
Folkeoplysningsudvalg lukker på stribe
Stadig flere kommuner nedlægger deres folkeoplysningsudvalg. Dermed mister de frivillige foreninger indflydelse, mener formand for fritidsrådet i Vordingborg Kommune.
Manglende engagement og dialog. Det er nogle af begrundelserne for, at flere nye bystyrer vælger at nedlægge deres folkeoplysningsudvalg. I stedet har flere kommuner overført udvalgets opgaver til kultur- og fritidsudvalgene og i nogle tilfælde fastholdt mere uformelle dialogmøder mellem politikere og foreninger.
Som for eksempel i Vordingborg Kommune der efter en prøvetid uden folkeoplysningsudvalg nu har gjort det til en permanent ordning. I en kronik beskriver formanden for kultur- og fritidsudvalget Birthe Helth, hvordan politikere i det tidligere folkeoplysningsudvalg ikke så meget til det frugtbare, dialogbaserede samarbejde i udvalget. Hun giver også udtryk for, at den nye vej frem uden folkeoplysningsudvalget er en succes.
Helt samme oplevelse har Jens Ole Suldrup dog ikke. Han sidder på den anden side af bordet som formand for Vordingborgs fritidsråd. Rådet, der rummer ca. 60 foreninger med alt lige fra spejdere, rollespilsforeninger til hundeklubber og sangforeninger, mødes to gange årligt med politiske repræsentanter. Men visionerne mangler, siger Jens Ole Suldrup, der også er divisionsleder i Det Danske Spejderkorps.
”Vi har ingen reel indflydelse på, hvordan kommunens midler bliver fordelt. Det havde de tidligere folkeoplysningsudvalg. Det nye fritidsråd mangler også en retning og en mission. Hvis vi kun sidder her for at se godt ud, så er det jo ligegyldigt.”
DUF er meget opmærksom
Nye tal fra Kommunernes Landsforening viser, at 24 folkeoplysningsudvalg nu er lukket, og flere er formentlig på vej. Det er betydeligt flere end de 16 kommuner, der ikke havde et folkeoplysningsudvalg i forrige valgperiode.
Det er en udvikling, som ikke imødekommer foreningslivets interesser. I en DUF-undersøgelse fra 2009 gav 80 procent af 2.000 lokalforeninger udtryk for, at de ønskede at beholde deres folkeoplysningsudvalg, så deres synspunkter bliver inddraget i kommunernes prioriteringer.
DUF holder nøje øje med, hvordan de nye rammer i kommunerne vil påvirke foreningerne og arbejder for at få størst mulig indflydelse på den kommende revision af folkeoplysningsloven.
”Vi kan ikke kræve, at kommunerne bevarer folkeoplysningsudvalgene. Men vi ønsker, at loven som minimum sikrer, at kommunerne har en dialog med foreningerne, og at kommunerne har ansvaret for at denne dialog finder sted,” siger politisk konsulent i DUF Thomas le Dous.
DUF har startet et udviklingsprojekt i Vordingborg Kommune, hvor aktive fra en lang række foreninger samles for at udvikle foreningslivet. Projektet skal blandt andet inspirere byens nye fritidsråd og kommunen til at styrke foreningernes vilkår.
Vi har ingen reel indflydelse på, hvordan kommunernes midler bliver fordelt. Det havde de tidligere folkeoplysningsudvalg. Det nye fritidsråd mangler retning og en mission.
Jens Ole Suldrup, formand Vordingsborgs fritidsråd
