Tip en ven

Foreningernes fremtid på spil

De sidste par år har danskerne brugt færre penge på tips, lotto og andre danske spil. Det rammer kultur- og fritidslivet, der får del i spiloverskuddet. Støtten til almennyttige formål er skåret med 107 millioner kroner på ét år. Regeringen vil nu revidere tips- og lottoloven, og en ny støtteordning afgør foreningslivets fremtid.

Af Arne Simonsen

Foreningslivets økonomi vakler, hvis overskuddet fra danskernes indkøb af spil fortsat falder. For når spilleglade danskere køber færre skrabelodder, lottokuponer og andre danske spil, går foreningerne glip af tilskudsmillioner.

Regeringen har besluttet, at tips- og lottoloven skal revideres, og en ny støtteordning er nu i støbeskeen.

”Foreningslivet er afgørende for vores demokrati. Derfor er vi meget optaget af at finde en model, hvor foreningslivets økonomiske vilkår ikke forringes,” siger de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær.

Også oppositionen mener, at revisionen af tips- og lottoloven skal sikre, at støtten til foreningslivet ikke mindskes:

”Et rigt og sprudlende foreningsliv er kittet i samfundet. Det vil have alvorlige konsekvenser for demokratiet og velfærdssamfundet, hvis vi svækker rammerne for foreningslivet,” siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.

Økonomien i fare
Tips- og lottomidlerne er en af de største indtægtskilder for kultur- og fritidslivet, og et faldende spiloverskud bringer således foreningslivets økonomi og aktiviteter i fare. Hele foreningslivet bliver alvorligt ramt, når spilindtægterne falder år efter år, fastslår Martin Justesen, der er formand for DUF:

”Danske Spils faldende indtjening rammer alle modtagere af tipsmidler – lige fra idrætten til spejdere og handicaporganisationer. Derfor haster det med en lovrevision. Der er brug for en model, der sikrer foreningernes økonomi. Og hvis lovrevisionen trækker ud i årevis, mens tilskuddene falder, bør en overgangsordning med ekstra tilskud overvejes.”

Stor samfundsværdi
I 2008 modtog kultur- og fritidslivet 1,5 milliarder kroner fra tips- og lottomidlerne. Heraf fordelte DUF 115 millioner til det samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde.

Magasinet DUF Fokus fortæller, hvordan ungdomsorganisationerne bruger tipsmidlerne, og hvordan en række politikere ser på foreningslivets økonomi og samfundsværdi.

Hele foreningslivet bliver alvorligt ramt, når spilindtægterne falder år efter år. Der er brug for en model, der sikrer foreningernes økonomi.
Martin Justesen, formand, DUF