Kommunernes lokaletilskud til lokalforeningerne

Mange børne- og ungdomsforeninger risikerer at miste en stor del af deres lokaletilskud, når folkeoplysningsloven skal revideres i 2011. Kommunerne ønsker friere hænder, så de kan give nogle foreninger flere penge, mens andre mister tilskudskroner. 

Det vil lukke foreninger og fritidstilbud, mener DUF, der repræsenterer 70 børne- og ungdomsorganisationer.  

Se din kommunes lokaletilskud

Allerede i dag er der stor forskel på, hvor meget kommunerne giver i lokaletilskud.

Nogle kommuner dækker alle foreningernes lokaleudgifter. Andre dækker kun 65 procent. På kortet kan du se, hvor meget din kommune giver i lokaletilskud.


Fra 'gavmild' (grøn) til 'nærig' (rød)
GRØN: 90-100 % i lokaletilskud
BLÅ:    75 - 90 % i lokaletilskud
RØD:     65-75 % i lokaletilskud


Vis Lokaletilskud til foreningslivet på et større kort

DUF: Lokaletilskud i fare

DUF: Lokaletilskud i fare

Kommunerne vil have lov til at give nogle foreninger flere penge, mens andre mister tilskud. DUF og foreningerne kritiserer forslaget skarpt.

Læs mere...

8 gode argumenter

8 gode argumenter

DUF har opstillet 8 argumenter imod en forringelse af lokaletilskudsreglerne.

8 argumenter...

Løkke vil sikre foreninger

Løkke vil sikre foreninger

Statsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrer kommunerne til at sikre de små foreningers overlevelse

Læs mere...

De ungdomsforeninger, der ikke er i kridthuset hos de lokale politikere, risikerer at blive ramt af sparekniven. Hvis kommunerne får lov til at forskelsbehandle, som de har lyst til, så vil det underminere mange foreningers økonomi.
DUFs formand, Martin Justesen

Lokaletilskuddet er afgørende, hvis vi fortsat skal have et mangfoldigt foreningsliv. Vi har et rigt foreningsliv, netop fordi alle foreninger er garanteret en vis støtte.
DUFs formand, Martin Justesen

Forskelsbehandling-en og besparelserne vil især ramme de mindre foreninger, der ikke har ressourcer til at positionere sig i den kommunalpolitiske kamp om penge. De foreninger, som ikke har dygtige lobbyister, står til at tabe.
DUFs formand, Martin Justesen

FAKTA: Lokaletilskud til de ikke-idrætslige børne- og ungdomsforeninger

45 procent af de samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger har egne lokaler. I gennemsnit modtager lokalforeningerne 46.883 kr. i lokaletilskud.

Blandt spejderne har 60 procent af lokalforeningerne egne lokaler, og 59 procent modtager lokaletilskud.

Blandt de religiøse børne- og ungdomsorganisationer har 27 procent af lokalforeningerne  egne lokaler.

Blandt de kulturelle børne- og ungdomsorganisationer har 22 procent af lokalforeningerne egne lokaler.

Blandt de politiske ungdomsorganisationer har 26 procent af lokalforeningerne egne lokaler.

Kilde: HAST Kommunikation, analyse fra maj 2009

Lokaletilskud

Folkeoplysningsloven sætter rammerne for kommunernes lokaletilskud til børne- og ungdomsforeningerne. Ifølge loven skal kommunerne dække mindst 65 procent af foreningernes udgifter til egne eller lejede lokaler.

45 procent af de ikke-idrætslige børne- og ungdomsforeninger har egne lokaler. I gennemsnit modtager foreningerne 46.883 kr. i lokaletilskud.

De over 2.000 lokalforeninger modtager dermed mindst 100 mio. kr. i lokaletilskud.

Kilde: HAST Kommunikation, analyse fra maj 2009

Tilskud i fare

Kommunernes Landsforening står bag et forslag om at ændre tilskudsreglerne, så den enkelte forening ikke længere er garanteret lokaletilskud. Kommunerne vil have frie hænder, så de kan give nogle foreninger mere i tilskud, og andre foreninger mindre i tilskud.

Ifølge forslaget skal kommunen dog dække mindst 65 procent af foreningernes samlede lokaleudgifter.

En kommune kan således ikke beskære lokaletilskuddet til alle foreninger, men kommunen får frie hænder til at omfordele midlerne, så nogle foreninger – fx idrætten – får fuld støtte, mens andre foreninger – fx spejderne – får beskåret tilskuddet markant.

Lovprocessen

Undervisningsministeren forventes at sende forslaget til en ny folkeoplysningslov i høring i starten af 2011.

Det ventes, at lovforslaget indeholder KL’s udspil om at ændre lokaletilskudsreglerne.