Tip en ven
09.08.11

I demokratiets maskinrum

Af:Gunvor Bjerglund Thomsen

Politiske aktive unge fra Egypten, Tunesien, Libanon og Danmark blev samlet om dialog, demokrati og politiske værktøjer på seminar i Cairo. Berlingske besøgte demokrati-seminaret - læs reportagen.


 

Lene Frøslev fra Berlingske dækkede begivenheden, og her følger et uddrag af hendes artikel, som kan læses i sin fulde længde ved at følge nedenstående link.

 

"En kvindelig præsident. Social retfærdighed. Gennemsigtighed. Lighed for alle. Demokratisk lederskab i regionen.

De farvede post-it sedler hænger i klynger på en hvid væg i Cairo Tower, det runde blyantstårn, der er den moderne millionbys vartegn på Zamalek-øen midt i Nilen.

Danskere, egyptere, tunesere og libanesere i dette postrevolutionære demokratiseminar sidder på rad og række på umagelige stole. Vi tænker kollektivt over de 25 forskellige bud på drømme og visioner om et bedre og demokratisk Egypten, der er klistret op på væggen foran os. Og på de demokratiske geværgreb, der skal tages, for at opnå en sådan bedre verden halvanden generation ud i fremtiden.

En kulturrevolution skal der til. Et stærkere civilsamfund. Uddannelse. Ansvarlighed. Folkeligt pres. Og hårdt politisk arbejde.

"Det vil tage år. Men der er skabt en bevidsthed om, at forandring er mulig. Dét er afgørende," lyder en konklusion.

Vi er i værkstedet for næste generations politik, her et halvt år efter at de folkelige protester gjorde det af med årtiers diktatur i Egypten og åbnede døren på klem for en fremtid i demokrati og fælles forståelse. Men er det muligt? Og hvordan gør man det?

Dansk Ungdoms Fællesråd og Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut har i den forgangne uge inviteret danske ungdomspolitikere sammen med egyptiske, tunesiske og libanesiske aktivister for at udveksle erfaringer med demokratiske drømme og realiteter. Spørgsmål som magtdeling, gennemsigtighed i magtstrukturer og demokratiske værdier er blevet vendt og drejet. Konkrete værktøjer fra den politiske hverdag er formidlet videre. Og bevidstheden er styrket om, at der er mere til fælles end det modsatte hos unge med forskellige politiske udgangspunkter."

 

FAKTA: Seminaret blev afholdt af DUF og Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo i slutningen af juli. Formålet med initiativet er gennem dialog, træning og erfaringsudveksling at støtte op om de politiske ungdomsbevægelser i Egypten.

 

For spørgsmål vedrørende DUFs arbejde  i Egypten, kontakt international konsulent Gunvor Bjerglund Thomsen, gbt@(if you can see this please update your browser)duf.dk

 

I demokratiets maskinrum - del 1 

I demokratiets maskinrum - del 2