Lokaletilskuddet er grundstenen i støtten til foreningslivet. Et garanteret niveau for lokaletilskuddet sikrer, at foreningerne kan have ordentlige faciliteter.

For mange foreninger er det afgørende, at de har egne lokaler, der er beregnet til aktiviteterne og udstyret. Fx er spejdernes hytter indrettet efter aktiviteterne, og der er plads til telte, patruljekasser og andet udstyr. Spejderne kan jo ikke blot låne klasselokaler til spejderarbejdet. Mange andre foreninger har også meget udstyr og materialer, hvor det giver god mening at have egne lokaler.

Foreningerne indretter og udsmykker lokalerne, og det giver den enkelte forening særpræg, hvilket netop skaber identitet og ejerskab hos medlemmerne.

Uden egnede lokaler bliver det besværligt for de frivillige at drive deres forening. Hvis foreningen mister tilskud, skal de frivillige bruge meget mere tid på at skaffe økonomiske midler frem for at lave aktiviteter for deres medlemmer.

Foreningens økonomi bliver usikker, og det bliver svært at planlægge aktiviteter, hvis lokaletilskuddet skifter fra år til år. Foreningernes planlægning bliver vanskelig, hvis de ikke kan regne med en vis økonomisk støtte.

Hvis den enkelte kommune får mulighed for at differentiere i lokaletilskuddet, så er der intet sikkerhedsnet under foreningerne. I værste fald vil nogle foreninger lukke, og forslaget vil utvivlsomt føre til ringere fritidstilbud for børn og unge.

Danmark er kendt for et levende og varieret foreningsliv, og lokaletilskuddet er afgørende, hvis vi fortsat skal have et mangfoldigt foreningsliv. Vi har et rigt foreningsliv, netop fordi alle foreninger er garanteret en vis støtte – også de foreninger, der ikke har ressourcer til lobbyarbejde.

Et mangfoldigt foreningsliv er et kæmpe aktiv for den enkelte kommune. Hvis lokaletilskuddet forringes, så bliver udbuddet af foreninger og fritidstilbud mindre. Det vil ikke mindst ramme Udkantsdanmark, hvor et levende og mangfoldigt foreningsliv bidrager til at tiltrække og fastholde borgerne.

Kommunerne har allerede i dag mulighed for at forskelsbehandle foreningerne – dog er foreningerne sikret mindst 65 procent i tilskud. Hvis kommunerne får frie hænder til at forskelsbehandle, så får det alvorlige konsekvenser for de ramte foreninger.

De ramte foreninger vil opfatte fastsættelsen af lokaletilskuddet som vilkårlig og usaglig, hvis nogle foreninger får fuld støtte, mens andre mister tilskud. Og de foreninger, som får reduceret deres tilskud, fordi deres kommune vælger at nedprioritere deres foreningstype, vil opleve det som diskrimination.

Forskelsbehandlingen betyder, at en kommune fx kan give idrætten flere penge, mens andre foreninger beskæres i tilskuddet. Det kan især ramme de små foreninger, der ikke har ressourcer til at positionere sig i forhold til kommunalpolitikerne.

En forskelsbehandling – hvor lokalpolitikere skal vurdere værdien af den enkelte forening – strider mod det Foreningsdanmark, vi kender i dag, hvor samfundet muliggør, at danskerne kan engagere sig i forpligtende fællesskaber. Det er et bærende princip i dansk folkeoplysning, at det er organisationsformen, der er støtteværdig, ikke foreningstypen. Det bør ikke være politikerne, der bestemmer, hvilken folkeoplysende aktivitet, der er bedst.

Hvis den enkelte forening ikke længere er garanteret 65 procent i tilskud, så frygter vi, at det fører til nedskæringer i mange kommuner.

Vores frygt for sparerunder er velbegrundet, for det har været resultatet af den seneste revision af folkeoplysningsloven: Tidligere skulle kommunerne dække mindst 75 procent af foreningernes lokaleudgifter. Men siden lovrevisionen i 2000 har ca. hver tredje kommune skåret i lokaletilskuddet, så foreningerne nu kun får dækket 65 procent af deres udgifter.

Derfor frygter vi, at en forringelse af lokaletilskudsreglerne vil føre til generelle nedskæringer på de samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger. Hvis nogle kommuner fx vælger at give fodbold- og håndboldklubber fuld støtte, mens eksempelvis spejdere samt de politiske og kirkelige foreninger skæres i tilskud, så kan det få andre kommuner til at lave tilsvarende nedskæringer.

Vi frygter derfor, at en de facto afskaffelse af 65%-reglen er en glidebane, der medfører generelle besparelser på det ikke-idrætslige foreningsområde.

KL mener, at en ændring af tilskudsreglerne vil betyde en afbureaukratisering. Lokaletilskudsreglerne opfattes nogle steder som bureaukratiske både af foreningerne og kommunerne. Men det skyldes ikke den enkle regel om, at foreningerne får dækket minimum 65 procent af lokaleudgiften. Bureaukratiet skyldes den lokale udmøntning af tilskudsreglerne. Og hvis kommunerne frit kan differentiere lokaletilskuddet mellem foreningstyper, så giver det mere bureaukrati.

Flere forskellige regler gør det sværere at være forening. Og der kan ikke søges hjælp hos foreninger i nabokommuner eller hos landsorganisationen, hvis landets 98 kommuner får vidt forskellige tilskudsordninger.

Hvis kommunerne vil afbureaukratisere folkeoplysningsområdet, så kan de forenkle de mange dokumentationskrav, som foreningerne ofte bliver mødt med.

Når foreningslivet er nødt til at bruge flere kræfter og ressourcer på at kæmpe indbyrdes om midlerne, bliver der mindre tid til kerneaktiviteterne. En del frivillige vil opgive kampen og droppe det frivillige foreningsliv. 

Mange foreninger risikerer at miste en stor del af deres lokaletilskud, hvilket vil føre til færre eller i hvert fald svækkede foreninger. Dermed bliver det vanskeligere for borgerne at finde en forening, som de har lyst til at engagere sig i.

Foreningslivet oplærer børn og unge i demokrati - til gavn for hele samfundet. Unge, der har været foreningsaktive, engagerer sig også senere i skolebestyrelser, boligforeninger og i andre demokratiske fællesskaber. Regeringen taler ofte varmt for vigtigheden af at fremme det demokratiske medborgerskab. Men hvis mange ungdomsforeninger svækkes, så bliver samfundsengagementet og det demokratiske medborgerskab svækket. 

Børne- og ungdomsforeningerne laver masser af frivilligt arbejde, og indsatsen har stor samfundsøkonomisk betydning. Men det kan blive for surt at lave frivilligt foreningsarbejde.

Hvis foreningerne mister tilskud, og de frivillige skal bruge tiden på at sikre foreningens økonomiske grundlag – frem for at lave det foreningsarbejde, de brænder for - så vil mange frivillige give op.

Lokalestøtten omfatter også tilskud til lejrpladser. I dag giver nogle kommuner et lavere tilskud, hvis lejrpladsen eller lokalet ligger uden for kommunegrænsen.

Hvis kommunerne ikke længere skal dække mindst 65 procent af foreningernes lokaleudgifter, så vil nogle kommuner uden tvivl sænke tilskuddet til lejrpladser udenfor kommunen. Dermed bliver det dyrere at sende børnene på spejderlejr.

Denne forringelse vil især ramme børn fra fattige familier, der ikke kommer med på lejrture, og derved stilles de udenfor en væsentlig del af fællesskabet i foreningslivet.