligt fra mit, driver jer.

Spejder, elevråd, politisk ungdomsarbejde. Mange af jer har nok lignende forløb bag jer. Og det vil I få glæde af, uanset hvad der må ligge foran jer.

Om DUF, demokrati og foreningsliv

DUF er en vigtig del af hele det foreningsdanmark, som er rodnettet under vores demokrati.

Demokrati er ikke nogen naturlov. Vi må ikke tage demokratiet for givet. Vi skal kæmpe for et levende demokrati. Gennem dialog. Ved at alle befolkningsgrupper deltager aktivt.

Børne- og ungdomsarbejdet i Danmark er det sted, hvor demokratiets frø lægges først. Og derfor er jeres arbejde i Dansk Ungdoms Fællesråd super vigtigt.

I jeres foreninger – hvor forskellige de end er – der har generation efter generation af børn og unge fået de helt grundlæggende demokratiske spilleregler ind sammen med en fritidsinteresse og et socialt fællesskab. Og det er noget ganske unikt, at det, vi tilbyder, ikke bare er en fritidsaktivitet, men er en fritidsaktivitet koblet op med aktiv demokratisk forståelse. Og der udfylder i en enormt vigtig samfundsmission.

Jeres foreninger formår at få unge til at vælge, engagere sig og arbejde for en sag, der rækker ud over dem selv. Det bliver ofte sagt, at nutiden er karakteriseret ved at være individualistisk og egoistisk. Jeg synes, at I repræsenterer et modbevis på den påstand.

Et mangfoldigt foreningsliv, det er en del af vores fælles historie. Det er en del af vores nutid. Og det skal også være en del af vores fremtid. Et levende samfund og et levende demokrati lader sig ikke styre af love og dekreter. Det styres af et oplyst folk, der tænker selv.

De folkelige fællesskaber, det frivillige foreningsliv, løfter en vigtig social opgave. I er åbne overfor alle grupper. I gør dermed et enormt konkret arbejde i hverdagen med at integrere de danskere, der er kommet hertil fra fjerne lande. I giver frirum til børn, der har det svært.

Om DUF og Folkeoplysningsloven

Jeg vil godt benytte lejligheden til at takke Dansk Ungdoms Fællesråd for jeres aktive medvirken i det arbejde. (vdr. Ændring af folkeoplysningsloven, red.) Jeg har forstået, at DUF i arbejdet har gjort meget for at sikre ikke mindst de små foreningers rettigheder. Det synes jeg er prisværdigt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til her i dag at opfordre kommunerne og kommunernes forening, KL, til, også i tider, hvor man skal passe på pengene, at være opmærksom på de små foreninger.

Om frivilligt arbejde

Hver tredje voksne dansker yder en frivillig indsats som fodboldtræner, besøgsven eller frivillig rådgiver. Hvis man opgør værdien af det frivillige arbejde, så svarer det til i omegnen af 10 % af vores produktion. Og det er ikke en fair måde at gøre det på, men det er alligevel tankevækkende, at selv hvis man begiver sig ind i tanken om at gøre hjerterum op i kroner og ører, så er der altså en værdi, der er til at få øje på.

Vi laver jo ikke det her for vores egen skyld. Men jeg hæfter mig alligevel ved den Gallupundersøgelse, der bekræftede for nyligt, at frivilligt arbejde, det gavner karrieren. To ud af tre erhvervsledere har været aktive i foreningslivet. Og de mener selv, at det har gjort dem til bedre ledere.

Otte ud af ti erhvervsledere finder det positivt, hvis en jobansøger har ledererfaring fra foreningslivet. Og ni ud af ti mener, at frivilligt arbejde styrker de unges erhvervsmuligheder.

Om fortid og fremtid

Husk på det engagement og den sag, der tændte jer, da I trådte hen over tærsklen ind til foreningsarbejdet. Husk på den sag og det engagement i jeres videre liv. Foreningslivet i Danmark er nået rigtig langt. I, der sidder her, er personer, der selv er nået rigtig langt. Og I vil længere. Og der sidder rimeligvis mere end én kommende minister i salen hér.