Tip en ven

Unge nydanskere kommer til orde

Nyt råd af unge nydanskere skal rådgive politikere i forsøget på at rette op på den fejlslagne integration. Venstres integrationsordfører tager initiativet seriøst.

 

Af Charlotte Geckler

 

Bandekrig, kriminalitet og fundamentalisme. Det er ikke just positive superlativer, der forbindes med unge nydanskere. Men det vil Ny-Dansk Ungdomsråd, der er drevet af DUF og støttet af Integrationsministeriet, sætte en stopper for. Regeringen glæder sig over initiativet.

"Vi har virkelig brug for at få unge nydanskere inkluderet i debatten. De skal vide, at det betaler sig at deltage i demokratiet,” siger Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen.

En af hensigterne med Ny-Dansk Ungdomsråd er, at det skal rådgive politikere, ministerier og andre myndigheder, så indsatsen for at inkludere flere nydanskere i samfundet bliver bedre og mere målrettet.

"Jeg glæder mig meget til at samarbejde med det nye råd. Jeg lover i alt fald, at jeg vil lytte til det, Ny-Dansk Ungdomsråd siger og tage deres indspark seriøst.”

Sociale problemer

22-årige Samira Ahmad, der til dagligt læser økonomi ved Københavns Universitet, er formand for rådet. Hun mener, at et stort problem i forhold til nydanskere er, at det er kulturen, der står for skud, når der tales om en mislykket integration. 

Kultur er blevet den nemmeste, åbenlyse forklaring på problemerne. Men det handler mere om sociale forhold, som udannelse og ressourcer. Det spiller en stor rolle i forhold til, hvordan man klare sig. Ganske ligesom det gør for danskerne generelt,” siger formanden, der er født og opvokset i Danmark. Hendes forældre flygtede fra Afghanistan, da Taleban overtog landet.

Foruden rådets rådgivende funktion er det også hensigten, at rådet skal sætte konkrete aktiviteter i søen og blande sig i den generelle debat.

I forbindelse med den nye udlændingelov sendte rådet et høringssvar med flere positive, men også kritiske punkter. 

Og Samira Ahmad er nu fast klummeskribent for metroXpress, hvor hun på humoristisk vis kommer med bud på, hvordan nydanskere bliver mere inkluderet i det danske samfund.

Vores vision er at ændre på tonen. For eksempel siger vi ikke integration, fordi det ord er så slidt og betændt, men bruger i stedet ordet inklusion,” siger Samira Ahmad.

Hun forklarer, at det måske lyder banalt, men at det har helt afgørende betydning for unge, der skal finde deres identitet, at de kan identificere sig med positive ord og historier.

Nudansk grundlovsdag   

Grundlovsdag blev omdannet til Nudansk grundlovsdag, hvor rådets medlemmer traditionen tro holdte taler og kippede med dannebrog til arrangementer i Vollsmose, Mjølner- og Gjellerupparken. Flere hundrede unge var mødt frem. De blev samtidig opfordret til at tage del i foreningslivet via de mange foreningsrepræsentanter bag boder, der bugnede af foldere og anden information.

Flere af rådets medlemmer er selv aktive i danske foreninger.

"Desværre er der ikke så mange nydanskere, der er aktive i foreningslivet. Det er en eminent vej til at blive inkluderet og få indflydelse, så det er et af vores store fokusområder.” siger Samira Ahmad.

Det store spørgsmål er, om netop dette råd kan bidrage med noget nyt i forhold til andre tidligere integrationsråd, der ikke har gjort nogen iøjefaldende forskel.

Tidligere råd har manglet de unge, og har ikke forstået de unges problematikker og udfordringer. Jeg mener, at de ikke har løftet opgaven godt nok. Vi kan bidrage med noget nyt, netop fordi vi er unge, og så har vi et stort og mangfoldigt bagland blandt unge nydanskere, der støtter os, ” siger Samira Ahmad.

FAKTA: NDUs bestyrelse

Over 80 unge med vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde havde ansøgt om at komme med til Ny-Dansk Ungdomsråds stiftende møde i februar måned 2010. 14 repræsentanter blev valgt til selve rådet.

 

Formand, Samira Ahmad, 21 år, Roskilde, læser økonomi

Næstformand, Ali Sufi, 28 år, København, læser samfundsvidenskab og rapper

Ahmet Günes, 23 år, Århus, arbejder hos en autoforhandler

Tarek Siad Hussein, 17 år , Vejle, går i 2.g

Cagdas Citirikkaya, 21 år, Århus, læser statskundskab

Hüseyin Yücel, 17 år, Hedensted, går i 2. g

Senay Arikan, 27 år, København, arbejder i Kvinderådet

Haifaa Awad, 24 år, Hillerød, læser medicin

Nihad Hodzic, 19 år, Randers, arbejder som lærervikar

Halit Sert , 21 år, Allerød, læser jura

Özcan Arjulovski, København, søger ind på journalisthøjskolen

Masoumeh Fazli, 24 år, Odense, læser klinisk diætik

Ahsan Bilal Ameen, 17 år, København, går på Handelsgymnasium

Inaam Abou Khadra, 19 år, Odense, går i 3.g

Jeg glæder mig meget til at samarbejde med det nye råd. Jeg lover i alt fald, at jeg vil lytte til det Ny-Dansk Ungdomsråd siger og tage deres indspark seriøst.

Karsten Lauritzen, integrationsordfører, Venstre

Tidligere råd har manglet de unge, og har ikke forstået de unges problematikker og udfordringer. Jeg mener, at de ikke har løftet opgaven godt nok.

Samira Ahmad, fomand, Ny-Dansk Ungdomsråd