Det er grundloven, der definerer betingelserne for, hvem der har valgret og dermed er valgbare til Folketinget, regionsråd, kommunalbestyrelser mv.

Af grundloven fra 5. juni 1953 fremgår det at:

• Valgretsalderen kan ændres med en vedtagelse af lovforslaget i Folketinget, som efterfølgende vedtages ved en folkeafstemning.
• Valgret til Folketinget giver automatisk valgret ved alle andre offentlige valg (regions-, kommunal-, menighedsråds- og Europa-Parlamentsvalg) samt ved folkeafstemninger.
• Valgbarheds- og valgretsalderen følges ad, ud fra det grundsyn at, hvis man ikke kan vælge, kan man heller ikke vælges (udtrykkes ligeledes i lov om valg til Folketinget).

Grundlovens §29, §30 og §86...

Med grundloven af 1953 fik man udskilt valgretsalderen fra grundloven til valgloven, så det ikke kræver en grundlovsændring for at ændre valgretsalderen. Ønsker man at ændre valgretsalderen, skal det først vedtages i Folketinget og derefter til folkeafstemning, hvor det skal vedtages ved en såkaldt ’negativ’ folkeafstemning. Det er en afstemningsprocedure, som giver særlig beskyttelse af mindretallet i Folketinget.

Det vil sige, at forslaget falder, hvis følgende to betingelser er opfyldt:

• et flertal er imod, og
• dette flertal udgør 30 pct. af de stemmeberettigede.

Man vil altså fx kunne nedsætte valgretsalderen til 16 år, så længe der ikke er over 30 procent af stemmeberettigede ved en folkeafstemning der stemmer imod.

Skema over krav ved ændringer i valgretsalderen...

Ifølge § 30 i grundloven, hænger valgbarhed og valgretten uløseligt sammen. Ved en sænkelse af valgretsalderen vil valgbarhedsalderen automatisk følge med til samme niveau. Vil man adskille valgbarhedsalderen fra valgretsalderen, dvs. hvis man ønsker, at en 16-årig skal have lov til at stemme, men ikke skal kunne vælges til Folketingsvalget, så skal der en grundlovsændring til. Grundlovsændringer skal først vedtages af Folketinget, så skal der udskrives folketingsvalg, og herefter skal også det nye Folketing vedtage forslaget. Endelig skal ændringen til folkeafstemning, det obligatoriske forfatningsreferendum jf. § 88 i Grundloven.

Differentiering af valgretten til Folketings-, Kommunale- og Menighedsrådsvalg.

Ifølge §86 i grundloven, så gælder valgretten til alle offentlige valg. Hvis man ønsker at nedsætte valgretsalderen til fx 16 år ved kommunale og menighedsrådsvalg samt bevare 18-års valgret til Folketinget, vil det altså kræve en grundlovsændring.

Grundloven specificerer ikke en aldersgrænser i forhold til hvem,
der kan blive minister. Grundloven har ingen bestemmelser om
personlige betingelser for udnævnelse til minister, hvorfor udgangspunktet
er at en 16-årig i dag kan udnævnes til minister.

Der er ikke noget juridisk grundlag for en sammenhæng mellem valgretsalder og myndighedsalder. Man kan tværtimod indirekte udlede af Grundloven, at myndighedsalderen er uden betydning for valgretsalderen, da Folketinget ellers kunne fastsætte en højere myndighedsalder ved almindelig lov, end den valgretsalder en folkeafstemning har godkendt.

Mindreårige, og dermed umyndige personer, kan vælges til folkevalgte forsamlinger, idet mindreårige kan træffe fuldt ud bindende beslutninger på vegne af juridiske personer, på samme vilkår som myndige personer. Mindreårige kan således indgå forpligtende aftaler på vegne af kommuner, regioner og Folketing på lige fod med voksne. Ligeledes er mindreårige, der sidder i folkevalgte forsamlinger, underlagt samme erstatnings- og strafansvar som myndige personer, hvis vedkommende er over 14 år dog kun strafansvar. Der er således intet til hinder for en valgretsalder på 16 år og en myndighedsalder på 18 år.