Tip en ven

Kvinde kend din ret

Politisk neutralitet er afgørende for den nystiftede organisation AYAD, hvor unge dansk-afghanere skaber bindeled mellem deres oprindelige kultur og det danske samfund. Kvinders ligestilling kan der officielt ikke stilles spørgsmålstegn ved, men i det skjulte kæmper de for deres position.

 

Af Charlotte Geckler

Det mørke, lange hår bølger efter stålsatte skridt i små ballerinaer. Fyldte læber er tegnet op med mørkerød farve. En lille, chik nederdel med tilhørende beige jakke smyger sig om de velformede hofter.

”De sidste par måneder har jeg udviklet mig mere end nogensinde. Jeg er gået fra at være en pige til en kvinde, og jeg er også blevet meget mere bevidst om, at jeg bærer to kulturer,” siger den 21-årige jurastuderende, Zohal Masood, og hentyder til sit bestyrelsesarbejde i AYAD, Afghan Youth Association in Denmark, der blev stiftet i november sidste år.

Foreningen har i dag godt 50 betalende medlemmer, men mere end 500 tilknyttede unge dansk-afghanere via AYADs facebook-gruppe.

Politisk neutralitet 

Zohal fortæller om sin højt uddannede familie med magtfulde positioner i det afghanske samfund. De måtte flygte grundet krigen, da Zohal var seks år gammel. Detaljerne udelades på tryk, fordi Afghanistan er i krig, og de mange flygtninge gennem de sidste 30 år modstridende opfattelser af, hvordan den blodige konflikt er opstået.

Af samme årsag er det vigtigste fundament i den nyoprettede forening politisk, etnisk og religiøs neutralitet. Emnerne er ikke på dagsordnen og bliver ikke nævnt med et ord.

”Det ville skille os ad. Vi fokuserer ikke på, hvad Afghanistan er. Vi tænker på at få opbygget vores organisation og give vores medlemmer nogle tilbud,” siger Zohal.

Parallelsamfund

Hun ved godt, der er nogle, der kritiserer foreninger som AYAD for at skabe parallelsamfund i Danmark. Men hun understreger, at AYAD netop har til formål at skabe et link mellem afghanske unge og Danmark.

”Jeg kan godt forstå, at man ikke vil finansiere de foreninger, der lukker sig om sig selv. Men det gør vi ikke,” siger hun og fortsætter: 

”Vi har en afghansk, kulturel baggrund, men vi er også danskere, og vi vil være en del af det danske samfund. Vi taler dansk og taler om Danmark i AYAD.  Vores vision er at være et informationslink mellem danskere og unge afghanere.”

Zohal fortæller, at uddannelse og arbejdsmarkedet er AYADs primære fokusområde. De unge vil organisere en studievejledning og mentorordning, men der skal også være fokus på dem, der ikke klarer sig så godt.

”Heldigvis er det meget sjældent, vi hører om unge, kriminelle afghanere. De klarer sig generelt godt og har gode udannelser. Men når vi bliver mere etablerede, vil vi også gerne have fat i de unge, der har potentialet til at komme på afveje,” siger Zohal.

Kvinders ligestilling

Som hun sidder her åben, smilende og uden tøven, er det svært at forstå, at hendes kulturelle baggrund har noget tilfælles med de burkaklædte kvinder fra Afghanistan, man ser portrætteret i medierne.

Men lidt er der fulgt med. For selvom kvinderne i AYAD officielt har ligestilling og udgør tre ud af de ni pladser i bestyrelsen, så må Zohal alligevel følge nogle uformelle regler.

”Jeg kan ikke benægte, at der er et skel mellem kvinder og mænd i organisationen,” siger hun og fortæller, at det kan være en kamp at sætte sig selv i respekt blandt mændene.

Hun understreger, at internt i bestyrelsen er der en meget respektfuld og anerkendende tone over for de kvindelige medlemmer.

Men hun ved, at der i krogene stilles spørgsmålstegn ved det rigtige i, at kvinder indgår på lige fod med mændene.

”Jeg har fået påpeget, at jeg er for moderne, for direkte og for fremmelig. Bare det, at jeg har en holdning, kan støde nogen,” siger Zohal.

Hun trøster sig dog med, at der selv i Danmark stadig ikke er reel ligestilling, så hvordan skulle Afghanistan have opnået det efter 30 års krig, spørger hun og retter sig i stolen: 

"Jeg siger ikke, kvinde kend din plads. Jeg siger, kvinde kend din ret.”

FAKTA: AYAD

Afghan Youth Association in Denmark (AYAD) er en landsdækkende forening for unge afghanere, der opholder sig i Danmark. AYAD er en af DUFs 12 partnerskabsprojekter, hvor medlemsskaren er helt eller fortrinsvist nydanske unge. Som partnerskabsprojekt forsøger DUF at styrke og udvikle AYAD gennem kurser og konsulentrådgivning vedrørende foreningsorganisering, kommunikation mv. For de deltagende nydanske ungdomsorganisationer er det langsigtede mål, at de kommer til at fungere på lige fod med de mere etablerede børne- og ungdomsorganisationer og med tiden kan indgå i eksempelvis DUF. 

FAKTA: Bestyrelsen

AYADs bestyrelse består af:

Formand: Ahmad Farjad, 24 år, Århus, finanselev i Nordea. 

Næstformand: Khaled Alizai, 21 år, Århus, fysik- og astronomi-studerende ved Århus Universitet. 

Fawad Mastour, 18 år, Kolding, gymnasieelev. 

Waheed Faiz, 25 år, Århus, studerer økonomi og international business.

Zohal Masood, 21 år, København, jura-studerende ved Københavns Universitet.

Rahim Naimi, 24 år, København, bachelor ved Københavns Universitet.

Lida Naderi, 27 år, Horsens, sygeplejerskestuderende. 

Rona Naghizadeh, 26 år, Århus, psykologistuderende ved Århus Universitet.

Nissar Ahmad Khurrami, 25 år, Lyngby, IT-revisor-Trainee hos Ernst & Young samt HD-studerende på CBS.

Rosa Forozan Faizzad, 25 år, Århus, folkeskolelærer.

 

Jeg kan godt forstå, at man ikke vil finansiere de foreninger, der lukker sig om sig selv. Men det gør vi ikke. Zohal Masood, bestyrelsemedlem, AYAD