Tip en ven

Ny spillovgivning sikrer foreninger tilskud

En ny aftale om tips- og lottomidler sikrer foreningernes økonomi de kommende år. DUF glæder sig over aftalen, men understreger, at foreningslivets økonomi skal sikres, hvis lotto-salget falder.

Af: Arne Simonsen

Regeringen har indgået en aftale, så udenlandske firmaer kan udbyde spil i Danmark, mens lotto forbliver et statsmonopol, der støtter foreningslivet. Aftalen sikrer foreningernes økonomi de kommende år. DUF glæder sig over aftalen, men understreger, at foreningslivets økonomi skal sikres, hvis markedet for lotto falder.

Folketingets partier, på nær Enhedslisten, er blevet enige om en omfattende revision af spillelovgivningen. Aftalen - der blev indgået den 4. februar - betyder, at økonomien for de samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer er sikret de kommende år.

I 2012 kan de samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer således regne med 139 millioner kroner i tips- og lottotilskud mod 128 millioner i 2009.

”Vi er glade for, at foreningernes økonomi nu er sikret de kommende år, så foreningerne kan koncentrere sig om at lave attraktive fritidsaktiviteter for børn og unge,” siger formanden for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Martin Justesen.

Ulovlige spil skal ophøre
Kultur- og fritidslivet får del i overskuddet, når danskerne køber lottokuponer og andre danske spil. Men når det gælder udenlandske spil på sportskampe, får hverken staten eller fritidslivet del i kagen. Det nye forlig betyder, at de udenlandske spilfirmaer kan operere lovligt, hvis de betaler licens og afgifter.

Det er imidlertid afgørende, at de ulovlige spil ophører, så det danske spilmarked, der finansierer foreningslivet, ikke udsættes for unfair konkurrence, fastslår DUF-formand Martin Justesen:

”Hidtil har myndighederne ikke grebet ind over for de udenlandske spiludbydere. Dermed har de vundet markedsandele, og Danske Spils omsætning er faldet, så der er færre penge til kultur- og fritidslivet. Vi forventer derfor, at spillovgivningen håndhæves fremover.”

Tilskudsordning evalueres i 2014
Med den nye aftale er foreningslivet sikret tilskud frem til 2012, men den fremtidige støtte er usikker, hvis markedet for lotto og andre talspil falder – som det er sket de seneste par år.

Regeringen vil evaluere spillovgivningen i 2014, og det er et vigtigt løfte, siger DUFs formand:

”Hvis tipstilskuddet fortsætter med at falde, bringer det foreningslivets økonomi og aktiviteter i fare. Derfor er det tvingende nødvendigt, at den nye lov evalueres. Hvis markedet for lotto styrtdykker i fremtiden, så må staten sikre foreningernes økonomi,” siger DUFs formand, der repræsenterer 70 børne- og ungdomsorganisationer.

Selskabet Danske Spil havde en omsætning på 11 milliarder kroner i 2008 og et overskud på knap 2,8 mia. kr. Heraf gik 1,5 mia. kr. til almennyttige kultur- og idrætsformål. I 2008 modtog det samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde 130 millioner kroner.

Ifølge 2010-aftalen om spillovgivningen kan børne- og ungdomsorganisationerne se frem til 139 millioner kroner i tilskud i 2012.

Samlet får kultur- og fritidslivet 1,735 milliarder kroner i tilskud i 2012, hvilket er 35 millioner kroner mere i forhold til regeringens oprindelige udspil.

Vi er glade for, at foreningernes økonomi nu er sikret de kommende år, så foreningerne kan koncentrere sig om at lave attraktive fritidsaktiviteter for børn og unge.
Martin Justesen, DUFs formand

Hidtil har myndighederne ikke grebet ind over for de udenlandske spiludbydere. Dermed har de vundet markedsandele, og Danske Spils omsætning er faldet, så der er færre penge til kultur- og fritidslivet. Vi forventer derfor, at spillovgivningen håndhæves fremover.
Martin Justesen, DUFs formand

Hvis tipstilskuddet fortsætter med at falde, bringer det foreningslivets økonomi og aktiviteter i fare. Derfor er det tvingende nødvendigt, at den nye lov evalueres. Hvis markedet for lotto styrtdykker i fremtiden, så må staten sikre foreningernes økonomi.
Martin Justesen, DUFs formand