
Presseklip Januar 2012
Frivillige skal skabe fælles forståelse
25.01.12
Tirsdag den 24. januar mødtes repræsentanter fra omkring 20 ungdomsorganisationer i Foreningernes Hus i Gellerup for at tage hul på diskussionen om, hvad der skal til for at samle Danmark. En af arrangørerne bag debatmødet var Senay Arikan, der er fra Ny-Dansk Ungdomsråd i Gellerup, og han understregede, at der er brug for en ny forståelse af, hvad integration og fællesskab er: ”Danmark er ikke som for 30 år siden, da vi talte integration. Den snak er passé. Nu handler det om inklusion. Vi er her alle sammen – vi skal finde en fælles forståelse af, hvad danskheden er. Det er gennem de frivillige organisationer og den frivillige vej, at vi skal løfte udfordringen med at finde en fælles danskhed.”
Bragt på Stiften.dk
Frivillighedens fremtid sættes i fokus
25.01.12
Er der grænser for frivilligheden? Og skal 'velfærdsfrivillige' fungere i stedet for lønarbejdere i den sociale sektor? Spørgsmål som disse bliver sat på dagsordnen torsdag den 26. januar, hvor Rønde Højskole inviterer inden for til debatmøde om frivillighedens rolle og fremtid. Debatmødet tager afsæt i et professionelt panel bestående blandt andre af Anna G. Jensen, organisationskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd, og Rita Vinding, bestyrelsesmedlem i Socialdemokraterne Syddjurs.
Bragt i Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis
Viborg vinder DUF-pris for at inddrage unge
25.01.12
Torsdag den 19. januar blev Viborg Kommune officielt kåret som Årets Ungdomskommune 2012. Prisen tildeles hvert år af Dansk Ungdoms Fællesråd til en kommune, der har gjort et ekstraordinært arbejde for at skabe bedre forhold for de unge og inddrage dem i samfundet. ”På en lang række områder har Viborg vist, at lokalpolitikere sagtens kan engagere unge i demokratiet, hvis kommunen har viljen til det,” siger formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Signe Bo, der håber, at prisen vil motivere Viborg Kommune til at fortsætte den gode indsats med at inddrage de unge og styrke foreningslivets vilkår.
Bragt i Vesthimmerlands Avis, Viborg Stifts Folkeblad og på viborg.dk (20.01) og Danske Kommuner Online (20.01)
Spejdere og FDFere står sammen i Aalborg
24.01.12
Mere end 300 spejder- og FDF-ledere var fredag den 20. januar samlet på HTX i Aalborg til et stort fælles arrangement, der blev støttet økonomisk af blandt andre Dansk Ungdoms Fællesråd.
Baggrunden for arrangementet, der helt unikt samlede korpsene på tværs, er, at spejdere og FDFere har oplevet faldende medlemstal, og fredagens arrangement var en del af en række planer for at udvikle De Uniformerede Korps i Aalborg Kommune (DUKA).
Inspirationen til, hvordan DUKA fortsat kan udvikle sig, kom dog ikke kun fra egne rækker. Med til arrangementet var nemlig komiker Jan Gintberg, der var med til at give deltagerne nye tanker om foreningsledelse og udvikling af korpsene.
Bragt i Vodskov Avis og Hals Avis
Der er intet galt med ungdommen
20.01.12
Det var en stolt borgmester, der torsdag den 19. januar officielt modtog Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) pris for årets ungdomskommune 2012. Signe Bo fra DUF skænkede et billede af den unge kunstner Søren Brøgger til Viborg Kommune sammen med prisen som den bedste kommune for unge i 2012.
"Der er ikke nogen, der skal sige til mig, at der er noget galt med ungdommen. Vi har bare en ungdom, der er bedre end nogen sinde," sagde Søren Pape Poulsen, da han rundede den festlige prisoverrækkelse af.
Bragt på Viborg-Folkeblad.dk
Ungdomspolitikere nægtes adgang
19.01.12
Ifølge Valgretskommissionen oplever ungdomspolitikere i stigende grad at blive afvist, når de vil debattere eller distribuere politisk materiale rundt omkring på landets gymnasier og handelsskoler. Konsekvensen kan ifølge formand for Valgretskommissionen, Christian Mejdahl, være, at de unge bliver mere distancerede til politik. Jens Boe Nielsen, der er formand for rektorerne, er overrasket over udvikling og vil overveje, om der skal laves anbefalinger på området.
Bragt i Gymnasieskolen
Debat om vrede unge
18.01.12
Den 23. januar inviterer Ny-Dansk Ungdomsråd og Nordjyllands Internationale Forening inden for til foredrag og debat om urolighederne på Nørrebro i februar 2008 og om, hvad der ligger til grund for den vrede, der ses hos visse grupper af unge med indvandrerbaggrund. Arrangementet afholdes i Trekanten bibliotek og Kulturhus fra kl. 18.15-20.30.
Bragt i Vejgaard Avis og på NordjyskeUgeaviser.dk
Er fordommene helt ved siden af? Nej
13.01.12
Når repræsentationen af nydanskere er skæv, hvilket er blevet påvist i den nye undersøgelse ”Nydanskere i mediebilledet”, kan det føre til fordomme og fejlagtige forestillinger om nydanskere. Både journalister og nydanskere bærer et ansvar for at fortælle en bredere og mere samfundsvisende historie, skriver formanden for Ny-Dansk Ungdomsråd, Samira Nawa.
Bragt i MetroXpress
Valg til Ny-Dansk Ungdomsråd 2012
12.01.12
Frem til den 2. februar 2012 kan alle unge mellem 16 og 28 år, der bor lokalt, interesserer sig for demokratisk deltagelse og brænder for at gøre en forskel, søge om at komme med i Ny-Dansk Ungdomsråd. Herefter vil Dansk Ungdoms Fællesråd og Social- og Integrationsministeriet udvælge de 50 kandidater, der går videre i dysten om rådets 14 pladser.
Bragt på Kk.dk, Københavns Kommune (12.01) og i Lokalavisen Frederiksberg (02.02)
Viborg vinder DUFs Ungdomskommune-pris
11.01.12
Torsdag den 19. januar bliver Viborg Kommune officielt kåret som ”Årets ungdomskommune 2012”. Prisen uddeles hvert år af DUF til en kommune, der har gjort særlige tiltag for at forbedre forholdene for de unge. Det er repræsentanter for Viborgs ungdomsråd, der har indstillet kommunen til prisen. Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen (K) forklarer, at kommunen arbejder aktivt på at inddrage de unge i demokratiske organer som elevråd, fælleselevråd, klubråd, ungdomsråd og foreningsliv – og gennem tiltaget ’Unge på Tinge’, hvor politikere og embedsmænd hvert halve år mødes med kommunens unge for at diskutere politik.
Bragt i Midtjyllands Avis (11.01), Skive Folkeblad (12.01) og Ugeavisen Møldrup/Aalestrup (18.01)
Et kryds fra de unge til kommunalvalget?
11.01.12
I demokratiudvalget under Viborg Byråd drøftes det, om kommunens unge skal have mulighed for at stemme ved et prøvevalg i forbindelse med kommunalvalget i 2013. Forslaget bakkes ikke overraskende op af formanden for Viborgs Ungdomsråd, Ane Sofie Elkjær Sørensen, som påpeger, at en nedsættelse af valgretsalderen kan have den positive effekt, at folkeskolen tvinges til at undervise mere og grundigere i samfundsfag og forståelse af demokratiet.
Bragt i Viborg Stifts Folkeblad
Sønderborg Kommune vil være en bedre ungdomskommune
10.01.12
Sønderborg Kommune stræber efter en plads i toppen blandt landets bedste ungdomskommuner, og en ny ungdomspolitik skal være med til at bane vejen. Den kommende ungdomspolitik går under navnet ”Medansvar – inddragelse – tolerance”, og den skal fungere som et arbejdsgrundlag for kommunens politikere, forklarer Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk parti), der er formand for Kultur- og erhvervsudvalget. ”Dansk Ungdoms Fællesråd kårer hvert år den bedste ungdomskommune i landet, og det er min målsætning, at vi vinder prisen inden for de næste par år,” siger Stephan Kleinschmidt.
Bragt i Budstikken og på Lokalavisen.dk
Valgretsalderen fortjener en fordomsfri drøftelse
09.01.12
Det er vigtigt, at engagere så mange som muligt i demokratiet, og her er 16-års valgret en mulighed, skriver Mogens Jensen, MF, gruppeformand for Socialdemokraterne og medlem af Valgretskommissionen. De unge spiller en stor rolle i samfundet, og derfor bør der være en ordentlig og fordomsfri debat omkring spørgsmålet om at sænke valgretsalderen, mener han.
Bragt i Herning Folkeblad og på aoh.dk
Visumballade lammer udviklingsprojekter
06.01.12
Millioner af bistands- kroner til nye demokratier er i fare for at gå til spilde på grund af visumballade. Danske særregler og diplomatiske komplikationer har nu gjort det umuligt at søge om visum til Danmark fra 27 lande i verden. Dansk Ungdoms Fællesråd oplyser, at tre projekter i Tunesien og Mongoliet, som er støttet med to millioner skattekroner, lider skade. Desuden er bistandsmidler for 4,1 mio. kr. delt ud til KFUM-Spejderne for projektet 'Fremtidens ledere i Tunesien', der skal fremme demokrati i det nordafrikanske land. Til maj og igen til sommer skal i alt 130 unge tunesiske spejdere til Danmark for at udveksle erfaringer. Men de bremses af, at der i fire måneder ikke er blevet udstedt danske visa fra Tunesien.
Bragt i Politiken, politiken.dk og Standby.dk
Medier undgår nydanske kilder
05.01.12
Nydanske kilder udgør kun knap fem procent af mediernes kilder, selvom gruppen udgør mere end 10 procent af den danske befolkning. Dertil kommer, at når et medie vælger at bruge en nydansk kilde, er det oftest i forbindelse med historier om kriminalitet, sociale ydelser og tvangsægteskaber. Og det er farligt, mener formanden for Ny - Dansk Ungdomsråd. ”Medierne skal være opmærksomme på, at der sidder en masse mennesker, der læser med og ser med på tv. Hvis de konsekvent ser nydanskere repræsenteret i historier, der handler om kriminalitet, vold og islamisme, så er det det billede, der bliver dannet,” siger 23-årige Samira Nawa, der er født og opvokset i Danmark. Til gengæld er det yderst sjældent, en nydansker optræder i historier om, at miljøet skal forbedres eller om betalingsringen omkring København. Tallene stammer fra en ny undersøgelse, "Nydanskere i nyhedsbilledet", som foreningen Ansvarlig Presse sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd har bestilt hos mediebureauet Kontrabande.
Bragt i B.dk, BT.dk, DR.dk, P1 Morgen, Folketidende.dk, FyensStiftstidende.dk, Helsingordagblad.dk, HorsensFolkeblad.dk, Information.dk, Journalisten.dk, Jp.dk, Jv.dk, Kristeligt-Dagblad.dk, Markedsføring Online, Mediawatch.dk, Midtjyllands Avis, MIR.dk, Nordjyske.dk, NordvestNyt.dk, Politiken, Ritzaus Bureau, BornholmsTidende.dk, SkiveFolkeblad.dk, VejleAmtsFolkeblad.dk, Vollsmose.dk, Sn.dk, TVSyd.dk, TV2 Øst, TV2Fyn.dk , TV2Nord.dk, TV2Oj.dk
KU fråser med tilskud
04.01.12
DUF ikke blander sig i, hvordan foreningerne hverver medlemmer, forklarer DUFs generalsekretær til BT i forbindelse med en artikel om KU’s hvervemetoder. Han uddyber, at DUFs måde at fordele penge på er godkendt af forskellige instanser. ”Det nuværende takstsystem tilgodeser både, at organisationer modtager tilskud efter størrelse, men også at der for de fleste organisationers vedkommende kan ske mindre udsving i medlemstallene, uden at det har budgetmæssige konsekvenser. Hvis en organisation så passerer en intervalgrænse, ja så har det tilsvarende en tilskudsmæssig betydning,” skriver Kåre Månsson.
Bragt i BT
