
Byg en bro - det gør en kæmpe forskel
Teestrup 4H gård og klub blev en flot nummer to, da DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, kårede årets forening 2011. Teestrup 4H har bygget en bro henover den å, der før adskilte to landsbysamfund – det har givet fællesskab, naturoplevelser og flere medlemmer i klubben.
Det gør en kæmpe forskel at bygge en bro. Det ved børn og voksne i Teestrup 4H gård og klub i udkanten af Faxe Kommune, for i 2009 tog klubben initiativ til at bygge en bro henover Gillesbækken, der hidtil havde adskilt de to småbyer Førslev og Teestrup.
Den syv meter lange træbro er et godt eksempel på, at man ikke skal lade sig stoppe af listige paragraffer og udfordringer. Det betaler sig at tænke nyt og bygge bro. Og derfor løb Teestrup 4H gård og klub med andenpladsen, da DUF kårede årets forening 2011.
"Det er da sejt med andenpladsen. Det er dejligt med en erkendtlighed for det frivillige arbejde, vi går og laver. Men vi kan også se, at broen har fået mange flere til at komme forbi 4H gården", siger Aff Hjarnø. Hun har været aktiv i Teestrup 4H i mange år og ejer gården Bjernager, hvor 4H holder til.
En bro til gavn for alle
Kai Raun er kultur- og fritidschef i Allerød Kommune og med i DUFs dommerkomite, der gav Teestrup 4H andenpladsen.
"Det geniale er, at Teestrup 4H ikke blot har bygget en bro både fysisk og mentalt. De har også lavet et naturområde, som både er til gavn for medlemmerne, og som alle andre kan bruge. Det er altid inspirerende, når en forening tænker ud af posen og gør en forskel", siger Kai Raun.
Broen øger interessen for klubben
Broen har ikke blot gjort det meget nemmere for børnene fra Førslev at komme hen til Teestrup 4H gård og klub, hvor de mødes for at passe dyr, lave mad, holde haver og andet sjovt.
Den har også været med til at udvikle et miljø, hvor der er åbent for alle og højt til loftet. Borgerne i de to landsbyer har fået langt mere fællesskab nu hvor de ikke behøver at køre ad fem kilometer landevej for at besøge hinanden.
Teestrup 4H har 120 medlemmer, og den nye bro har i den grad øget interessen for klubbens arbejde. Bl.a. har børnehaven i Førslev benyttet sig af, at det nu er nemmere at komme hen til gården. Også skoleklasser kommer cyklende over broen, og mange bedsteforældre er kommet forbi og har indskrevet deres børnebørn i klubben. Så broen har gjort 4H langt mere synlig i lokalområdet.
Tæt samarbejde med kommunen
Teestrup 4H tog selv initiativ til at bygge broen, og Aff Hjarnø havde under hele brobygningen et tæt samarbejde med teknisk forvaltning i Faxe Kommune.
"Vi havde selv materialerne, og vi ville gerne bygge broen med frivillige hænder. Og fordi vi selv tog initiativet, skulle vi ikke vente på en lang og tung politisk proces, før kommunen måske selv ville bygge en bro", fortæller Aff Hjarnø.
Faxe Kommune har efterfølgende godkendt broen efter de lovmæssige krav, og broen er også godkendt som “sti i landskabet.”
Inviter folk til mere fællesskab
Aff Hjarnø opfordrer andre foreninger til at bygge bro tænke anderledes og på den måde invitere folk til mere fællesskab.
"Vi har bygget en bro, sådan helt bogstaveligt. Men man kan også lave fælles banko eller noget andet. Vores opfordring går på at tænke kreativt i forhold til, hvordan man kan gøre noget sammen med andre. Ved at bygge en bro og invitere folk ind har vi fået opmærksomhed om det, vi går og laver i klubben", fortæller Aff Hjarnø.
For yderligere oplysninger:
Aff Hjarnø, Teestrup 4H gård og klub, tlf. 4086 0507.
Kai Raun, kultur- og fritidschef i Allerød Kommune og medlem af dommerpanelet, tlf. 4068 0355.
For yderligere information om DUF og foreningsprisen:
Kristoffer Gjerding, konsulent i DUF, 6020 1419.
Fakta om 4H
4H er en organisation med lokalafdelinger over hele landet. Formålet med 4H er at skabe ansvarlige og engagerede børn og unge ved at tilbyde praktiske og kreative aktiviteter i forbindelse med natur, dyr, jord og mad.
Teestrup 4H blev indstillet til DUFs foreningspris af landsorganisationen 4H.
Fakta om DUF
DUF er service- og interesseorganisation for 70 børne- og ungdomsorganisationer, der har 5000 lokalafdelinger med i alt 600.000 medlemmer. Spejdere, studenterorganisationer, kirkelige foreninger, miljøorganisationer og de politiske ungdomsorganisationer er blandt medlemmerne.
Fakta om DUFs foreningspris
Med foreningsprisen vil DUF sætte fokus på projekter og lokale initiativer, som styrker foreningslivet ved at tænke udvikling og synliggørelse med ind i det klassiske foreningsarbejde.
I 2011 er det tredje gang DUF uddeler foreningsprisen. Prisen overrækkes på DUFs delegeretmøde den 3. december.
Førsteprisen og 10.000 kroner går i 2011 til foreningen DUI-LEG og VIRKE i Trige ved Århus, nummer 2 blev Teestrup 4H gård og klub, mens foreningen Quonga i Århus blev nummer 3.
LÆS MERE: 1. og 3. pladsen - Foreningsprisen 2011
Teaterfolk får pris for nytænkning
Foreningen Quonga blev nummer tre, da DUF kårede årets forening. Quonga har skabt opblomstring hos teaterentusiasterne.
Læs mere...
Nydanskere hædres for foreningssucces
DUF har kåret DUI-LEG og VIRKE fra Århus som årets forening. En gruppe nydanske kvinder har gjort en særlig indsats for at få de nydanske børn med i foreningslivet.
Læs mere...

