Tip en ven

En tværpolitisk smeltedigel

Ungdomspolitikere fra Danmark og Mellemøsten har siden 2005 mødtes i et tværpolitisk netværk. Samarbejdet har udviklet sig fra et uformelt dialogforum til et etableret tværpolitisk samarbejde.

Foto: Jonas Norgaard Mortensen

Af Gunvor Bjerglund Thomsen  

DUFs netværk af danske og mellemøstlige ungdomspolitikere er et slående eksempel på, at dialog kan føre til politisk samarbejde med klare resultater på tværs af politiske overbevisninger. Noget som hverken medlemmerne af netværket eller DUF i udgangspunktet selv havde turdet håbe på. 

 

Fra højre til venstre

Hele det ungdomspolitiske spektrum i Danmark såvel som i Libanon, fra højre til venstre, er i 2009 repræsenteret i samarbejdet, som har 22 organisationer som faste medlemmer. Hensigten er løbende at involvere flere ungdomspolitiske organisationer fra andre lande i Mellemøsten og Skandinavien. DUF leder samarbejdet, men det er ungdomspolitikerne fra de to lande, der selv sætter dagsordenen og bestemmer, hvad samarbejdet skal indeholde, og hvordan det skal udforme sig.

Erfaringen er, at den brede politiske dialog nedbryder barrierer og fungerer som en solid platform for udveksling af meninger og værdier. Den udvikler stærkere netværk og partnerskaber, der arbejder i dybden med kapacitetsopbygning og organisationsudvikling. 

 

Fra dialog til samarbejde

På trods af udfordringer i form af krig, politiske kriser og interne stridigheder er resultaterne ikke til at tage fejl af. Medlemmerne oplever at være en del af et netværk, hvor der ikke alene opstår dialog mellem fremtidens beslutningstagere, men også skabes samarbejde, som går på tværs af de store politiske, kulturelle og religiøse skel. Der er flere eksempler på projekter og partnerskaber, der er blevet udviklet gennem netværket og som handler om at give unge politisk indflydelse. 

 

Inspireret af den måde, der arbejdes på i netværket, har medlemmerne på libanesisk side også etableret en ungdomspolitisk platform, hvor de på egen hånd mødes op til flere gange om måneden for at debattere og planlægge aktiviteter på tværs af de skarpt opdelte politiske fløje – noget der ikke er set før, og som ville have været uhørt for blot et år siden.

 

Et visionært fællesskab

Ungdomspolitikerne deler en vision om at række længere ud både politisk og organisatorisk, skabe øget opmærksom om unges rolle i samfundet og få indflydelse på politiske beslutningsprocesser. Gennem det tværpolitiske samarbejde er fundamentet skabt for det.

Det vigtige ved samarbejdet er, at der sker på tværs af politiske koalitioner, religion og kultur – og at dialogen fører til både politisk forståelse og personlige venskaber mellem unge.

Anne-Sophie Callesen, Radikal ungdom