
Rapper skal rådgive ministeren
En opvækst i den iranske, militaristiske modstandsbevægelse PMOI har lært næstformanden i Ny-Dansk Ungdomsråd, Ali Sufi, at stå ved sine meningers mod. I dag kæmper han for de mange utilpassede drenge med anden etnisk baggrund, som han appellerer til via rap-musikkens univers.

Kasketten er trukket godt ned i panden. Den store hættetrøje får den spinkle krop til at syne af endnu mindre. 28-årige Ali Sufi har sat sig helt ud på kanten af den sorte hjørnelædersofa, der, foruden den obligatoriske fladskærm, udgør møblementet i hans og hans sambos stue i Valby.
Siden kl. 7 i morges har han været i sving for at gøre lejligheden ren. Toilettet funkler og stuen dufter frisk og indbydende. Ali Sufi skænker æblete i snegleformede glaskopper og tænder den første cigaret.
Ved første indtryk kunne Ali godt forveksles med de berygtede utilpassede indvandrere. Men flere forhold taler imod, og som man lærer ham bedre at kende, bliver man klar over, at ingen etiketter nogensinde vil kunne rumme betegnelsen - Ali Sufi.
Han udstråler en ro og en sikkerhed, som de færreste. Det til trods for en barndom, enhver børnepsykolog ville stille sig skeptisk overfor.
Militaristisk opvækst
Født i Iran. 6 måneder gammel, blev han skilt fra sine forældre, for igen som 3-årig at blive forenet med dem. Det skete i den irakiske ørken, hvor Sadam Hussein husede iranske modstandkæmpere fra PMOI – People’s Mojahedin Organization.
Samværet var dog forbeholdt weekenden, da Alis forældre i hverdagene kæmpede for et muslimsk, men sekulariseret, demokratisk Iran, uafhængigt af vestens olieinteresser.
Da Ali var 9 år gammel, var situationen så kritisk for PMOI, at bevægelsen besluttede at massesmugle alle deres børn til Europa, uden voksne medpassagerer.
”Jeg husker det som et eventyr. Vi troede, vi skulle på ferie i Europa og vende hjem til et frit Iran, ” siger han.
Efter flere måneders flakken rundt i Europa, endte han hos en iransk middelklassefamilie i et parcelhuskvarter i Århus, som sympatiserede med PMOI. Det var et kæmpe kulturchok for Ali.
”Her kom jeg fra en militaristisk bevægelse ude i ørkenen omgivet af børn. Min nye familie var superborgerlige og meget stille, men de var vanvittigt søde og behandlede mig næsten bedre end deres egen søn.”
Intellektuel rap-star
Han så aldrig sin mor igen, der døde af et hjertestop. Til gengæld blev han senere familiesammenført med sin far i Århus.
”Jeg havde forståelse for mine forældres kamp, så jeg har aldrig været sur over, at de var nødt til at sende mig væk,” siger Ali.
Historien om Alis kaotiske liv er alligevel vigtig at få med, for den fortæller noget om Ali og hans mission med livet.
Alt imens han kæmper med at afslutte sit speciale på RUC i offentlig forvaltning og planlægger bryllup med sin kæreste, er han professionel rapper.
På YouTube har han mere end 50.000 visninger på sit store hit ’Okay okay’ fra 2008 og over 20.000 visninger på flere af hans seneste videoer.
”Jeg rapper for at gøre opmærksom på de undertrykkende samfundsmekanismer, der blandt andet gør, at unge indvandrerdrenge ligger allernederst i det danske hierarki,” siger Ali Sufi.
Han lægger ikke skjul på, at netop de utilpassede drenge er på hans dagorden, når de konkrete aktiviteter i Ny-Dansk Ungdomsråd skal formes. Et råd Ali Sufi blev opfordret til at stille op til, hvilket resulterede i en plads som næstformand.
Farlig udvikling
Ali Sufi forklarer, at nogle unge nydanskere har det så skidt og føler sig så afmægtige over for det danske samfund, at de er lette ofre for alternative miljøer som indvandrerbander og fundamentalistiske organiseringer, hvor de kan få den opmærksomhed og accept, som danskerne nægter dem.
”De føler virkelig, at danskerne hader dem og allerhelst ville smide dem ud over Somalia i faldskærme. Hvad gør man så? Det er en rigtig farlig udvikling, der er sket gennem de sidste årtier, hvor etniske minoriteter lægges for had og ses ned på.”
Ali Sufi har belæg for sine udsagn. For ved siden af alle sine andre aktiviteter arbejder han også som rollemodel for Købehavns Kommune, hvor han tager ud på folkeskoler og taler med de unge nydanskere om uddannelse og livet på godt og ondt.
Læg dertil et vikariat i en modtageklasse i Rødovre, foredragsholder for Salaam Film og Dialog, hvor han gennem filmens verden forsøger at nedbryde kulturbarrierer mellem gamle og nye danskere. Og endelig underviser han i tekstskrivning og rap.
Den viden og de erfaringer han får fra sit arbejde, kan han i høj grad bruge i Ny-Dansk Ungdomsråd, hvor han sammen med de andre rådsmedlemmer skal rådgive integrationsministeren og andre relevante politikere og embedsfolk i forbindelse med nye tiltag og ideer til at forbedre nydanskeres situation.
Samtidig skal rådet også nå ud og skabe dialog med unge for at få deres bud på en bedre fremtid.
Fair chance
”Pigerne klarer sig jo rigtig godt, men mange drenge falder igennem. Det sker allerede i folkeskolen. De kan ikke sidde stille. De har hverken den sociale eller kulturelle ballast til at kunne klare sig, samtidig er de oppe imod disse strukturer i samfundet,” siger han.
Ifølge Ali Sufi går problemerne igen eksempelvis i USA, Frankrig, England og Holland. Han mener, det blandt andet kan tilskrives en samfundsdrejning, hvor straf og socialpolitik går hånd i hånd.
Han anerkender dog, at Danmark – og den nuværende regering – også har gjort meget i forsøget på at rette op på de mange skævheder.
”Heldigvis er der jo også rigtig mange danskere, der er venligsindede og medmenneskelige. Det bedste man kan gøre er ikke at sætte folk i bås. Men give alle dem man møder på sin vej en fair chance for at vise, hvem de er.”
Det er en rigtig farliv udvikling, der er sket gennem de sidste årtier, hvor etniske minoriteter lægges for had og ses ned på. Ali Sufi, næstformand, Ny-Dansk Ungdomsråd.
Jeg havde forståelse for mine forældres kamp, så jeg har aldrig været sur over, at de var nødt til at sende mig væk. Ali Sufi, næstformand, Ny-Dansk Ungdomsråd.
