Tip en ven

Borgerlige vil sænke valgretsalderen

Traditionelt er højrefløjen på Christiansborg imod at sænke valgretsalderen, men i kommunerne forholder det sig ofte omvendt. Her hilser blandt andre Allerøds konservative borgmester 16-års valgret velkommen.

 

Af Charlotte Geckler

 
Unge er ekstremistiske og ’røde’, når de stemmer. Desuden ved de ikke nok om politik, hævder kritikere af 16-års valgret. Men selvom der skulle være hold i argumenterne,
så skræmmer det ikke den konservative borgmester i Allerød Erik Lund.


”Måske ville hovedparten af de 16-17-årige stemme rødt, hvis de for fremtiden fik stemmeret. Men hvad så? Det ville da være utroligt enøjet, hvis man kun tænkte på, om 16-års valgret ville gå ud over De Konservative. Lad os dog udvide spektret og få et bredere demokrati, så de ældre ikke bliver en større og større magtfaktor,”
siger han.


Skal have indflydelse


Allerød var en af de første kommuner i landet, der besluttede sig for at afholde prøvevalg for de 16- og 17-årige borgere. Et initiativ som borgmesteren satte i søen. Siden har 30 kommuner fulgt trup. 15 ud af de 30 kommuner er styret af borgmestre fra højrefløjen, mens socialdemokratiske borgmestre sidder ved roret i de resterende
15 kommuner.

 

En Gallup-undersøgelse udført af DUF i november 2008 viste, at en række borgmestre fra Venstre og De Konservative mente, at det var en god idé at sænke valgretsalderen til 16 år. ”Os, der går herude i kommunerne, vi ved, hvor meget gang der er i de unge mennesker. De interesserer sig ikke for politik, men de interesserer sig rigtig meget for, hvad der foregår i deres lokalmiljø. Det skal de have indflydelse på,” siger Erik Lund.

 

Kald mig rebel


I maj 2009 stemte regeringen og DF et forslag om at nedsætte en valgretskommission ned. Kommissionen skulle have undersøgt fordele og ulemper ved at sænke valgretten til 16 år.

Men borgmesteren i Allerød er fortrøstningsfuld, han er overbevist om, at tiden en dag er moden til 16-års valgret herhjemme. Han ved godt, at de borgerlige partier på Christiansborg på nuværende tidspunkt er imod en ændring af valgretsalderen, men derfor behøver han ikke følge deres linje.

”Kald mig bare en rebel, men jeg vil gerne være med til at sætte en konservativ dagsorden på det her punkt.”

 

 

 

Lad os dog udvide spektret og få et bredere demokrati, så de ældre ikke bliver en
større og større magtfaktor.

Allerøds borgmester, Erik Lund (K)

Tyske erfaringer

Det er en myte, at unge stemmer på ekstremistiske partier. Ti års erfaring i Tyskland viser, at de 16-årige ikke forrykker den politiske balance. Partimæssigt stemmer de omtrent som resten af befolkningen. Samtidig er de unge lige så flittige ved valgurnerne som gennemsnitvælgeren.


Kilde: Anke Spoorendonk, parlamentsmedlem for midterpartiet SSV, Slesvig-Holsten, Tyskland.