Tip en ven

16-årige må nøjes med at dyrke sex i stemmeboksen


Af Martin Justesen

Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd

Der er mange ting, man kan lave i en stemmeboks.

Drikke sig fuld for eksempel. Eller man kan dyrke sex. Begge dele er tilladt, når man er 16 år. Men stemme - som jo nok er det, de fleste gør i en stemmeboks – det må man ikke. Den ret får man først når man bliver 18 år, og sådan har det nu været i 30 år.

Det er på tide, at gøre noget ved det.

Mange tror, at politik handler om gamle mænd i jakkesæt, der taler et sprog, som er svært at forstå. At politik kun er for nørder, og at man skal vide en helt masse, før man kan stemme. Men i virkeligheden handler politik bare om at have holdninger.
Holdninger til, om man skal have løn eller SU i ens praktikperiode. Holdninger til, om skatten er for høj. Holdninger til, om ens skole er nedslidt. Tilføj selv flere eksempler.

Og når man har forladt grundskolen, så har man et grundlag at have sine holdninger på. I ni år er man nemlig blevet undervist i demokrati og samfundsforhold. Faktisk er 16 år gennemsnitsalderen på dem, der går ud af 9. klasse.

Det er derfor, vi synes det er logisk, at valgretsalderen sættes ned til 16 år.

Og når samfundet alligevel synes, at man er ansvarlig nok til at få børn, drikke sig fuld, køre rundt i trafikken og endda blive straffet for ens handlinger, hvorfor er man så ikke gammel nok til at være med til at vælge, hvilke holdninger der skal tælle i politik?

Giv 16-årige valgret!