
Ældre Sagen: Giv de unge en stemme

Velfærden kan kun opretholdes, hvis der er balance mellem generationerne. Det siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup. Han mener, at debatten om 16-års valgret er relevant, for det er afgørende at lytte til og investere i de unge.
Af: Arne Simonsen
Antallet af ældre, der forlader arbejdsmarkedet, vokser markant i de kommende årtier, mens der bliver færre unge og erhvervsaktive til at sikre fremtidens velfærd. Befolkningsudviklingen kan skabe et demokratisk problem, hvis de unge ikke bliver hørt – derfor er debatten om unges demokratiske indflydelse relevant, mener Ældre Sagens direktør.
”Balancen mellem generationerne er meget vigtig – det er et relevant problem. De kommende 10-20 år bliver vælgergrupperne uvægerligt domineret af +40-årige. Man skal finde ud af, hvordan man tackler det i forhold til, at de unge får mindre og mindre vægt ved valgene. For at opretholde velfærden skal man opretholde balancen mellem generationerne,” siger Bjarne Hastrup, der står i spidsen for Ældre Sagens over 550.000 medlemmer.
Støt ældre i job
Bjarne Hastrup, der er uddannet i økonomi og forfatter til bogen ’Den sociale kontrakt mellem generationerne’, mener, at balancen mellem generationerne både handler om demokrati og økonomi.
Fra politisk side lægges der op til, at de ældre fremover skal blive længere på arbejdsmarkedet. Og det giver god mening, for om 20 år vil 70-årige have fysik og psyke som nutidens 60-årige, konstaterer Bjarne Hastrup, der selv er 65 år.
”Vi må forberede os på at trække os senere og senere tilbage fra arbejdsmarkedet. Men det kan ikke lade sig gøre, medmindre de unge og de ældre holder sammen. Hvis ikke der er plads til og respekt for de ældre, så har man jo ikke lyst til at være på arbejdspladsen.”
Investér i unge
Ældre Sagens direktør peger samtidig på, at en god balance mellem generationerne handler om at investere i unge og tage ungdommens problemer seriøst. Her nævner Bjarne Hastrup ungdomsarbejdsløsheden og gruppen af ufaglærte unge som særligt alvorlige problemer:
”Unge og ældre kan sagtens samles om, at der skal sættes væsentlige ressourcer ind på bedre ungdomsuddannelser for dem, der står udenfor – også fordi det styrker vores velfærd på længere sigt.”
Ifølge Bjarne Hastrup kan de økonomiske og demokratiske udfordringer, der følger med fremtidens ældreboom, kun løses i et samarbejde:
”En god alliance mellem unge og ældre vil gøre, at man kan hjælpe hinanden med, at begge gruppers synspunkter kommer på dagsorden.”
De kommende 10-20 år bliver vælgergrupperne uvægerligt domineret af +40-årige. Man skal finde ud af, hvordan man tackler det i forhold til, at de unge får mindre og mindre vægt ved valgene.
Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen
