Værn om foreningslivet

Af Jeppe Bruus Christensen, formand for DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

Sidste fredag havde jeg fornøjelsen af at tilbringe nogle timer i selskab med en gruppe unge libanesiske politikere, der var samlet i Danmark for at diskuterer demokrati. Det var i sig selv en meget positiv og inspirerende oplevelse, men mødet med de unge libanesere var samtidig en klar påmindelse om, hvad det er, der gør demokratiet så rodfæstet i Danmark i forhold til i mange andre lande. For mødet med libaneserne mindede mig om den åbenbare sandhed, at demokratiet herhjemme ikke primært er stærkt, fordi de fleste af os møder op og stemmer hvert fjerde år. Det er naturligvis godt. Men det faktum, at næsten alle danskere på den ene eller den anden måde er foreningsaktive er i virkeligheden af langt større betydning for demokratiets fremtid. For foreningerne fungerer som demokratiske smeltedigler, hvor debat trives på tværs af sociale skel, og skaber dermed det folkelige fundament som vores repræsentative demokrati bygger på.

I det hele taget skal vi være stolte af den danske foreningstradition og det danske foreningsliv. Udover den store demokratiske betydning er foreningslivet også af afgørende betydning for sammenhængskraften i velfærdssamfundet. Foreningerne giver menneskelige relationer, tryghed, venner og trivsel. Med andre ord kan man sige, at foreningerne dels styrker demokratiet og dels giver velfærd, der ikke kan købes for offentlige penge – uanset beløbsstørrelsen.

På trods af disse åbenlyse værdier er foreningslivet imidlertid under pres i disse år. På den ene side presses foreningerne af en ændret ungdomskultur, hvor det at være foreningsaktiv ikke længere er en lige så naturlig del af ungdomslivet, som det var engang. Det er i stedet virtuelle fællesskaber som fx Facebook, der fylder i de unges hverdag. Det er en helt naturlig udfordring, som foreningslivet naturligvis må forholde sig til og omstille sig efter, hvis foreningerne også skal være relevante i fremtiden.

Men foreningerne presses også af et offentligt system, der igen og igen forsøger lægge administrative hindringer i vejen for det frivillige engagement og samtidig skærer ned i foreningernes tilskud. Det er besynderligt, at man skal være uddannet revisor for at kunne drive en lokalforening i en ganske almindelig dansk kommune. Det er i modsætning til den ændrede ungdomskultur ikke en naturlig udfordring, men tværtimod en helt urimelig udvikling, der på sigt risikerer at underminere den stolte danske foreningstradition.

Stukturreformen har haft den kedelige konsekvens, at op mod en tredjedel af kommunerne har skåret i tilskuddet til alt fra politiske ungdomsorganisationer til den lokale spejdergruppe. Det betyder, at mange foreninger i dag har væsentligt flere udgifter til fx lokaler end tidligere, og dermed har de færre penge til at lave aktiviteter for medlemmerne. Samtidig vokser de administrative byrder, som offentlige myndigheder tvinger ned over foreningslivet. Der er eksempler på foreninger, som bliver opkrævet afgifter og gebyrer, der oprindeligt kun var tiltænkt virksomheder. Og der er eksempler på kommuner, der forsøger at diktere indholdet af foreningernes aktiviteter som en betingelse for støtte. I det hele taget oplever foreningerne, at det administrative net strammes omkring dem, og at de frivillig bruger flere og flere kræfter på at opfylde det offentliges krav om administration, kontrol og dokumentation, frem for på at lave foreningsaktiviteter. 

Det siger sig selv at det på sigt vil påvirke lysten til at lave frivilligt foreningsarbejde. De lokale aktive, som brænder for at lave ungdomspolitik eller udvikle byens kulturliv gennem en musikforening, risikerer let at miste modet, når kommunerne forvandler muligheden for at få dækket en del af foreningens omkostninger til et administrativt forhindringsløb i OL-klassen. 

Jeg er af den klare opfattelse, at vi som samfund har en klar interesse i at have et bredt og stærkt foreningsliv. Foreningslivet er både en demokratisk accelerator og et sted, hvor børn og unge lærer at tage ansvar for hinanden og samfundet. I en tid hvor regeringen ønsker, at vi alle sammen skal tage mere ansvar, må det være naturligt at forbedre forholdene for foreningerne frem for at forringe dem, som det sker mange steder i dag. Øverst på foreningernes ønskeliste står en lettelse af de administrative byrder og en fastholdelse af støttekronerne. Til gengæld vil foreningerne fortsætte med at bidrage til et rodfæstet demokrati og et Danmark med en stærk social og demokratisk sammenhængskraft til glæde for os alle sammen.