Tip en ven

Case: Organisationsudvikling i SF Ungdom

Stor medvind for SFU

På kun 5 år har SFU mere end fordoblet sit medlemstal på landsplan, og unge fortsætter med at strømme til. Særligt Tønder lokalforening er bemærkelsesværdigt aktiv og er på under 2 år gået fra 5 til 46 medlemmer.

"Vi forsøger at være synlige og tage udgangspunkt i medlemmernes dagligdag. Vi har desuden en fleksibel organisering, hvor de frivillige ikke kommer af pligt, men af lyst," forklarer lokalformanden.

Af Nana Toft

"Da jeg startede for omkring et år siden, sad vi fem mennesker på et lille loft og holdt møder. Snakkede om, hvordan vi bedst kom i gang, og hvordan vi fik andre unge til at melde sig ind i SFU. I dag er vi 46 medlemmer i alderen 14-20 år, så det er gået superstærkt," fortæller den lokale forkvinde i Tønder, Natalie Tobiesen Schmidt, der går i 3. g på Tønder Gymnasium.

Hendes forklaring på SFU's succes i Tønder er klar: Her har man ikke alenlange ideologiske diskussioner i partiforeningen om marxisme versus liberalisme. Her handler man.

"Ikke så meget snak! Vi handler, og vi handler lige nu. Det er noget, folk kan forholde sig til, og det er dét, unge tænder på: De vil gerne mærke, at de kan gøre en forskel i folks hverdag," siger Natalie Tobiesen Schmidt.

Mød unge dér, hvor de er
SFU-medlemmerne i Tønder bruger derfor ikke så meget tid på kontoret. De er opmærksomme på at være på gaden. Opmærksomme på at komme ud på skolerne og spørge, hvad der rør sig i unges liv.

At det frivillige arbejde er meget konkret, er ifølge Natalie Tobiesen Schmidt en af nøglerne til den store medlemstilstrømning i SFU Tønder. Dét, og så at organiseringen af det frivillige arbejde tager udgangspunkt i den hverdag, unge har med skole, lektier, familie og andre fritidsaktiviteter.

Fleksibilitet er med andre ord endnu et nøgleord, når og hvis unge skal tænde på frivilligt arbejde.

"Vi har for eksempel to afdelingsmøder pr. måned, hvor det ene ligger om aftenen og det andet ligger om eftermiddagen. Så kan folk komme, når det passer dem. Desuden har vi det fint med passive medlemmer, der ind i mellem har overskud til at komme og være aktive. På den måde bliver det ikke en pligt, men mere lystbetonet af være medlem af SFU i Tønder," siger lokalformanden.

Hun tilføjer, at de også forsøger at møde de unge på deres egne præmisser – for eksempel ved at være gode til at bruge de sociale medier.

"Moderne medier har en stor betydning. For eksempel Facebook, som vi bruger til at indkalde til afdelingsmøder, generalforsamlinger og julefrokost. Men vi har også kampagner via Facebook, og det er altså noget, der trækker de unge ind i SFU. At bruge de sociale medier er en måde at møde unge dér, hvor de er. Og de er altså på Facebook," siger Natalie Tobiesen Schmidt.

Man skal føle ansvar 
SFU i Tønder forsøger desuden at fokusere lokalt og ikke mindst uddelegere opgaver, så de unge medlemmer føler, de får og har et ansvar. Det er også væsentligt i forhold til både at rekruttere og fastholde de unge SFU'ere.

"SFU har en række landsdækkende kampagner, men jeg synes, vi er gode til at koncentrere os om Tønder og fornemme, hvad der er behov for her, hvor vi bor. Lige nu er vi for eksempel i gang med en folkeskolekampagne, hvor det er SFU-medlemmer, der selv går i folkeskolen, der tager ud og holder oplæg. Så føler medlemmerne et ansvar og tænker: Den her kampagne, den er lige så meget min som det er formandens eller kassererens kampagne. Frivilligt arbejde skal gøre en forskel," fortæller Natalie Tobiesen Schmidt, der samtidig vægter det sociale fællesskab højt, når hun forklarer, hvorfor hun selv er aktiv i SFU.

Engagement – ikke pligt
På Center for Ungdomsforskning har man i mange år forsket i unge og unges deltagelsesformer. En stor undersøgelse fra 2004 med titlen 'Nye tider – nye foreningsformer' konkluderer blandt andet, at hvis foreningerne ikke organiserer det frivillige arbejde på nye måder og gør det væsentligt mere fleksibelt, så vil unge blive ved med at falde fra.

I 2010 er konklusionerne de samme, omend foreningerne er blevet meget mere opmærksomme på at organisere det frivillige arbejde på en ny måde.

"Især nyere foreningsdannelse drevet af unge har det nemmere. De har ofte en større forståelse for, at unge måske kun er aktive for en periode og endda kun i de af foreningens aktiviteter, der kan passe ind i en hverdag med mange andre valgmuligheder," forklarer Jens Christian Nielsen, der samtidig fortæller, at det sociale aspekt stadigvæk er dét, der fastholder de unge i foreningerne.

"Fællesskabet tiltrækker de unge. Men det skal stadig være alvorligt. De skal føle, de gør noget, der har betydning både for andre mennesker og for deres egen udvikling personligt og socialt," siger Jens Christian Nielsen.

SFU rammer en bred vifte af unge
Af netop den årsag forstår Jens Christian Nielsen godt, hvorfor netop SFU har så god vind i sejlene. Ifølge forskeren har SF og SFU forstået, at det handler om at give de unge medlemmer mulighed for at lave en masse aktiviteter – kampagner eller noget så konkret som at besætte en skole.

"Selv om unge måske umiddelbart tror, at politik ikke lige er noget for dem, så har det stor betydning for dem at se, at den indsats de gør, gør en forskel," fortæller Jens Christian Nielsen, der peger på, at SFU har været god til at aktivere en bred del af de unge.

Og det gælder også SFU i Tønder. Ifølge Natalie Tobiesen Schmidt er medlemsskaren en broget flok af både folkeskoleelever, gymnasieelever og folk fra teknisk skole.

"Det her er ikke en gymnasieklub. Det gør vi enormt meget ud af. Måske er det derfor, vi er blevet så mange hernede," fortæller Natalie Tobiesen Schmidt.

LÆS MERE...
Politiske ungdomsorganisationer vokser (14.07.09)...
Målrettet medlemsrekruttering hos SFU (02.01.09)...
SF Ungdom: Danmarks største ungdomsparti (13.08.08)...
Flere unge går ind i partipolitik (13.08.08)...
Cefu - Center for Ungdomsforskning...

 

Fakta: Medlemsvækst i SF Ungdom

I 2004 havde SFU 1.330 medlemmer på landsplan.

Tallet var steget til 3.200 i 2009.

Kilde: SFU

Ikke så meget snak - vi handler. Det er noget, folk kan forholde sig til, og det er dét, unge tænder på: De vil gerne mærke, at de kan gøre en forskel i folks hverdag.
Natalie Tobiesen Schmidt, forkvinde, SFU i Tønder

Vi har to afdelingsmøder pr. måned, hvor det ene ligger om aftenen og det andet ligger om eftermiddagen. Så kan folk komme, når det passer dem. 
Natalie Tobiesen Schmidt, forkvinde, SFU i Tønder

Vi bruger Facebook til at indkalde til afdelingsmøder, generalforsamlinger og julefrokost. Men vi har også kampagner via Facebook, og det er altså noget, der trækker de unge ind i SFU.
Natalie Tobiesen Schmidt, forkvinde, SFU i Tønder

Fællesskabet tiltrækker de unge. Men det skal stadig være alvorligt. De skal føle, de gør noget, der har betydning både for andre mennesker og for deres egen udvikling personligt og socialt.
Jens Christian Nielsen, Center for Ungdomsforskning

Det her er ikke en gymnasieklub. Det gør vi enormt meget ud af. Måske er det derfor, vi er blevet så mange hernede.
Natalie Tobiesen Schmidt, forkvinde, SFU i Tønder