
DF vil sikre foreningslivet

- Marlene Harpsøe (DF)
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Marlene Harpsøe kalder ungdomsorganisationerne en hjørnesten i samfundet. Derfor skal foreningslivet støttes økonomisk, siger hun efter et besøg i DUF.
Dansk Folkepartis nye uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, kender foreningslivet og DUF indefra. Hun kender DUF som en service- og interesseorganisation, der laver kurser for foreningsaktive, oplyser om unges vilkår, støtter foreningernes internationale arbejde og varetager foreningslivets interesser over for politikere og myndigheder.
”Jeg har et godt kendskab til DUFs store, utroligt vigtige og meget forskelligartede arbejde,” siger 25-årige Marlene Harpsøe.
En hjørnesten i et demokratisk samfund
Fra 2005 til 2007 var hun næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom. Og som organisationens repræsentant har hun deltaget i flere møder og arrangementer, som DUF har afholdt for aktive i de 70 børne- og ungdomsorganisationer, der er med i DUF.
”Foreningslivet og det frivillige foreningsarbejde er en hjørnesten i det danske samfund. Foreningerne skal støttes økonomisk, for de er fundamentet for dansk kultur og vores demokratiske værdier. Derfor skal vi støtte foreningslivet så meget, vi kan,” siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører.
Tilskud er en god investering
Marlene Harpsøe besøgte DUF den 9. juni for at høre om foreningslivets vilkår og ønsker i forbindelse med den varslede revision af Folkeoplysningsloven. En lovrevision kan nemlig påvirke foreningernes tilskudsmuligheder. Men Marlene Harpsøe, der kom med i Dansk Folkepartis Ungdom som 19-årig, understreger, at foreningsstøtten er en god investering.
”Det har været vildt fedt at være foreningsaktiv. Jeg har fået en masse viden, nye venskaber og spændende udfordringer. Som foreningsaktiv har jeg lært at lede et bestyrelsesmøde, planlægge arrangementer og skrive læserbreve. Det har udviklet mig meget personligt. De kompetencer, man får i foreningslivet kan bruges i mange sammenhænge – i skolen og på arbejdspladsen. Det kommer hele samfundet til gode,” siger Marlene Harpsøe.
Foreningerne skal støttes økonomisk, for de er fundamentet for dansk kultur og vores demokratiske værdier
Marlene Harpsøe (DF)
De kompetencer, man får i foreningslivet kan bruges i mange sammenhænge – i skolen og på arbejdspladsen. Det kommer hele samfundet til gode.
Marlene Harpsøe (DF)
