Tip en ven

EU-oplysning til unge er reelt slut

Unge går glip af vigtig viden om EU, fordi regeringen slår tvivl om de fremtidige midler til EU-oplysningsaktiviteter. Det er demokratisk uansvarligt.

Af Mette Kirstine Schmidt, Politisk konsulent, DUF

 

Lissabon-traktaten er netop blevet ratificeret i Danmark, diskussionen af Danmarks EU-forbehold er blomstret op og snart kommer Europaparlamentsvalget i 2009. Vigtige beslutninger om EUs og Danmarks europæiske fremtid står for døren, og EU vil utvivlsomt fylde godt op på den politiske dagsorden. 

Det betyder, at en masse unge mennesker for alvor skal tage stilling og stemme til et EU-valg. Vi ved fra flere undersøgelser, at unge generelt set er interesserede i politik og udviklingen af den europæiske union. Men samtidig efterspørger de mere viden om EU.

En undersøgelse udført af Gallup for DUF  - Dansk Ungdoms Fællesråd i april 2007 viste, at over halvdelen af de unge i alderen 15-25 år mener, at de ikke er godt nok informerede om EU til at kunne stemme til næste Europa-parlamentsvalg (55%).

På den baggrund forekommer det både underligt og uansvarligt, at regeringen vil omlægge midlerne til ’Nævnet for oplysning og debat om Europa’ fra en flerårig til en et-årig bevilling. Nævnets opgave er netop at bevilge midler til oplysningsaktiviteter udført af NGO’er, partier og medier. Herunder Dansk Ungdoms Fællesråd, som de sidste tre år har lavet oplysningsarbejde for unge om EU.

I Finanslovsaftalen er der ganske vist bevilget 20 millioner til ’Nævnet for oplysning og debat om EU’ i 2008. Men der er for indeværende ingen penge afsat til aktiviteter i de følgende år.

Konsekvensen er, at det for de aktører, som skal udføre de konkrete oplysningsopgaver, bliver helt umuligt at planlægge det fremtidige arbejde.

 

DUF giver op
Et praktisk eksempel: DUF har haft har stor succes med projektet Youropa Agenterne – ’oplysning om EU fra unge, så andre unge gider lytte!’ Youropa Agenterne er en flok unge frivillige, som DUF har trænet til at tage ud på folkeskoler og gymnasier for at undervise og skabe debat om EU og Europa. Evalueringer viser, at såvel elever som undervisere har været glade for undervisningen, og efterspørgslen på Youropa Agenterne har været stødt stigende. Tilmed er projektet relativt omkostningslet. 

DUF vil gerne fortsætte projektet og sørge for, at et hold Youropa Agenter kan blive klar frem mod Europaparlamentsvalget i 2009. Vi ser det som en demokratisk forpligtigelse at være med til at guide den store gruppe unge vælgere, som skal stemme for første gang.

Men uddannelse af Youropa Agenterne tager tid, og hvis vi skal være sikre på at kunne give dem den rette træning, skal vi starte allerede i sensommeren 2008. Det stiller os i den praktisk umulige situation, at hvis vi søger penge om at uddanne Agenterne i 2008, er vi ikke sikre på, at der vil være penge til at kunne gennemføre projektet i 2009. Dette kan vi ikke byde de frivillige, som bruger deres fritid på projektet. Hvis vi satser på, at der vil blive bevilget penge til at kunne lave aktiviteter i 2009, vil det være for sent i forhold til planlægning af aktiviteten.

Den nuværende situation betyder for DUF, at vi bliver nødt til at nedprioritere vores EU oplysningsarbejde for unge. Vi kan ikke arbejde under sådanne forhold. Det er en skam. For der er brug for det - neutral oplysning om EU for unge mennesker, så de kan danne deres egen mening og tage del i demokratiet.