Tip en ven

Forældreinddragelse


Når man sætter fokus på mobning i foreningen er det en god idé at inddrage forældrene. Forældrene kan for eksempel orienteres om foreningens forventninger til forældrene samt til børnene. Et godt udgangspunkt kan være antimobbekontrakten, som eventuelt kan præsenteres ved et forældremøde.
Der er mange måder at præsentere foreningens forældre for arbejdet mod mobning, for eksempel teater, collager, udstillinger, sange, nyhedsbreve eller lignende. Det er en fordel at lade børnene og de unge selv være med til at præsentere antimobbekontrakten og arbejdet mod mobning, da de vil føle ejerskab for projektet.

Hvis der skulle forekomme episoder med mobning i foreningen, kan forældrene inddrages. Der kan enten holdes samtaler med forældrene til mobberen/mobbeofferet alene eller med barnet.
På en sådan samtale kan man orientere forældrene, om at deres barn har været involveret i mobning i foreningen.

Det er dog ikke altid hensigtsmæssigt at inddrage forældrene, når der har været mobning i foreningen. Hvis det kan løses inden for foreningen, kan det være en fordel, og så kan man blot orientere forældrene om det skete næste gang man ser dem. Det er en gang imellem vigtigt, at børnene oplever foreningen som et frirum, hvor forældrene ikke ved alt om, hvad der foregår

Ved forældreinddragelse kan følgende diskuteres:

o Hvad kan forældrene gøre?
o Hvad kan og vil foreningslederne gøre?
o Hvordan skal situationerne gribes an i fremtiden?