Tip en ven

DUF-undersøgelse: Lokalforeningernes vilkår

85 procent af de ikke-idrætslige børne- og ungdomsforeninger rundt om i landet modtager et eller flere tilskud via folkeoplysningsloven.

21 procent af foreningerne har fået beskåret deres tilskud de seneste fem år. Kun 11 procent får mere støtte, mens resten har opretholdt deres tilskud.

I gennemsnit modtager børne- og ungdomsforeningerne 920 kroner pr. medlem om året i tilskud via folkeoplysningsloven. 

Forskellige typer tilskud
62 procent af foreningerne modtager medlemstilskud, 45 procent får uddannelses- og kursustilskud, 39 procent får lokaletilskud, 35 procent får aktivitetstilskud, og 7 procent modtager projekt- og udviklingstilskud.

78 kommuner giver tilskud til lederuddannelse, eliteidrætsprojekter og kulturelle aktiviteter.

63 kommuner har en start- og udviklingspulje.

Store forskelle på lokale- og aktivitetstilskud
I gennemsnit modtager de foreninger, der får tilskud til egne lokaler, 46.883 kr. pr. år i lokaletilskud. Tallet dækker over store udsving: Nogle foreninger modtager omkring tusind kroner om året, mens andre modtager over 400.000 kroner i lokaletilskud.

Hver fjerde kommune dækker 76-100 procent af foreningernes lokaleudgifter. Modsat har en række kommuner sænket lokaletilskuddet de seneste år, så 27 kommuner - næsten hver tredje kommune - kun dækker 65 procent af foreningernes lokaleudgifter.

Også kommunernes faste aktivitetstilskud varierer voldsomt: Nogle foreninger modtager kun 40 kroner pr. medlem om året, mens andre foreninger får op til 600 kroner.

Børn og unge forskelsbehandles
Hver femte kommune forskelsbehandler, når det gælder støtten til børn og unge. 20 procent af kommunerne giver således mindre i tilskud til de 18-25-årige.

En enkelt kommune giver kun tilskud til foreninger med mindst ti medlemmer under 18 år. I praksis udelukker det ungdomsforeninger fra støtte.


FAKTA: Om undersøgelsen
98 kommuner og knap 2.000 ikke-idrætslige børne- og ungdomsforeninger fra hele landet har deltaget i DUFs undersøgelse af foreningernes vilkår. Desuden er 13 kommunale fritidschefer blevet interviewet om deres erfaringer med tilskuddene.

Undersøgelsen, der er fra efteråret 2009, bygger i høj grad på kommunernes egne indberetninger.

Spejdere, miljøorganisationer, elev- og studenterbevægelsen, handicaporganisationer samt kulturelle, religiøse og politiske foreninger er blandt de adspurgte. 3.300 lokalforeninger fik tilsendt spørgeskemaer, og 62 procent har besvaret.

Ekspert i foreningsvilkår Hans Stavnsager fra konsulentfirmaet HAST Kommunikation har stået i spidsen for undersøgelsen af lokalforeningernes forhold.

Læs mere om foreningsundersøgelsen:
Rapport om kommunernes administration af folkeoplysningsloven...

Rapport om foreningernes syn på administrationen af folkeoplysningsloven...