Tip en ven

Nydanskere i demokratiets skole

DUF samarbejder med 12 nydanske ungdomsorganisationer, der indføres i danske foreningstraditioner. Kritikere advarer mod et parallelt foreningsliv for nydanskere. DUF mener, at nydanskerne med tiden vil engagere sig i resten af samfundet.

Af Arne Simonsen

I 2009 fik unge nydanske kvinder for første gang et landsdækkende netværk og et ansigt udadtil. Med hjælp fra DUF stiftede en gruppe kvinder nemlig FUNK – Forening for Unge Nydanske Kvinder. Via DUFs Partnerskabsprojekt har de nydanske kvinder været på kurser, fået tilskud til projekter og rådgivning om foreningsarbejde.

FUNK har 350 medlemmer og kontakt til flere hundrede nydanske kvinder. Og foreningen var ikke blevet en realitet uden DUFs støtte, siger foreningens formand, 25-årige Rosa Forozan Faizzad:

”Partnerskabsprojektet er en nødvendighed for nystartede nydanske foreninger. Da vi stiftede FUNK havde jeg aldrig selv været aktiv i en forening eller lavet frivilligt arbejde, så der har virkelig været meget, jeg skulle lære,” siger Rosa, der kom fra Afghanistan til Danmark som treårig. 

De nydanske kvinder arbejder for et mere tolerant Danmark, hvor forskellighed er noget positivt. Foreningen vil engagere kvinderne i foreningslivet, fremme integrationen og mindske kulturkløften. De foreningsaktive kvinder blander sig i samfundsdebatten og holder foredrag, hvor de forsøger at lokke nydanske kvinder ud af busken:

”Vi siger til dem, at det kan godt være, at hverken du eller dine forældre er født i Danmark. Men du bor her, og derfor må du bidrage. Det er faktisk dig og dine børn, der får gavn af det. Vi har alle sammen ressourcer, og hvis vi alle bidrager lidt, kan vi ændre samfundet positivt,” siger Rosa, der er uddannet lærer.

En skole i demokrati
Foreningen af Unge Nydanske Kvinder er en af de 12 nydanske børne- og ungdomsorganisationer, der er med i DUFs Partnerskabsprojekt. Projektet skal styrke foreningerne gennem kurser, netværksdannelse, erfaringsudveksling og økonomisk støtte.

”Vi træner de nydanske foreninger i den danske foreningsmodel med opbygning af lokalforeninger, vedtægter og foreningsdemokrati. De lærer at lave et projekt og sætte sig mål. Vores Partnerskabsprojekt er en skole i demokrati og foreningsliv på dansk manér,” siger DUFs organisationskonsulent, Noman Malik.

Frygten for parallelsamfund
Partnerskabsprojektet finansieres af Integrationsministeriet, og i perioden 2008-2011 er der afsat 3,5 millioner kroner til projektet. Målet er, at de nydanske foreninger bliver selvkørende, og at nydanskerne bliver aktive i resten af foreningslivet.

Kritikere advarer dog imod, at der opbygges et parallelt foreningsliv for nydanskere.

”Det er vigtigt, at man afviser parallelsamfund. Dem kan vi ikke bruge til noget. Fokus må være på at få så få indvandrere til landet som muligt og blive bedre til at integrere dem, vi har taget imod,” siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Peter Skaarup.

Han mener, at det er langt bedre at støtte nydanskerne i at blive aktive i de velkendte ungdomsforeninger frem for at støtte dem i at opbygge deres egne foreninger.

”Jeg forstår ikke ræsonnementet bag, at man skulle gå via egne foreninger først. Hvorfor ikke deltage i de danske foreninger? Det allerbedste indvandrere og efterkommere kan gøre er at ’mænge sig’ med danskere,” siger integrationsordfører Peter Skaarup.

Samarbejdet breder sig
De nydanske foreninger har imidlertid gjort frygten for lukkede parallelsamfund til skamme, påpeger DUF-konsulent Noman Malik.

Partnerskabsprojektet har ført til, at de nydanske foreninger samarbejder med de etnisk danske ungdomsforeninger. To nydanske foreninger - Dansk Anatolien Ungdom og Foreningen for Unge Nydanskere - er blevet medlem af DUF, hvor de møder hele foreningslivet. Og stadig flere nydanske unge fra de etniske foreninger er engagerede i samfundsdebatten.

”Inddragelse af nydanskere er en langsom proces. Vi kan ikke tvangsindmelde nydanskere i foreningslivet, og man kan ikke tvangsdemokratisere.

Partnerskabsprojektet og styrkelsen af de nydanske foreninger er første skridt. De unge nydanskere opnår kompetencer, som de senere kan bruge til at engagere sig i for eksempel skolebestyrelser, boligforeninger, partipolitik og samfundsdebat,” siger DUF-konsulent Noman Malik.

Unge på balancegang
Samarbejdet mellem de nydanske foreninger og resten af foreningslivet handler om, at nydanskerne skal lære at balancere mellem to kulturer, mener 23-årige Amela Drljevic, der er formand for Bosnisk Ungdoms Forbund med 250 medlemmer.

”Det er vigtigt at beholde sin identitet. Mange stræber efter at blive fuldstændig danske, og undervejs mister de den oprindelige del af sig selv. Partnerskabsprojektet muliggør, at man kan tage det bedste fra alle kulturer og bygge videre på den kultur, man er opdraget med.”

Amela Drljevic, der kom til Danmark som 5-årig, understreger, at DUFs kurser og dialogen med andre ungdomsforeninger giver nydanskerne kompetencer til at engagere sig i resten af samfundet:

”Dermed udnytter man også alle de forskellige kompetencer, der findes i vores samfund,” siger Amela, der læser til tandlæge.

Trygge rammer
Formanden for Forening af Nydanske Unge Kvinder ser også de nydanske foreninger som første skridt i bestræbelserne på at gøre nydanskere mere engagerede i samfundet:

”I Partnerskabsprojektet møder vi foreninger med lignende problemstillinger, der ofte er kulturelt- eller religiøst betinget. Derfor har vi noget tilfælles, som vi kan hjælpe hinanden med. Partnerskabsprojektet og de nydanske foreninger er et trygt sted at lære spillets regler, men et større samfundsengagement kræver mange små skridt,” siger Rosa Forozan Faizzad.

FAKTA: DUFs Partnerskabsprojekt

DUFs Partnerskabsprojekt – et samarbejde med 12 nydanske ungdomsorganisationer – blev oprettet i 2008 med et budget på knap 3,5 mio. kr. over tre år.

Foreningerne har i alt over 4.000 medlemmer, men har kontakt til langt flere nydanske unge.

Læs mere om DUFs Partnerskabsprojekt...

Foreninger i DUFs Partnerskabsprojekt

Partnerskabs-foreninger:                      Antal medlemmer:


FUNK - Forening for Unge Nydanske Kvinder                             350

USI - United Somali International                                          1.200

Brobyggeren - dansk-tamilsk ungdomsforening                          35

FOKUS-A, Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere 370
 
Palung - Palæstinensisk Ungdom                                              150

MID - Muslimer i Dialog                                                           552

O.N.E. - Organisation-Netværk-Erfaringsudveksling                    325

Semerkand Ungdom                                                                127
 
Dansk Arabisk Ungdom                                                             38

AYAD - Afghan Youth Association in Denmark                              50

BUF – Bosnisk Ungdoms Forbund                                              250

KURS – dansk-tyrkisk forening                                                 650   

Da vi stiftede FUNK havde jeg aldrig selv været aktiv i en forening eller lavet frivilligt arbejde, så der har virkelig været meget, jeg skulle lære.
Rosa Forozan Faizzad, formand, Forening for Unge Nydanske Kvinder

Vores Partnerskabsprojekt er en skole i demokrati og foreningsliv på dansk manér.
Noman Malik, DUF-konsulent

Det er vigtigt, at man afviser parallelsamfund. Det allerbedste indvandrere og efterkommere kan gøre er at ’mænge sig’ med danskere.
Peter Skaarup, integrationsordfører, Dansk Folkeparti

Inddragelse af nydanskere er en langsom proces. Vi kan ikke tvangsindmelde nydanskere i foreningslivet, og man kan ikke tvangsdemokratisere.
Noman Malik, organisationskonsulent, DUF

Det er vigtigt at beholde sin identitet. Mange stræber efter at blive fuldstændig danske, og undervejs mister de den oprindelige del af sig selv.
Amela Drljevic, formand, Bosnisk Ungdoms Forbund