Tip en ven

DUF støtter idérige unge

De fleste tips- og lottokroner går til det etablerede foreningsliv. Men DUF støtter også ikke-foreningsaktive unge, der laver nyskabende aktiviteter.

Af Arne Simonsen

Et kritisk kvindemagasin, der langer ud efter damebladenes fokus på forbrug og udseende. En udendørs koncert for børnene på landets asylcentre. Og et omrejsende ’Menneskebibliotek’, hvor borgere kan ’låne’ muslimer, handicappede og homoseksuelle for at nedbryde fordomme via dialog.

Det er nogle af de projekter, DUFs InitiativStøtte har givet støtte til. En del af tips- og lottomidlerne går nemlig til nyskabende aktiviteter, hvor de unge ikke behøver være foreningsaktive. Hvert år uddeler DUF således cirka tre millioner kroner til omkring 100 projekter.

Kreativ samfundsdebat
For eksempel har fire unge kvinder fået støtte til et magasin, der kritiserer de traditionelle dame- og mandeblade:

”Vi synes, at kønsfremstillingen er ekstrem stereotyp. Og der opfordres til et uansvarligt storforbrug,” siger Sidsel Hummelgren, der er RUC-studerende.

DUF har støttet projektet med knap 40.000 kroner. I efteråret 2008 uddelte kvinderne magasinet på Rådhuspladsen og debatterede kønsroller med forbipasserende. Og siden har kvinderne deltaget i en række debatarrangementer og diskussioner i medierne.

”Støtten gav os mulighed for at skabe debat og benytte vores demokratiske ret til at indvirke på den kultur, vi selv er en del af,” siger Sidsel Hummelgren.

Hjælp til asylbørn
I et andet projekt har tre unge kvinder fået penge til udendørskoncerter for børnene på fire asylcentre. De unge kvinder organiserede koncerterne, hvor en række musikskoler og amatørmusikere spillede.

Mange af de 250 børn og unge, der bor på asylcentrene, har mistet forældre og søskende. Men for en tid fik musikken dem til at glemme krig og traumer, fortæller initiativtager Stine Hoff.

”Det er fantastisk at se dem - de griner og smiler. Det gør én glad, når man har knoklet frivilligt mange aftener og weekender,” siger 29-årige Stine Hoff, en af de tre projektfolk.

Udover at give asylbørnene en god oplevelse, så har projektet også skabt nye relationer mellem asylsøgere og danskere uden for centrene, fortæller Stine Hoff:

”Flere af de danske børn er blevet chokerede over asylsøgernes forhold. Og musikskoleeleverne giver den virkelig gas for at give asylbørnene en god oplevelse.”

Lån et menneske
Både koncerterne og kvindemagasinet har skabt medieomtale og debat. Det gælder også projekt ’Menneskebibliotek’, der fik 70.000 kroner fra DUFs InitiativStøtte.
Under overskriften ’Lån et menneske og bliv klogere’ kunne borgere i flere byer snakke frit med homoseksuelle, muslimer, handicappede og andre, der ofte mødes med fordomme.

19-årige Safaa Chamali var blandt de levende bøger, som forbipasserende kunne spørge og diskutere med:

”Det har givet mig en mulighed for at afkræfte fordomme om muslimske piger, og det har samtidig givet mig et indtryk af, hvordan danskerne opfatter mig,” siger Saffa Chamali, der er halvt libaneser og halvt palæstinenser.

FAKTA: InitiativStøtten

DUFs InitiativStøtten giver tilskud til projekter for og med børn og unge, og det er ikke et krav, at deltagerne er foreningsaktive. Projekterne skal være nyskabende, børne- og ungestyret og baseret på frivilligt arbejde.

Støtten gav os mulighed for at skabe debat og benytte vores demokratiske ret til at indvirke på den kultur, vi selv er en del af.
Sidsel Hummelgren, initiativtager, kvindemagasin

Det er fantastisk at se asylbørnene - de griner og smiler. Det gør én glad, når man har knoklet frivilligt mange aftener og weekender.
Stine Hoff, koncertarrangør