Tip en ven

Nytænkende spejdere skaber succes

Utraditionelle metoder og regulær markedsføring har gjort Køgespejderne til et så succesfyldt koncept, at andre foreninger kopierer det. Gruppen har sågar medlemmer fra Sverige, der kommer, fordi de ikke kan få samme spejderoplevelse hinsides.

Fotoreportage: Køgespejderne

  • nyheder/magasinet_duf_fokus/foreningsvilkaar_i_kommunerne/nytaenkende_spejdere_skaber_succes/
  • nyheder/magasinet_duf_fokus/foreningsvilkaar_i_kommunerne/nytaenkende_spejdere_skaber_succes/

Af Charlotte Geckler

Himlen er grå, vinden bider i kinderne og temperaturen er under frysepunktet denne søndag formiddag i februar. Alligevel er 50 unge og børn helt ned til 3-års alderen mødt op i skoven tæt på Køge for, som altid hver anden søndag, at gå til spejder.

Temaet for de mindste er i dag ’Hvad foregår i naturen?’. I to timer har de små hoveder filosoferet og diskuteret, om stanniol og en banan kan forsvinde og blive til jord i naturen?

Tropsspejderne på 12-15 år befinder sig i et helt andet univers. Fra deres gruppe lyder der med jævne mellemrum morderiske skrig efterfulgt af stor latter. To kittelklædte lægestuderende fra Rigshospitalet giver de unge opgaver i førstehjælp, mens kunstigt blod drypper fra økser henslængt over skuldrene.

Selvom Køgespejderne er en del af Det Danske Spejderkorps, er der ikke mange, der bærer den traditionelle, blå spejderuniform designet tilbage i 1970’erne.
De fleste har farverigt skitøj på med et tørklæde om halsen og et læderbælte med praktiske påhæng om livet.

Vigtig signalværdi
Dog skiller lederne sig ud med deres strømlinede soft shells med et lille logo påtrykt Køgespejderne over højre brystlomme. Udstyret er ikke alene varmt og praktisk, men også et symbol på det signal, som Køgespejderne ønsker at sende. Ingen skal være i tvivl om, at her er tale om en nytænkende spejdergruppe, der forstår at markedsføre sig selv.
”Vi er en utraditionel spejdergruppe, og det vil vi gerne fortælle vores omverden. Vores mål er, at hvis der sidder nogle forældre eller børn i Køge eller omegn, som gerne vil være spejdere, så skal de vælge os,” siger Peter Erkmann, gruppeleder og primusmotor bag Køgespejdernes store forvandling.
For tre år siden valgte Køgespejderne nemlig at afskaffe de traditionelle aftenmøder i hverdagene og har nu kun aktiviteter i weekenden. Desuden solgte de spejderhytten i Køge by og købte naturområdet her i skoven ved Køge. Beslutningen blev truffet, fordi der manglede ledere, og de børn og unge der mødte op, var ofte trætte og ukoncentrerede efter en lang skole- og institutionsdag.
”Reaktionerne dengang var meget negative. Folk syntes, vi skulle gøre, hvad vi altid havde gjort. Der er også mange i dag, der synes, jeg fører mig frem og er alt for meget,” siger Peter Erkmann. Men noget tyder på, at han gjorde rigtigt i sin beslutning. 
I dag har Køgespejderne udviklet sig fra en gennemsnitlig spejdergruppe til en af Danmarks største med 190 medlemmer, 25 ledere og venteliste for nye optag.
Børn og forældre kører gerne helt fra Stevns og København for at tage del i Køgespejderne. En familie har sågar valgt at fortsætte, selvom den nu bor i Sverige.

 

Bogholderiet er outsourcet
Over et bål simrer en stor gryde suppe og spreder duften af søde tomater. Forældrene, som skal være med hos de 3-6-årige, skutter sig i varmen fra ilden. Der skænkes kaffe fra medbragte termokander i store plasticøseskeer, der senere vil udgøre suppeskåle.
Mens suppen koger færdig, tumler de små rundt på grusgravens vægge, finder pinde og finder på, her hvor legen og spejderlivet leves efter naturens præmisser.

Flemming V. Nielsen, der er far til de to spejdere – Simone på 10 år og Signe Mai på 5 år, fortæller, at familien, der er tilflyttere, har fået mange nye venner via Køgespejderne.
”Det er ikke kun børnene, der får noget ud af at gå til spejder. Vi forældre nyder også at være her i naturen. Det er en dejlig måde at være sammen med sine børn og andre mennesker på. Vi kommer hjem med fornyet energi og røde kinder hver søndag,” siger han.

Ifølge Peter Erkmann er forældrene kernen i Køgespejdernes succes, fordi nye ledere bliver rekrutteret fra forældregruppen og er dermed med til at binde hele konceptet sammen.
”Vi har tilpasset vores spejdergruppe den moderne familie. Forældrene vil gerne være sammen med deres børn, men det gør ikke noget, at de også selv får en dejlig oplevelse ud af det,” siger Peter Erkmann og tilføjer, at 50 andre lokalgrupper landet over har kopieret Køgespejdernes familiekoncept. 

Førhen brugte Peter Erkmann og de andre ledere meget tid på bogholderi og generel administration. Men det var noget værre bøvl.
”Folk går pludselig ned med stress, bliver syge, skilt eller flytter, og så falder det hele sammen,” siger han.
Derfor er bogholderiet nu outsourcet til professionelle. Det har frigivet en masse tid og energi, og Peter Erkmann kan nu koncentrere sig om at markedsføre Køgespejderne ved at skrive pressemeddelelser og fundraise penge til gruppen, hvilket ifølge Peter Erkmann er en forudsætning for at være en succesrig, frivillig forening.
”Markedsføring er de frivillige foreningers største udfordring. Altså næstefter, at man skal have noget godt at tilbyde.”

Markedsføring er de frivillige foreningers største udfordring. Altså næstefter, at man skal have noget godt at tilbyde.
Peter Erkmann, gruppeleder i Køgespejderne