
Dialog mellem øst og vest
Børne- og ungdomsorganisationerne arbejder aktivt for at fremme dialogen mellem unge i Mellemøsten og Danmark. DUF har siden 2005 støttet ungdomsinitiativer og partnerskaber mellem foreninger i Danmark og den arabiske region.
Af Frederik Fredslund-Andersen
Unge vil gerne vide mere om Mellemøsten, viser en ny undersøgelse, som DUF har fået foretaget af Gallup. 60 procent af de adspurgte vil således gerne vide mere om Mellemøsten, og 81 procent mener, at danskere og folk fra Mellemøsten kender for lidt til hinanden. Undersøgelsen viser også, at to tredjedele vurderer, at dialog med Mellemøsten er ’særlig vigtigt’.
Det samme mener udenrigsminister Per Stig Møller:
”Det er vigtigt, fordi unge gennem dialog kan komme til at præge samfundsudviklingen i bred forstand. At unge kan komme her og komme tilbage igen og sige, at vi er fredelige fornuftige folk og omvendt.”
Dialog som nøglen til forståelse
Dialogen står i centrum for det arbejde, som DUF støtter – for eksempel politiske møder mellem ungdomspolitikere fra Danmark og Libanon, spejderarrangementer med Tunesiske spejdere og skakturneringer mellem unge i Syrien og Danmark. Dialog er det afgørende redskab til at skabe bedre forståelse.
DUF søsætter derfor et projekt, som sammen med 40 unge fra henholdsvis Jordan, Egypten og Danmark skal henlede ekstra opmærksomhed på at udvikle nye former for dialog. Dette projekt, som bl.a. skal uddanne en gruppe såkaldte dialogambassadører, er et af de emner, du kan læse mere om i denne udgave af DUF Fokus.
Forandring
Med tegninge-kriserne er Danmark kommet på dagsordenen i Mellemøsten, og dette har ofte ledt til misforståelser og opbygning af et stereotypt syn på hinanden. Dette forhold mener unge skal ændres, og 69 procent af de adspurgte i Gallup-undersøgelsen mener, at Danmark bør arbejde for at skabe dialog og forståelse mellem unge i Mellemøsten og Danmark.
Magasinet DUF Fokus ser nærmere på unges holdninger til Mellemøsten og præsenterer en lang række af de aktiviteter, som DUF støtter og laver i regionen.
Et møde mellem unge fra Danmark og Mellemøsten gør, at man hver især tagerhjem med en aden forståelse, med nedbrudte fjendebilleder og ny tillid.
Udenrigsminister Per Stig Møller

