Tip en ven

Fyrtårne viser vej i foreningshavet

DUF har startet udviklingsprojekter i to kommuner, hvor foreningerne samles for at forbedre deres vilkår. Kurser, netværk og synlighed er blandt de foreløbige resultater, der skal inspirere foreninger og kommuner i resten af landet.

Af Arne Simonsen

Farverige T-shirts, velstrøgne skjorter og spejderuniformer. Tøjvalget er bredt denne februaraften i Odense, hvor 50 foreningsledere er samlet i kommunens Uddannelsescenter.
Foreningslederne kommer fra 40 forskellige børne- og ungdomsorganisationer - fra rollespillere og spejdere til politisk aktive og kristne unge. På DUFs initiativ er de samlet for at møde lokalpolitikere, embedsmænd og andre foreningsaktive. Målet er at forbedre foreningernes vilkår via samarbejde og idéudveksling, og mødet er en øjenåbner, siger 23-årige Jonas Sanberg fra rollespilsforeningen Solhverv:

”Det er meget inspirerende at høre, hvordan andre foreninger udvikler aktiviteter, uddanner ledere og synliggør deres arbejde. Vi er begyndt at se nye samarbejdsmuligheder i forhold til kommunen, andre foreninger og fonde.”

Én stemme giver resultat
Og projektet, der startede i maj 2009, har skabt flere resultater. Odense Kommune har afsat ekstra 1,8 millioner kroner til foreningerne. Pengene skal bruges til konsulentbistand og kurser, så lederne bliver bedre til at hverve frivillige, finde sponsorer og udvikle foreningerne.

Kommunen er klar med flere ressourcer, når foreningerne taler med én stemme, vurderer Jonas Sanberg fra rollespilsforeningen:

”Vores dialog har allerede fået kommunen til at holde et kursus om, hvordan foreningerne fundraiser og profilerer sig. Kommunens kommunikation er også blevet bedre. Dialogen betyder, at kommunen ikke kun tænker på idrætten, men på hele foreningslivet.”

Støtte til udvikling
På stormødet dannede foreningerne et nyt netværk, så de kan samarbejde på tværs. Og kommunen er glad for, at foreningslivet nu har et forum, hvor de diskuterer fælles behov og samarbejdsmuligheder, siger børne- og ungerådmand Stina Willumsen (SF):

”Uanset om man er spejder, teaterentusiast eller petanquespiller, har man jo en række af de samme problematikker: Hvordan tiltrækker vi flere medlemmer? Hvordan bliver vi bedre til at drive vores forening? Hvordan skal vi udvikle dygtige ledere?”

Rådmand Stina Willumsen bakker op om foreningernes ønske om kurser og udviklingsstøtte. De ikke-idrætslige foreninger skal udvikle aktiviteterne, for konkurrencen med fitnesscentre, tv og andre kulturtilbud er hård:

”Men foreningerne kan noget som ingen andre kan, nemlig at skabe de stærke, forpligtende fællesskaber, som alle har brug for at være en del af. Det er vores stærkeste kort i konkurrencen, og det skal vi både styrke og markedsføre.”

Foreningsfyrtårne
Erfaringerne fra udviklingsprojekterne i Odense og Vordingborg skal inspirere foreninger og kommuner i resten af landet, siger DUFs næstformand, Rune Siglev:

”Udviklingsprojekterne fungerer som fyrtårne i vores arbejde med at forbedre foreningernes vilkår på landsplan. Projekterne viser tydeligt, at dialog med politikere og samarbejde på tværs af foreningerne giver gode resultater.”

FAKTA: DUFs udviklingsprojekter

DUF har afsat 1,1 millioner aktivitetskroner til foreningsvilkår for perioden 2009-2010.

Udviklingsprojektet i Odense begyndte i maj 2009, mens projektet i Vordingborg startede i november 2009. Derudover regner DUF med at starte udviklingsprojekter i to andre kommuner i løbet af 2010.

Mere information: Kontakt politisk konsulent Kristoffer Gjerding, telefon 39 13 40 38 eller mail: kg@(if you can see this please update your browser)duf.dk

Læs mere:  
DUFs arbejde med foreningsvilkår...

Udviklingsprojektet i Odense...

Udviklingsprojektet i Vordingborg...

Det er meget inspirerende at høre, hvordan andre foreninger udvikler aktiviteter, uddanner ledere og synliggør deres arbejde.
Jonas Sanberg, foreningsaktiv, Odense

De forpligtende fællesskaber er vores stærkeste kort i konkurrencen, og det skal vi både styrke og markedsføre.
Stina Willumsen, rådmand, Odense