
Hvad er mobning?
Ved mobning forstås, at en person ufrivilligt flere gange og over en vis tid bliver gjort til genstand for en anden persons eller gruppes negative handlinger.
Direkte mobning kan være:
- Fysisk vold, bl.a. skub, slag, spark m.m.
- Handlinger ledsaget af ord, trusler og hån
- Ubehagelige og krænkende udsagn, f.eks. mundtligt, via sms, chat osv.
- Ufrivillig social isolering og udelukkelse fra gruppen
Indirekte mobning kan være:
- Handlinger uden ord, bl.a. ved brug af grimasser og negativt kropssprog
- Bevidst udelukkelse/afvisning kun for at irritere eller såre
- Negativ omtale gentagende gange over en vis tid
Definitioner på mobning
Mobbe: udsætte nogen for groft drilleri gennem lang tid
Politikens Nudansk Ordbog
Mobning: gruppevold; negative aktiviteter (fysiske og psykiske angreb og / eller udelukkelse af fællesskab), som rettes mod en enkelt af to eller flere personer.
Psykologisk Pædagogisk Ordbog
Mobning er gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig
Helle Rabøl Hansen, jurist og forfatter
Fakta om mobning
Børnerådet lavede i 2006 spørgeskemaundersøgelse for at se på, hvor udbredt mobning var i 9. klasse. 725 elever fra 9. klasser over hele landet deltog i undersøgelsen.
Undersøgelsen viste blandt andet at:
- 30 % af eleverne var blevet mobbet på et eller andet tidspunkt i deres liv.
- 40 % af eleverne havde mobbet andre på et eller andet tidspunkt i deres liv.
- 10 % af eleverne var blevet mobbet indenfor de sidste to måneder.
- 25 % af eleverne havde mobbet andre indenfor de sidste to måneder.
Eleverne blev hovedsageligt mobbet med:
- 55 % blev mobbet med deres udseende
- 55 % blev kaldt øgenavne
- 40 % blev holdt udenfor
- 15 % blev mobbet via SMS.
Læs mere om Børnerådets undersøgelse ’Mobning og konflikt 2006’.
