
Udeliv giver børn en bedre fremtid
Når de mange spejdergrupper og miljøforeninger i DUF-paraplyen laver udendørsaktiviteter, styrkes børnenes sundhed og lærelyst, viser ny undersøgelse.
Hvis du vil have dine børn på Harvard, er der kun én ting at gøre: Send dem udenfor at lege. Det udtaler den amerikanske forfatter og debattør Richard Louv i Kristeligt Dagblad, der i sin seneste udgave sætter spot på fordelene ved udeliv.
Børn er kun halvt så meget ude
Spejder- og naturaktiviteter som en tur i skoven, på stranden, i haven eller bare et smut i parken spiller en afgørende rolle som konkurrent til indendørs- og onlinesysler som PlayStation, fjernsyn og sociale medier.
Børn i dag færdes i langt mindre grad end tidligere udendørs. Faktisk kun halvt så meget som deres bedsteforældre, da de var børn, viste en Gallup-undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening i 2009 ifølge avisen.
Og af en frisk forespørgsel fremgår det, at under halvdelen af nutidens 8-12-årige har set en snog, en vibe eller en forstening i virkeligheden.
Udelivet styrker hjerne og krop
Spejder-, natur- og miljøorganisationer gør ikke alene børn og unge til sjældne eksperter i naturen. Udelivet styrker også deres mentale og fysiske sundhedstilstand og motiverer dem til at lære, lyder konklusionen fra et nyt studie af lektor i sundhedspædagogik ved DPU Aarhus Universitet, Karen Wistoft.
Ifølge Kristeligt Dagblad beskriver den nye rapport ’Haver til maver – et studie af engagement, skolehaver og naturformidling’, hvad børn får ud af at blive undervist ude i naturen, og undersøgelsen peger samtidig på, at naturen fylder alt for lidt i børnenes hverdag.
Fremtiden tilhører de naturstærke
”I en skov eller på en eng vil børn naturligt øve sig i at finde egne grænser, og den afprøvning er vigtig for deres senere evne til at lede sig selv,” vurderer Richard Louv, hvis bog ’Det sidste barn i skoven’ har vakt røre om diagnosen ’naturunderskudsforstyrrelse’ med symptomer som depression, stress og ADHD.
Louv beklager mange forældres tendens til at ’overvåge’ børnene inden for hjemmets fire vægge, for fremtiden tilhører de naturstærke, mener han:
”Vi efterspørger kreative, selvledende samfundsborgere, men hvor skal disse fremtidens entreprenører komme fra, hvis vi konstant er over dem?”
Læs mere:
Natur- og miljøorganisationer i DUF
Friluftsekspressen, et projekt under DDS, er gået sammen med Red Barnet om at tilbyde friluftsoplevelser til udsatte børn og unge.
Spejdere inviterer 'nye' børn udenfor
På naturkatapulten.dk har Danmarks Naturfredningsforening samlet mere end 100 gode idéer til udendørs aktiviteter.

